DGI skal have ny formand i 2018

DGI’s formand Søren Møller genopstiller ikke som formand til DGI’s årsmøde i 2018. Den første kandidat – Mogens Kirkeby - har meldt sig på banen.

DGI's formand Søren Møller sammen med DGI's nye næstformand Charlotte Bach Thommasen og de tre, der blev valgt til hovedbestyrelsen; Annette Vilhelmsen, Mogens Kirkeby og Andreas Tang-Brock. Foto: Jens Astrup

Han har været DGI’s markante formand siden 2001. Men næste år er det slut. Søren Møller meddelte på DGI’s årsmøde, at han ikke genopstiller som formand til årsmødet i 2018.  

”Vi står med store udfordringer og rigtig spændende opgaver foran os. Og jeg har besluttet, at jeg ikke skal være formand i hele perioden frem til da, så næste år søger jeg ikke genvalg. Hvis en ny skal nå at præge og tage ansvar for afslutningen op til 2025, så skal vedkommende til nu,” sagde Søren Møller.

Det er i 2025, at DGI’s og DIF’s fælles vision ’Bevæg dig for livet’ skal i mål. 

Første kandidat til formandsposten

Så frem til årsmødet 2018 er der frit slag for kandidater til formandsposten. Allerede i debatten om formandens beretning blev det foreslået, at der sættes en proces i gang for at finde en ny formand.

Og den første kandidat er klar. sig. Fra årsmødets talerstol meddelte Mogens Kirkeby, at han er kandidat til formandsposten. Han har været medlem af DGI’s hovedbestyrelse siden 2013 og sidder i bestyrelsen for DGI Storkøbenhavn.

”Det er på sin plads at sige, at jeg er kandidat til formandsposten, og jeg ser frem til, at processen går i gang,” sagde Mogens Kirkeby.

I mål med en god tid

Søren Møller slog i sin beretning fast, at han i sit sidste år som formand på ingen måde har tænkt sig at læne sig tilbage:

”Når du har besluttet dig for at løbe maraton, og du kan se, at der er 5 km i mål, så kan du enten satse på at gennemføre ved at sætte farten ned. Du kan også gå efter at få en god tid – og jeg går efter den gode tid,” sagde Søren Møller.