Video: Se Årets Træner modtage prisen til Årsmødet

Der var klapsalver, blomster og check til kampidrætsinstruktøren Zeshan Yusaf fra FightWorld i Valby, da han blev hyldet som Årets Træner til DGI's årsmøde.

Læs også: Hjælper børn, unge og voksne til bedre liv: Thaibokser er Årets træner i DGI

Han er en træner udover det sædvanlige, og med sin unikke personlighed guider han ikke bare medlemmerne frem til danmarksmesterskaber i thaiboksning og jui-jitsu - han hjælper medlemmerne, når psykiske udfordringer trænger sig på, når medlemmerne skal til skole-hjem-samtaler og giver dem en større tro på egne evner. Med andre ord en ildsjæl som få.

37-årige Zeshan Yusaf stiftede for godt fire år siden kampidrætsklubben FightWorld i Valby, hvor han selv er formand og chefinstruktør. Til DGI's årsmøde 2020 blev han hyldet for sin store indsats i foreningslivet med prisen som Årets Træner.

Titlen fik han i oktober, da han blev lokket ud i sin forening af jurymedlem Mogens Spangenberg, formand for DGI Tennis, på en lidt mærkelig forespørgsel omkring 'klimaet i foreningen'. Og den detalje kunne Zeshan Yusaf heller ikke dy sig for at lave sjov med i sin takketale. 

Ydmyg over prisen

"Tusind tak for prisen og til DGI's jury. Især til Mogens der sagde til mig, at han skulle ind og tjekke klimaet i FightWorld. Og jeg tænkte 'hvad foregår der nu'. Vi har aldrig fået nogen klimaanmærkninger eller noget som helst," fortalte Zeshan Yusaf til stor morskab for de godt 175 delegerede, der var mødt fysisk frem til årsmødet.

Læs også: Rocking chair med tyggegummi: Linedancer fra Falster er Årets træner i DGI

Zeshan Yusaf sagde også i sin takketale, at han var ydmyg over at modtage prisen, der bekræfter ham og resten af bestyrelsen og trænerne i foreningen i det arbejde, de laver. Med titlen som Årets Træner følger også 50.000 kroner, der går til foreningen. Og pengene vil komme medlemmerne til gavn, fortalte Årets Træner efterfølgende.

"Vi vil forkæle vores forening med noget nyt udstyr med de penge, vi har modtaget for Årets Træner 2020," siger Zeshan Yusaf.