Claus går med konen: Får fede oplevelser sammen

Claus Jeppesen ville gøre noget godt for parforholdet. Derfor meldte han sig selv og konen til fem guidede gåture - og blev bidt af det. Nu deltager han i Alt Tællers fotokonkurrence.

Efter en lang og trættende arbejdsdag kan det være fristende bare at dumpe ned i sofaen og tænde for fjernsynet. Hvis man modstår fristelsen, vil man dog opdage, at der er masser af gode oplevelser lige uden for døren, der let kan matche underholdningen i flimmerkassen.

Det kan Claus Jeppesen fra Nørre Lyndelse på Midtfyn snakke med om. For at forkæle sig selv og konen med noget kvalitetstid har han nemlig meldt dem begge til en række guidede gåture i lokalområdet, og det har han ikke fortrudt.

“Nej, vi får bevæget benene, mens vi får lidt luft i ansigtet og noget ilt til hjernen. Det er meget rart, når nu man sidder på kontor hele dagen”, fortæller den 50-årige fynbo, der til daglig arbejder som erhvervskonsulent.

Fakta om Alt tæller-kampagnen:

Under titlen ”Gang i byen” opfordres alle til at gå en tur i deres nærområde og samtidig tage et billede fra ét af de flotte steder, de møder på deres vej. Hvis man uploader et billede på Alt Tællers Facebookside mellem den 11.-20. juni, deltager man i konkurrencen om et personligt forløb hos en motionsvejleder til en værdi af 3000 kroner.

Alt Tæller er et af Bevæg dig for livets hovedbudskaber. For lidt også har ret - også når det kommer til motion. Det handler om at udnytte de små pauser i hverdagen til at bevæge sig lidt mere.

Klogere på lokalområdet

De fem guidede gåture, som Claus Jeppesen og hans kone har meldt sig til, er en del af projektet ‘Ud i naturen - ind i fortællingen’. Et projekt, som blandt andre Faaborg-Midtfyn Kommune, der er visionskommune i Bevæg dig for livet, står bag.

Undervejs på turene fortæller en række guider i form af naturvejledere, historikere og museumsinspektører om de omgivelser, som deltagerne passerer. Alt fra fakta om naturens spisekammer til historier om grusgrave med spor fra istiden og meget andet. Og det har givet Claus Jeppesen en masse viden og et nyt perspektiv på hjemstavnens lokale områder.

“Ja, jeg ved da mere om Tarup-Davinde grusgrav nu, end jeg gjorde før”, siger han med et grin og fortæller om det geologiske foredrag, der gjorde ham klogere på en grusgrav, der ligger tæt på hans eget hus.

“Projektet handler jo om, at man ønsker, at borgerne kommer ud for at opleve noget, som de ikke oplever hver dag. Så det er bestemt ikke kun en gåtur. Det er også baseret på, at man får noget viden om lokalområdet undervejs”, fortæller Claus Jeppesen om de guidede ture, som han og konen gik med på for at bruge tid sammen på en ny måde.

Fede oplevelser sammen

“At gå ture med sin kone er en fin måde at få oplevelser på sammen. Også fordi man ikke bare sidder hjemme i sofaen foran skærmen. På den sidste tur havde vi badetøj med og hoppede i havnen i Faaborg. Det er også meget fedt at have sådan en oplevelse sammen”, siger han.

Projektet ‘Ud i naturen - ind i fortællingen’ er forbi for denne gang, men Claus Jeppesen fortæller, at oplevelsen har givet blod på tanden.

“Hvis det kommer igen, så hopper vi også på igen! Det giver noget både mentalt og fysisk at komme ud at få luft og sol i hovedet”, siger han og afslører, at familien også har fået mod på at tage på længere ture.

 “Ja, det har også inspireret os til at kigge på vandreferier uden for kongerigets grænser med vores to teenagere”, fortæller han - og griner lidt ved tanken om, hvorvidt to teenagere nu også vil synes lige så godt om en ferie, hvor tiden skal gå med at vandre.

Alle skridt tæller

Faaborg Midtfyn Kommune, der har været med til at arrangere de guidede gåture, er en af de 25 såkaldte visionskommuner i Bevæg dig for livet-visionen, som er et stort anlagt samarbejde mellem DIF og DGI med støtte fra TrygFonden og Nordea-fonden.

Målsætningen for Bevæg dig for livet er at gøre Danmark til verdens mest aktive nation. En ambitiøs vision, som blandt andet opnås ved hjælp af en masse små og store projekter ude i kommunerne.

Et af hovedbudskaberne i Bevæg dig for livet er, at ‘Alt Tæller’. Også de små skridt. Man behøver ikke løbe et maraton, cykle Danmark rundt eller gå Caminoen - mindre kan sagtens gøre det.

Et eksempel på et af bidragene til det store mål er konkurrencen ‘Gang i Byen’, som kører i denne uge. Det går i al sin enkelthed ud på, at man skal gå en tur i sit lokalområde, tage et flot foto fra gåturen og lægge det op på Alt Tællers Facebookside.

”Der er så mange smukke og inspirerende omgivelser i alle afkroge af landet, og derfor vil vi gerne opfordre alle til at gå en tur i deres nærområde. Hvis man tager et billede af ét af de flotte steder, man møder på sin vej, kan man desuden deltage i vores fotokonkurrence på Alt Tællers Facebookside”, siger Pernille Steen, der er projektleder i ‘Bevæg dig for livet’.

Fine fynske motiver

Præmien i fotokonkurrencen er et personligt forløb hos en motionsvejleder, som tager afsæt i vinderens ønsker om at snige lidt mere bevægelse ind i hverdagen.

Claus Jeppesen fra Nørre Lyndelse regner med at deltage i fotokonkurrencen. Nu ved han jo fra sine seneste gåture, at han bor i et både flot og fotogent område.

“Jo jo. Ude omkring Bramstrup Gods er der nogle fine motiver. Og det er der da også her i Nørre Lyndelse, det er jo Carl Nielsens fødeby, så vi har en fin statue af ham”, siger Claus Jeppesen, som er blevet glad for at gå.

Gåturen batter

Ikke alle har lyst og fysik til at dyrke traditionel idræt, men de fleste kan gå en god tur - og det har i den grad også sin berettigelse.

Flere studier viser nemlig, at selv de korte gåture kan have en positiv påvirkning på vores fysiske og mentale velvære. Overlæge og sundhedsforsker Bente Klarlund, der blandt andet er forfatter til ”Gå-bogen. Gå, så går det nok”, siger: 

”En gåtur om dagen kan nedsætte risikoen for at få cirka 35 forskellige sygdomme. Og så sætter gåturen samtidig gang i en række hormoner, der har betydning for lyst, glæde og tilfredshed. Når man går, sker der ændringer i hjernens indhold af disse hormoner. Det er de samme hormoner, der påvirkes af antidepressiv medicin".