Latter og tårer da Årets træner blev hyldet
Masser på hjerte og et hjerte af guld. Årets træner, håndboldtræner Allan Peterson fra Højby S&G, lagde årsmødesalen ned med stærk takketale.
Allan Peterson gør en kæmpe forskel i Højby S&G Håndbold, hvor han tryllebinder de 7-8-årige, som han kalder for sine ’fantastiske kanonkugler’. Han møder hvert enkelt barn i øjenhøjde og lærer dem, at fællesskab og kammeratskab er langt vigtigere end at vinde.
Læs også: Håndboldtræner for 'Fyns fantastiske kanonkugler' er Årets træner i DGI
Allerede som 12-årig blev Allan Peterson ungtræner, og i dag har den 42-årige været træner i over 20 år sammenlagt. Han er særlig vild med at træne de mindre børn, og løfter de små spilleres humør til hver eneste træning ved at joke og lave sjov med dem. Samtidig har han tiden til at lytte til dem, der har noget på hjerte.
Midlertidig skadet
Titlen som Årets træner modtog han i oktober, hvor han blev ”lokket” op i hallen af formanden på trods af, at han for nyligt havde sprængt sin akillessene. I dag var han også på krykker, da han skulle hyldes af DGI’s delegerede og modtage gavechecken på 50.000 kroner, som fulgte med prisen.
Lars Møller, som er medlem af Årets træner-juryen og formand for DGI Fodbold, lykønskede Allan Peterson på scenen og kunne ikke dy sig for at kommentere på, at hver gang DGI har overrakt noget til ham, har der været trapper involveret.
”Vi har det med at lave forhindringer for Allan, når vi skal kåre ham. De der tre trappetrin (op på scenen, red.) er ingenting. Da vi overraskede ham i Højby S&G, skulle han ned af en lang trappe på krykker. Vi skulle lige se, om han virkelig ville det,” sagde Lars Møller ironisk og fik Allan Peterson og hele salen til at grine.
”Det er foreningens pris”
Da Allan Peterson indfandt sig foran mikrofonen, er det med en rørstrømskhed.
”Jeg prøver at lappe det i mig personligt, men det her er foreningens pris. Den modtagelse jeg fik her på scenen, prøver vi at give børnene i Højby Håndbold. Der bliver fyret nogle konfettirør af og givet nogle highfives til de her unger. De elsker det, og vi elsker det!” sagde han.
Læs også: Hjælper børn, unge og voksne til bedre liv: Thaibokser er Årets træner i DGI
Allan Peterson var klar i spyttet, da han blev spurgt til, hvad de 50.000 kroner skal bruges til.
”De skal brændes af på en megafed oplevelse til alle medlemmer og trænere – og foreningen lægger gerne lidt penge oveni. Lige nu har vi en dialog med SG Flensborg-Handewitt omkring en showkamp i Højby,” sagde Allan Peterson.
DGI Årets træner-prisen
- DGI uddeler hvert år prisen ”Årets træner/trænerteam".
- Prisen går til en træner eller et trænerteam, der gør en ekstraordinær indsats og en kæmpe forskel i hverdagen.
- I år var der 266 indstillede til prisen.
- Med titlen følger 50.000 kroner.
- Årets træner 2021 hyldes på DGI’s årsmøde den 6. november i DGI-byen i København.