Foreningslivet indstillet til den nye Danmarkskanon

Foreningslivet er en del af den danske DNA – derfor indstiller DGI og DIF foreningsidrætten til den nye Danmarkskanon.

Idrætten forener Danmark - derfor indstiller DGI og DIF foreningsidrætten til den nye Danmarkskanon Foto: Jens Astrup

Danmark er det sted i verden, hvor der er flest der dyrker idræt i foreningsregi. Foreningslivet er en del af den danske DNA, og derfor har DGI og DIF indstillet foreningsidrætten til den nye Danmarkskanon.

I indstillingen skriver DGI’s formand Søren Møller og DIF’s formand Niels Nygaard, at det er foreningsidrættens største force, at den bevæger og begejstrer medlemmer landet over i et aktivt fællesskab, hvor der er plads til alle. Her betyder det ikke noget, om du er direktør eller på dagpenge. Om du hedder Asger eller Amina. Om du er der for at holde boldøjet, formen, venskaberne ved lige. 

Over 2,5 millioner medlemmer i idrætsforeningerne

Over 2,5 millioner medlemmer løber rundt i en af de mere 11.500 idrætsforeninger i DGI og DIF. Og samtidig er danskerne et af de mest idrætsaktive folkefærd i verden.

Foreningslivet har været et fast holdepunkt for mange gennem mere end et århundrede, og foreningsidrætten understreger de klassiske danske værdier som fællesskab, tillid og ligestilling. Omklædningsrum er miniaturedemokratier, hvor man mødes på kryds og tværs i sin passion for idrætten og det sociale samvær. Og mere end 500.000 frivillige sørger for, at det hele kan køre rundt.

Alt sammen er så integreret en del af danskernes liv og hverdag, at vi næsten ikke tænker over det. Og netop derfor bør foreningsidrætten være med i den nye Danmarkskanon.

Verdensmestre i folkelig idræt

Foreningslivet er også med til at forbedre folkesundheden, og DGI og DIF er meget optaget af at blive ved med at bevæge danskerne. Vores fælles vision ”Bevæg dig for livet” skal gøre danskerne til verdensmestre i folkelig idræt og fysisk aktivitet, og visionen er skrevet ind i regeringsgrundlaget.

Over 1000 forslag til Danmarkskanonen

Det er kulturminister Bertel Haarder, der har sat gang i arbejdet med en ny Danmarkskanon om, hvad vi er formet af og fælles om. Målet med projektet er at bevidstgøre om de historiske og kulturelle samfundsværdier, traditioner og begivenheder, som i særlig grad har formet samfundet og befolkningen i Danmark.

Alle kan komme med forslag til Danmarkskanonen, og der er foreløbig kommet mere end 1000 bud. Danmarkskanonen. En gruppe eksperter og videnspersoner udvælger en liste af forslag, som sendes til elektronisk folkeafstemning i november. I december 2016 offentliggøres Danmarkskanonen.