5 ingredienser er afgørende for unges trivsel

En ny rapport fra Sundhedsstyrelsen peger på fem ingredienser, der fremmer unges mentale sundhed i fritiden. Alle fem er præcis det, DGI og idrætsforeningerne arbejder med.

DGI’s indsats i forhold til unges trivsel er fremhævet i rapporten fra Sundhedsstyrelsen. Foto: Lasse Hylander (arkiv)

Det er bestemt ikke ligegyldigt, hvordan unge bliver mødt i håndboldklubben, gymnastiksalen eller svømmehallen. Det viser en ny forskningsrapport, der både fremhæver DGI´s arbejde for bedre trivsel, når unge dyrker idræt, og samtidig peger på fem ingredienser, der styrker unges mentale sundhed.

Viden og data fra 52 danske og internationale studier indgår i den nye rapport, som Statens Institut for Folkesundhed har udarbejdet for Sundhedsstyrelsen.

Og selvom det for mange er velkendt, at fællesskaber har stor betydning for unges mentale sundhed, så er det første gang, Sundhedsstyrelsen sætter forskningsord på, hvad det er ved de organiserede fritidsfællesskaber, der styrker trivslen blandt de 12-20 årige.

Læs om, hvordan idrætsforeningen gav Emma et kvantespring i selvudvikling

Fællesskaber og frirum

Rapporten viser, at de organiserede fællesskaber kan styrke unges trivsel, når de indeholder fem ingredienser: At unge skal føle sig tæt knyttet til de andre i fællesskabet. De skal have mulighed for at udvikle deres evner og selvtillid, samt have lyst til at deltage og herunder føle, at fællesskabet er trygt og tillidsfuldt. 

”Rapporten er en blåstempling af det vigtige arbejde, der helt naturligt foregår i idrætsforeningerne, og som er med til at styrke trivslen blandt unge. Samtidig bekræfter rapporten os i, at når det handler om idræt og foreningsaktiviteter for unge, så er det helt rigtigt at lægge vægt på de sociale fællesskaber og idrætsforeningen som et frirum fra perfekthed og det præstationspres, unge oplever i deres liv,” siger DGI’s formand Charlotte Bach Thomassen.

Dyk ned i de 5 ingredienser

Social forbundethed er den mest fremtrædende ingrediens. Det er afgørende, at unge oplever venskaber, sammenhold og positive sociale relationer med hinanden og med de voksne. Denne ingrediens indbefatter en særlig relationel tilknytning og oplevelse af samhørighed i fællesskabet.

Udvikling af kompetencer og oplevelsen af at blive bedre til de færdigheder, som aktiviteten kræver. Gennem udfordrende opgaver kan unge skubbe grænser og udvikle sig.  

Udvikling af selvtillid er, når unge gennem aktiviteten udvikler en selvtillid og tro på egen evne til at kunne bidrage til aktiviteten med deres kompetencer.

Lystbetonet deltagelse betyder, at det netop vigtigt, at unge deltager af egen lyst og motivation, og ikke grundet andres forventninger eller behov. 

Tryghed og tillid i relationer mellem unge og i relationen mellem unge og de ’voksne’ i aktiviteten, f.eks. træneren. For at unge kan trives, skal de opleve fællesskabet som trygt og tillidsfuldt, og som et sted, hvor der er plads til at være sig selv.   

Vis mere Vis mindre

ABC for mental sundhed  

Sundhedsstyrelsen anbefaler, at kommuner og organisationer kan bruge den nye viden fra rapporten til at skabe gode tilbud til unge. Og DGI arbejder allerede – sammen med idrætsforeningerne - i den rigtige retning.

For rapporten fremhæver, at DGI de seneste år har arbejdet med at fremme meningsfulde fællesskaber i idrætsforeningerne. Blandt andet via ABC for mental sundhed, en værktøjskasse, der hjælper foreninger med at tage godt imod nye, opbygge et fællesskab og gøre foreningen til et rart sted at være for alle.

Sæt fokus på fællesskabet - dyk ned i ABC for mental sundhed

Værktøjskassen giver konkrete råd og guidelines, som foreningerne kan anvende i deres træning, og DGI giver tips og tricks til at styrke fællesskabet i træningen gennem øvelser og aktiviteter. Desuden holder DGI workshops sammen med foreningerne.

”Vi er glade for, at Sundhedsstyrelsen har blik for, at DGI’s indsats for at styrke fællesskabet i foreningerne og via vores kurser og uddannelser gør en positiv forskel i forhold til at styrke trivslen blandt unge. Det skal vi tage med os i det fortsatte arbejde med at understøtte idrætsforeningerne i at have attraktive tilbud til unge, og hvor aktiviteter rundt om træningen planlægges sammen med de unge,” siger Charlotte Bach Thomassen.

Træneren er vigtig

I følge rapporten er træneren både en central nøglefigur og vigtig relation for, at unge kan trives i deres idrætsfællesskab.

”Det er ikke overraskende, at træneren spiller en stor rolle for unges trivsel. Træneren skal både være rollemodel for unge og samtidig gøre sit bedste for at sikre et godt træningsmiljø for alle på holdet. Det mind-set går igen på alle trænerkurser og lederuddannelser i DGI,” siger Charlotte Bach Thomassen.

Læs temaet: Hiv unge frivillige ind i foreningen

Rapporten belyser, at træneren skal understøtte og fremme et miljø, der f.eks. er inkluderende og fremmer fairplay og respekt. Men det handler også om, at træneren skal have nogle kompetencer, f.eks. i form af en særlig ledelsesadfærd, og kunne igangsætte nogle særlige initiativer, der udvikler unges personlige og sociale kompetencer. Plus undgå at have en nedværdigende adfærd.