Debat efter beretning: Stirrer DGI sig blind på medlemsvækst?

Hvordan indfrier DGI ambitionen om 2 millioner medlemmer i 2030, lød spørgsmålet i debatten efter formanden beretning.

"Vi ønsker ikke medlemsvækst for DGI’s skyld, men for idrætsforeningernes skyld. Og i sidste ende for medlemmerne selv," siger Charlotte Bach Thomassen om ambitionen om at runde 2 mio. medlemmer i DGI. Foto: Jens Astrup

Når kalenderen siger 2030, skal antallet af danskere i DGIs medlemsforeninger, gerne have rundet 2 millioner. Sådan lød den ambitiøse målsætning i formand Charlotte Bach Thomassens beretning på årsmødet. For idræt og foreningsliv er for alle og godt for alle, og derfor vil DGI gerne have endnu flere med, sagde hun fra talerstolen i DGI Byen.

Men hvor skal foreningerne over den kommende årrække finde de godt 230.000 ekstra medlemmer, der er nødvendige for, at den målsætning kan indfries? Det ville Lotte Büchert, bestyrelsesmedlem i DGI Storkøbenhavn gerne vide.

"Jeg vil gerne hejse et flag ved ambitionen om de 2 millioner medlemmer. I DGI Storkøbenhavn har vi allerede plukket de lavthængende frugter, f.eks. har vi fået mange fodboldklubber, der før kun var medlem af DBU, ind i folden. Men hvor skal vi nu kigge hen?" spurgte Lotte Büchert.

Lang vej til 2 mio.

"Vi bør nok begynde at tage de blå idrætter mere alvorligt – alle de idrætter der foregår ved søerne, ved havet, ved havnene. DIF har en række specialforbund hér, som allerede yder en kompetent og faglig rådgivning, og dem vil det være oplagt at samarbejde mere med," uddybede Lotte Büchert.

Selvom DGI kunne lokke de blå idrætsforeninger ind i folden, så er der stadig et stykke op til de 2 mio. medlemmer. I DGI Storkøbenhavn er der godt 28.000 medlemmer i den type idrætsforeninger i dag, konstaterede hun. På landsplan er potentialet selvfølgelig større.

Og det vil give mening at få endnu flere blå idrætsforeninger i folden, lød svaret Charlotte Bach Thomassen. Men det er langt fra nok, og derfor handler indsatsen de kommende år om at styrke de eksisterende foreninger.

Ikke for DGI’s skyld

"Der er kæmpestore potentialer i de blå idrætsforeninger. Det er der også i grønne idrætsforeninger. Men det handler ikke kun om vækst i nye idrætsforeninger. Det handler også om at skabe vækst i vores eksisterende foreninger. Der er også en befolkningsvækst, og den vækst skal vi også kunne fange," sagde Charlotte Bach Thomassen i sit svar.

Og så gjorde hun klart, at ambitionen om medlemsvækst ikke drejer sig om flotte tal udadtil.

"Vi ønsker ikke medlemsvækst for DGI’s skyld, men for idrætsforeningernes skyld. Og i sidste ende for medlemmerne selv. Det er fedt at være medlem af en idrætsforening. Det er for menneskers skyld, vi skal være flere i DGI. At vores værdigrundlag kan mærkes af mange, mange flere end i dag."