Se video: Årets trænerteam får hyldest og klapsalve på DGI’s årsmøde

Karoline Gråskov og Astrid Lund Bøcker modtog blomster og gavecheck på DGI’s årsmøde i København. DGI er med til at gøre idræt sjovt, sagde de i takketalen.

Astrid Lund Bøcker og Karoline Gråskov modtager prisen for Årets trænerteam i DGI 2017. De får 25.000 kr. til en oplevelse med foreningen. Foto: Gitte Black Tholstrup

Det var to glade trænere, der gik på scenen under DGI’s årsmøde for at modtage blomster, gavecheck og hyldest. Karoline Gråskov og Astrid Lund Bøcker modtog nemlig prisen for Årets trænerteam i DGI 2017.

”De har varetaget og ligefrem løftet træningen for alle klubbens medlemmer på en moden og professionel måde, trods deres unge alder,” sagde Hanne Lane Haugaard, hovedbestyrelsesmedlem i DGI og del af dommerpanelet for prisen, om de to vindere.

Trænerteamet modtager prisen for deres store arbejde i Bagsværd Tennisklub i en sæson, hvor der har været få trænere over 18. Pigerne tog opgaven til sig med oprejst pande og gjorde al tvivl til skamme. Kort sagt sørgede de for at varetage træning for både store og små, men også skaffe flere medlemmer til klubben.

Karoline Gråskov og Astrid Lund Bøcker takkede for prisen i en tale. Her nævnte de, at de gennem DGI har fået redskaber til at gøre idræt sjovt for deres medlemmer.

”Mon ikke det hænger sådan sammen, at hvis du er glad for din sport og har et godt og trygt fællesskab, så bliver du også rigtig god? Det tror vi i hvert fald,” sagde de to trænere.