25.000 børn og unge brugte sommerferien på bevægelse og fællesskab - med stor politisk opbakning

Fodbold, livredning og leg. Tusindvis af børn og unge har brugt en del af sommerferien på en af DGI’s sommeraktiviteter. En bekræftelse på, hvad foreningslivet og fællesskabet kan, lyder det fra politisk side.

25.000 børn og unge har i løbet af sommerferien deltaget i en af DGI's sommeraktiviteter. Her er det en Ocean Rescue Camp.

Rejseaktiviteten til udlandet har slet ikke været på vanligt niveau denne sommer. Der har til gengæld været masser af aktivitet og bevægelse inden for landets grænser.

Sammen med i hundredevis af lokale idrætsforeninger har DGI gennemført iover 600 skoler, lejre og andre aktiviteter, hvor bevægelse og fællesskab har været i centrum.

Binder Danmark sammen

Det har været alt lige fra fodboldskoler over gymnastikskoler til esport-camps og Ocean Rescue Camps, hvor deltagerne lærer livredning og at svømme i havet. Og på stranden i Vejle fik Kulturminister Joy Mogensen syn for, hvad børnene lærte i løbet af de tre dage på campen og hvad sommeraktiviteterne byder ind med:

Det frivillige foreningsliv er det, der binder Danmark sammen

Kulturminister Joy Mogensen

”Vi har en tendens til at inddele os i ekkokamre, hvor vi kun mødes med folk, der minder om os selv og har de samme interesser. I foreningslivet får man forskellige dele af menneskelivet, af samfundet, af hverdagen koblet sammen. Det højtragende med det helt almindelige. Det store fællesskabs med den enkeltes drømme om at kunne et eller andet. Og det er det, der er allermest dansk. Det er det, som vi skal passe på,” siger Joy Mogensen.

Kulturminister Joy Mogensen besøgte en af de mange sommeraktiviteter, da hun mødte børn og instruktører på Ocean Rescue Camp i Vejle. Her i selskab med formand i DGI Charlotte Bach Thomassen og konsulent i DGI Svømning Mads Hjort.Kulturminister Joy Mogensen besøgte en af de mange sommeraktiviteter, da hun mødte børn og instruktører på Ocean Rescue Camp i Vejle. Her i selskab med formand i DGI Charlotte Bach Thomassen og konsulent i DGI Svømning Mads Hjort.

”Det frivillige foreningsliv er det, der binder Danmark sammen. Det er der, hvor man tager det højtragende kulturliv og gør det helt jordnært. Hvor man forbinder det almindelige med de høje ambitioner,” siger Kulturministeren.

Det har en helt særlig værdi at komme på sommerskole. Både for at dyrke idræt men i lige så høj grad for at have de sociale fællesskaber på tværs og skabe sociale relationer.

Charlotte Broman Mølbæk, Idrætsordfører, SF

Særlig værdi

I alt har over 25.000 børn og unge været meldt til de mange aktiviteter landet over. Læg der til de mange børn og unge, der er dukket op til aktiviteter, der ikke har krævet tilmelding og der tegner sig en sommer, hvor foreningslivet virkelig har gjort sit til, at en sommer herhjemme ikke behøver at være lig med en sommer uden oplevelser.

Det har bekræftet mig i, hvad foreningslivet, idrætten og ikke mindst fællesskabet kan gøre

Marie Bjerre, socialordfører, Venstre

I Esbjerg trak et samarbejde mellem kommunen og DGI eksempelvis 750 børn og unge af huse over de seks dage, som de gratis og tilmeldingsfri aktiviteter varede.

Se her, hvordan de gjorde i Esbjerg

”Det har en helt særlig værdi at komme på sommerskole. Både for at dyrke idræt men i lige så høj grad for at have de sociale fællesskaber på tværs og skabe sociale relationer. Og det er jo netop det som den lokale idræt kan, siger idrætsordfører i SF, Charlotte Broman Mølbæk, der i sommerferien besøgte en håndboldskole i Randers.

Sommerpulje giver aktivitet

Som en del af den sommerpakke, som et bredt udsnit af folketingets partier vedtog i juni, kan foreninger søge om økonomisk hjælp til sommeraktiviteter gennem Sommerpuljen, der er en fælles pulje under DGI og DIF, og hvor der er tilført 41 mio. kroner.

Læs mere om Sommerpuljen 

Et af stederne, der har gjort brug af sommerpuljen er fodboldskolen i Taars-Ugilt i Vendsyssel. Her var fodboldskolen egentlig aflyst på grund af corona-epidemien. Men genåbningen af idrætten i det sene efterår og hævelsen af loftet i forsamlingsforbuddet i løbet af sommeren gav alligevel mulighed for at afholde fodboldskolen med økonomisk støtte fra sommerpuljen.

”Når vi som politikere er med til at finansiere puljer, er det vigtigt også at få syn for, at pengene rent faktisk er fornuftigt givet ud. Det hjælper også til fremover at prioritere bedst muligt, siger Marie Bjerre, socialordfører i Venstre og som besøgte fodboldskolen.

Marie Bjerre fik en snak med flere deltagere og instruktører da hun besøgte fodboldskolen i Taars-Ugilt. Foto: Martin Vestergaard Jensen, DGIMarie Bjerre fik en snak med flere deltagere og instruktører da hun besøgte fodboldskolen i Taars-Ugilt. Foto: Martin Vestergaard Jensen, DGI”I dag har jeg set, hvordan coronapuljen til sommeraktiviteter har fået flere børn til at melde sig til fodboldskole og skabt aktiviteter, som ellers ikke ville være blevet til noget. Jeg talte endda med to piger, som har været på flere fodboldskoler over sommerferien. Det har bekræftet mig i, hvad foreningslivet, idrætten og ikke mindst fællesskabet kan gøre,” siger Marie Bjerre.

Det er en styrke, at børnene kommer fra mange steder - også børn fra udsatte familier - og kan mange forskellige ting i et stort fællesskab

Stén Knuth, Idrætsordfører, Venstre

7000 har deltaget gratis

I alt har næsten 8000 børn og unge deltaget i en gratis sommeraktivitet, hvor DGI har været medarrangør og hvor kommuner eller andre partnere har stået for finansieringen. Og det sociale aspekt lægger idrætsordfører i Venstre Stén Knuth også vægt på:

”Aktiviteter som denne i sommerferien har en kæmpe betydning. Idrætsforeninger har muligheden for at vise sig frem, så flere børn får øje på idrætten. Ungerne får en super afslutning på sommerferien. Og så er det en styrke, at børnene her kommer fra mange steder - også børn fra udsatte familier - og kan mange forskellige ting i et stort fællesskab. De får nye venskaber og lyst til at komme igen,” siger Stén Knuth.