Fem fantastiske forbilleder er Årets Trænerteam i DGI 2018

106 juniormix gymnaster fra Ringe Gymnastikforening har et unikt trænerteam – så unikt, at de netop er blevet kåret som Årets Trænerteam i DGI.

Årets Trænerteam i DGI er Rasmus Linnebjerg, Jonas Effersøe, Josefine Ejlskov, Simon Westermann, og Jonas Lund Olsen.

Da fem instruktører for Ringe Gymnastikforenings Juniormix-hold blev overrasket af DGI med titlen som Årets Trænerteam, var de meget beærede.

”Det kan godt være, at det er os fem, der har modtaget prisen, men det her er ligeså meget jer gymnasters pris, for der er ingen, vi kan undvære på holdet,” sagde Jonas Lund Olsen, som er en femtedel af det vindende trænerteam.

DGI’s jury overraskede trænerteamet midt i en normal onsdagstræning med blomster, diplomer og titlen som Årets Trænerteam. Med prisen fulgte også en check på 50.000 kroner.

Trænernes engagement trækker gymnasterne til Ringe

Jonas Effersøe, Simon Westermann, Josefine Ejlskov, Rasmus Linnebjerg og Jonas Lund Olsen er de fem dygtige trænere, der har modtaget prisen som Årets Trænerteam. De har det seneste år fået antallet af juniormix gymnaster i Ringe til at stige fra omkring 60 til mere end 100.

I år har DGI modtaget 231 indstillinger til prisen, hvilket er rekord. Hanne Lene Haugaard er formand for DGI Gymnastik og en del af juryen, der har udpeget trænerteamet i Ringe som vindere:

”Trænerne favner en gruppe, som er svær at fastholde. Der er normalt et stort frafald i denne aldersgruppe, men i Ringe kommer der flere børn og unge til. Trænernes engagement skiller sig ud, og de formår at inkludere og aktivere alle gymnasterne uanset evner og personlighed,” sagde Hanne Lene Haugaard.

Der er normalt et stort frafald i denne aldersgruppe, men i Ringe kommer der flere børn og unge til

Hanne Lene Haugaard, en del af "Årets Træner"-juryen

Mor til gymnaster indstillede trænerne

Iben Bech står bag nomineringen af teamet og er forælder til to børn, som enten tidligere eller på nuværende tidspunkt trænes af de fem instruktører. Hun skrev følgende i indstillingen:

”Teamet formår at føre supertankeren, som 100 børn og unge rent billedligt talt er, fuldstændig sikkert i havn. På vejen dertil smides ingen over bord, og alle bidrager til rejsen. Trænerteamet er en synlig, engageret og vellidt kaptajn, der altid formår at holde fokus på målet.”

Instruktørerne er fantastiske forbilleder for juniorgymnasterne. De har alle fem hver deres unikke personlighed og har forskellige kompetencer. Coaching, samtaler og et altid smittende godt humør er en naturlig del af træningen.

Borgmesteren er stolt

Faaborg-Midtfyns borgmester Hans Stavnsager (S) var med, da trænerteamet blev overrasket. Han var meget imponeret over trænernes dedikation.

”I er en stor inspirationskilde for både børnene og andre frivillige. Jeg vil gerne på kommunens vegne sige et fantastisk stort tillykke og en stor tak til jer,” sagde Hans Stavnsager.

I videoen nedenfor kan du se, hvor beærede de fem fantastiske instruktører fra Ringe var, da vi overraskede dem med den fine pris.