Gang i byen: Alt Tæller går lokalt

Har du glemt, hvor smukt der er i dit lokalområde? Så er det nu, du skal gå en tur med dit kamera og genopdage dine omgivelser.

Har du også glemt, hor smukt der faktisk er i dit lokalområde?

Nogle gange glemmer man, hvor flot der er i ens eget lokalområde. Måske synes man, at man har set det hele op til flere gange, og at det ikke længere er så spændende at gå på opdagelse. Ofte er der dog ting i bybilledet eller i naturen, man har overset - og helt sikkert noget, der tåler et gensyn.

”Der er så mange smukke og inspirerende omgivelser i alle afkroge af landet, og derfor vil vi gerne opfordre alle til at gå en tur i deres nærområde i den kommende uge. Hvis man tager et billede af ét af de flotte steder, man møder på sin vej, kan man desuden deltage i vores fotokonkurrence på Alt Tællers Facebookside,” siger Pernille Steen, der er projektleder i Bevæg dig for livet, og fortsætter:   

”Man kan gå alene og nyde et roligt afbræk fra hverdagens stress og jag. Eller tage gåturen med en ven, som man kan vise eller genopdage lokalområdet sammen med. Det er både hyggeligt rent socialt og en god måde at få lidt bevægelse ind i hverdagen”. 

Gå, så går det nok

Ikke alle har lyst eller fysik til at dyrke traditionel idræt, men de fleste kan overkomme at gå en tur, og det har i den grad også sin berettigelse. Flere studier viser nemlig, at selv den korte gåtur kan have en positiv påvirkning på vores fysiske og mentale velvære. 

”En gåtur om dagen kan nedsætte risikoen for at få cirka 35 forskellige sygdomme. Og så sætter gåturen samtidig gang i en række hormoner, der har betydning for lyst, glæde og tilfredshed. Når man går, sker der ændringer i hjernens indhold af disse hormoner. Det er de samme hormoner, der påvirkes af antidepressiv medicin, forklarer sundhedsforsker Bente Klarlund, der blandt andet er forfatter til ”Gå-bogen. Gå, så går det nok”.

En personlig præmie

Det batter altså noget at få bare lidt bevægelse ind i hverdagen, hvad enten det så er gåturen, havearbejdet eller cykelturen til købmanden. Et budskab, som Bevæg dig for livet har spredt i årevis under titlen ”Alt Tæller”, og nu sættes der igen fokus på gåturen i en temauge, der krydres med en fotokonkurrence. 

Alt man skal gøre for at deltage i konkurrencen er at tage et flot billede fra en gåtur og loade det op på Alt Tællers Facebookside inden den 20. juni. Så er man med i opløbet om en personlig præmie. Nærmere bestemt et forløb på to gange to timer hos en fysioterapeut og motionsvejleder, som tager afsæt i vinderens ønsker om at snige lidt mere bevægelse ind i hverdagen.