DGI: Glæde over aftale, der sikrer pressede foreninger 50 millioner kroner

Et ekstraordinært tilskud på 50 millioner kroner falder på et ekstraordinært tørt sted.

Idrætsforeningerne i Danmark er pressede som følge af den aktuelle sundhedskrise Foto: Bo Nymann

Regeringen og alle Folketingets partier indgik tirsdag den 7. april en aftale om et tilskud på 50 millioner kroner til at afbøde de økonomiske konsekvenser, som foreninger rundt omkring i Danmark oplever på grund af aflyste arrangementer og manglende indtægter som følge af COVID-19.

Med andre ord er der økonomisk støtte på vej til det foreningsdanmark, der er presset på økonomien efter at have ligget stille i flere uger – og som kommer til det et pænt stykke tid endnu. Med aflysningen af sommerens lokale festivaler, markeder og byfester til og med august bliver presset ikke mindre.

Toppen af presset

De danske idrætsforeninger kan nu se frem til at få taget toppen af presset med hjælp fra de 50 millioner kroner. DGI’s formand Charlotte Bach Thomassen er glad for aftalen – men ser også nødvendigheden af den.

”Vi står i en situation, hvor de lokale idrætsforeninger i den grad har brug for en hjælpende hånd. Særligt nu, hvor også hele sommerens store aktiviteter i form af festivaler og byfester, er aflyst, og dermed et væsentligt økonomisk grundlag for foreningslivet,” lyder det fra Charlotte Bach Thomassen.

DGI har sammen med bl.a. DIF og DUF løbende haft dialog med politikere og myndigheder om behovet for penge til idrætten og foreningslivet. De 50 millioner kroner fordeles i første omgang mellem DIF, DGI, Dansk Firmaidræt og Dansk Ungdoms Fællesråd (DUF), der skal sende pengene videre ud til idrætsforeningerne og spejderne.

Læs mere om aftalen på Kulturministeriets hjemmeside

Baggrund

Aftalepartierne har besluttet at yde et ekstraordinært tilskud på 50 millioner kroner til lokale idræts- og spejderforeninger og fortrinsvis til de foreninger, der er hårdest ramt af eksempelvis medlemstilbagegang og aflyste mindre arrangementer med under 500 deltagere.

Midlerne fordeles forholdsmæssigt i de tre foreningspuljer, der allerede eksisterer på idræts- og spejderområdet til lokalforeninger, og som administreres af hhv. Firmaidrætten, DIF og DGI i fællesskab samt DUF. De 50 millioner afsættes med 23 millioner til DIF, 21 millioner til DGI, 3,5 millioner til Firmaidrætten og 2,5 millioner til DUF øremærket spejderne.