Kronprinsen satte Danmark i bevægelse
Royal Run ’21 blev en kæmpe fest fyldt med royale highfives, masser af konge-kroner og store smil blandt de knap 79.000 deltagere. Og Royal Run kommer igen i 2022.
Knap 79.000 glade og feststemte ansigter deltog søndag den 12. september i Royal Run i Sønderjylland, Aalborg, Odense, København/Frederiksberg og på Bornholm.
Dagens hovedperson, H.K.H. Kronprinsen, afsluttede en lang dag i løbetøjet med at gennemføre ruten på 10 kilometer gennem gaderne i København og på Frederiksberg. Han kom ind i tiden 48 minutter og 51 sekunder og var ganske godt tilfreds:
"Alt under 50 minutter var godt for mig. Faktisk har mine ben det ret fornuftigt, der er ikke sten i dem, som der var for tre år siden," sagde Kronprinsen efter løbeturen.
Han fortalte desuden, at han havde mødt et utal af "glade ansigter" dagen igennem - og at det var "en befrielse" endelig at kunne gennemføre et arrangement som Royal Run igen. Royal Run 2020 måtte aflyses på grund af corona og udsættes til 12. september 2021.
Bag Royal Run står Bevæg dig for livet, hvis vision er at gøre Danmark til verdens mest idrætsaktive nation. Og her er der naturligt nok også begejstring at spore:
"Det har været en fantastisk dag, hvor danskere rundt i hele landet har deltaget i den største aktive folkefest til lands. Vi er meget stolte over at have formået at samle så mange danskere fra nær og fjern om glæden ved bevægelse,” siger administrerende direktør i DGI, og medlem af Royal Runs styregruppe, Jens Otto Størup.
Kronprinsens glæde ved bevægelse smitter
En stor del af årsagen til, at det er lykkedes at få så mange danskere til at deltage i Royal Run, er uden tvivl kronprinsen:
”Det er uden tvivl kronprinsens fortjeneste, at vi nu kan se tilbage på en dag, hvor vi efter en ufrivillig pause igen har formået at få danskerne samlet om at bevæge sig. Kronprinsens glæde ved bevægelse smitter, og det er vores ambition at gribe den bold, han i dag har givet op, og fortsætte det gode arbejde med at få verdens mest idrætsaktive nation,” siger Morten Mølholm, der er administrerende direktør i Danmarks Idrætsforbund og medlem af styregruppen for Royal Run.
Kronprisen løber med igen i 2022
Med H.K.H. Kronprinsen i spidsen holdes Royal Run således igen i 2022. Og kronprinsen har netop offentliggjort på TV2, at han løber med igen til næste år.
”Der ligger meget godt gemt i det her. Man skal kigge på alle de glade ansigter overalt i dag,” siger kronprinsen.
Hos organisationerne bag Royal Run er der glæde over udmeldingen.
”De mange deltagere og de store smil, der har præget dagen i dag, vidner om, at Royal Run virkelig har været savnet. Derfor er det dejligt, at vi allerede nu kan opfordre til at sætte kryds i kalenderen 2. pinsedag 2022,” siger Jens Otto Størup fra DGI.
Royal Run var det første motionsløb for hver tredje deltager
For 31% af deltagerne er Royal Run 2021 deres første motionsløb, og netop drivkraften til at få flere danskere til at bevæge sig er en af målsætningerne med Royal Run.
”Royal Run kan noget helt unikt. Vi oplever en utrolig opbakning og en fantastisk stemning på tværs af nybegyndere og øvede. Og de mange fortællinger om, hvordan folk er kommet i gang med at motionere pga. Royal Run bekræfter vigtigheden af, at vi vender tilbage til foråret,” fastslår Morten Mølholm Hansen fra DIF.
Endnu er det ikke fastlagt, hvilke byer der får besøg af Royal Run i 2022. Så snart dét er på plads, bliver løbsstederne offentliggjort.
Om Royal Run:
-
I Danmark afholdes Royal Run 2021 fem steder: Sønderjylland (Sønderborg), Aalborg, Odense og København/Frederiksberg samt i Rønne.
-
I alle byer kan man vælge at gå eller løbe på enten One mile (1,609 km), 5 km og 10 km.
-
De lokale arrangører er Sport Event Syd, Aalborg Atletik og Motion, OGF og Sparta.
-
På Bornholm er der Royal Run uden royal deltagelse. Arrangørerne er DGI Bornholm og Viking Atletik.
-
Royal Run blev første gang afholdt i 2018 i anledning af H.K.H. Kronprinsens 50-års fødselsdag. Her var 70.500 tilmeldt i Danmarks fem største byer.
-
Over 82.000 var tilmeldt Royal Run 2019.
-
Royal Run måtte aflyses i 2020 pga. corona-restriktioner.
-
Royal Run arrangeres af idrætsvisionen Bevæg dig for livet, i et samarbejde mellem Danmarks Idrætsforbund, DGI og Dansk Atletik. TV 2 og Regionerne er mediepartnere på Royal Run, og TrygFonden, Nordea-fonden og Novo Nordisk Fonden er strategiske partnere.