Dan Skjerning er genvalgt til DGI's hovedbestyrelse
Dan Skjerning har siddet i DGIs hovedbestyrelse siden 2018 og ønsker at fortsætte arbejdet med at bringe fokusområder og idrætter tættere sammen. Og så vil han arbejde for, at DGI fortsat er en stærk stemme i samfundet.
Blå bog
Dan Skjerning er 51 år og bor i Gårslev mellem Vejle og Fredericia med Dorethe. Har 3+2 voksne børn.
Siden 2016 formand for DGI Sydøstjylland.
Blev som 14 årig valgt til hovedbestyrelsen i Gårslev GF, hvor han nåede at have ti års jubilæum som bestyrelsesmedlem. Første idræt var fodbold, så kom håndbold, og volleyball har også fyldt meget.
Idrætten blev indgangen til lokalpolitik. Har siden 2001 været valgt til kommunalbestyrelsen i Vejle for Socialdemokraterne. Har været udvalgsformand i 11 år, valgt til forskellige bestyrelser f.eks. Det Danske Madhus og Vingsted Hotel- og Konferencecenter.
Er også næstformand i den lokale brugs, teatermand på 25 år ved Gårslev Amatør Scene og får motion med cykling og fitness i den lokale forenings fitnesscenter.
Er uddannet typograf og lærer uden bachelor. Arbejder på et bosted for voksne handicappede.
Hvorfor genopstiller du til DGI's hovedbestyrelse?
Det korte svar er, at jeg ikke er færdig med den opgave, jeg er gået i gang med. Der er masser af ting i støbeskeen, som jeg godt vil videre med: Eksempelvis er jeg en del af det team i hovedbestyrelsen, der skal sørge for, at idrætsledelserne får nogle gode organisatoriske rammer, at vores organisation arbejder mere helhedsorienteret – at vores tidligere fokusområder og idrætsområder arbejder bedre sammen. Den del er vi først rigtig kommet i gang med i år, og den proces vil jeg meget gerne være med til at videreføre.
Og så synes jeg, at corona-perioden, trods alle de negativer der har været, har vist, at DGI har en helt afgørende rolle i samfundet. Vi er en utrolig vigtig spiller i civilsamfundet, og den rolle vil jeg gerne være en del af og styrke fremover.
2020 har i høj grad været præget af corona. Hvordan synes du idrætsforeningerne og DGI har tacklet det?
For det første var vi hurtigt ude som organisation og placere os centralt i de udfordringer, der har været. Det var stærkt. Men det er også tydeligt, at corona har gjort noget ved os alle – nogen passer enormt meget på sig selv, mens andre måske ikke føler, at corona har den store betydning for dem. De to modpoler betyder, at vi internt skal være gode til at kommunikere, så vi kan bakke op om det, der bliver sagt eksternt.
Bare det at skabe forståelighed og enstemmighed internt kan være svært, og det skal vi øve os på og blive bedre til, så har vi en stærkere stemme udadtil. Vores eksterne kommunikation er aldrig stærkere end det, vi kommunikerer internt. Det har jeg erfaret både i kraft af min rolle i hovedbestyrelsen og i mit arbejde lokalt i DGI Sydøstjylland.
På årsmødet skal der stemmes om at ændre DGI’s formålsparagraf, så DGI også skal arbejde for at fremme bevægelsesglæde. Hvordan vil det påvirke DGI og idrætsforeningerne?
Jeg synes ikke, at det ændrer væsentlig på det, vi gør, men det er godt at få det skrevet ind i formålsparagraffen, for bevægelsesglæde er helt klart noget af det, DGI er rundet af. Så det er mere en korrekturrettelse af det, vi i forvejen gør og arbejder med ude i foreningerne.
DGI og DIF har den fælles vision Bevæg dig for livet. Hvad er det vigtigste her i fase tre frem til 2025?
Det vigtigste bliver at få skabt ejerskab i begge organisationer, så vi ved, hvad vi vil med visionen, når vi ikke har de kæmpe fonde bag os længere. Hvis ikke de to organisationerne hviler på et stærkt, fælles grundlag, så bliver det svært at videreføre det samarbejde, vi har i dag. På nogle områder har vi allerede et godt fundament for at kunne føre visionen videre, men på andre områder mangler vi at få talt os til rette.
Det gælder også de samarbejdsaftaler vi har med vores visionskommuner. Jeg har besøgt rigtig mange af de kommuner, vi samarbejder med. Selvom de nu er kommet i gang med at få gjort flere danskere aktive, så skal vi sikre os, at bevægelsen og de gode takter fortsætter, når fondsmidlerne forsvinder fra aftalen.
Har du en mærkesag, du vil fokusere på i din kommende periode som medlem af hovedbestyrelsen?
DGI skal fortsat være en stærk stemme i vores samfund, og for at skabe den stærke stemme skal vi virke som et hold og sørge for, at det arbejde vi laver hænger sammen på landsplan og i de 14 landsdele.