Medlemsboom: Foreninger melder om fulde huse efter genåbning

Tennisklubberne var nogle af de første idrætsforeninger, der slog dørene op efter coronapausen. Enkelte klubber har så meget succes, at der nu er ventelister.

Tennis var en af de første idrætter til at genåbne. Det har fået flere til at gribe ketsjeren. Foto: Bo Nymann (arkiv)

Coronakrisen har trukket dybe spor i danskernes idrætsaktivitet. Flere undersøgelser har vist, hvordan aktiviteten er faldet, mens foreningsliv og andre træningsfællesskaber har været på pause. Efterhånden som landet genåbner, er det dog gået hurtigt med at få fyldt op på mange af foreningsholdene.

Det oplever de blandt andet i tennis, som var blandt de første idrætter til at åbne igen. Det har fået mange til at gribe ketsjeren.

”Det er helt fantastisk, at folk i den grad kaster deres kærlighed på tennis og det særlige fællesskab, der er i klubberne. Under corona kunne vi virkelig mærke, at vores klubber og medlemmer trippede for at komme i gang igen. Alligevel er vi noget overraskede over, hvor stor efterspørgslen egentlig har været. Det er svært ikke at være begejstret over tilstrømningen, så vi kan ride videre på den positive medlemsudvikling fra de seneste tre år,” siger Lorenz Sønderby, der er projektleder i Bevæg dig for livet-samarbejdet mellem DGI Tennis og Dansk Tennis Forbund.

Tennisspillerne er langt fra de eneste, der har savnet at være aktive. En undersøgelse fra Idrættens Analyseinstitut viser, at ni ud af ti forventer at dyrke mindst lige så meget motion som før krisen. Og hver femte regner med at være mere aktive efter krisen.

”Coronakrisen har virkelig sat en streg under, hvor meget fællesskaberne betyder for vores social liv og lysten til at dyrke motion og idræt. Vi håber, at afsavnet kan være med til at lokke endnu flere ind i idrættens fællesskaber. I forbindelse med genåbningen er det vigtigt, at foreningerne er gode til at gøre opmærksom på sig selv i det lokale. Det kan være med helt klassisk markedsføring i lokalpressen og på Facebook, men det mest effektive er at bruge foreningens egne medlemmer til at trække venner, familie og kolleger med til træning. Medlemmerne vil altid være de bedste ambassadører,” siger Maja Holm, der er adfærdskonsulent for DGI og Danmarks Idrætsforbund (DIF) i Bevæg dig for livet.

Kurven vendt i golf

I golfsporten opgør de løbende deres medlemstal i løbet af året. Her har man oplevet en markant udvikling under corona. Efter et par år med vigende medlemstal startede 2020 med en markant nedgang på 2000 medlemmer med lukningen af et par klubber. Den negative udvikling blev forstærket af nedlukningen, men siden er der vendt markant om. Her op mod sommeren er der nu 100 medlemmer flere, end der var på samme tidspunkt sidste år.

”Vi vidste godt, at der var mange, der savnede at komme på golfbanen, men vi havde ikke i vores vildeste fantasi forestillet os den udvikling. I starten af maj måned blev der gået mere end 60 procent flere runder, end der gjorde i 2019. Og vi oplever en helt enorm efterspørgsel på medlemskaber for tiden, også fra tidligere aktive i sporten, så nu skal vi sørge for at holde på dem,” siger Morten Backhausen, der er direktør i Dansk Golf Union.

Også andre udendørs idrætter som Wakeboard og Surf og Raft har oplevet stor efterspørgsel i foreningerne efter genåbningen.

Inden coronakrisen var der historisk mange medlemmer i idrætsforeningerne under DGI og DIF. I 2019 var der således for første gang flere end 2,3 millioner medlemmer i de godt 12.000 foreninger.

Om Bevæg dig for livet

Danmark skal være verdens mest idrætsaktive nation. Det er målet i det historiske samarbejde, DGI og DIF har indgået med TrygFonden og Nordea-fonden om opfyldelsen af en ny, ambitiøs vision for dansk idræt. Bevæg dig for livet visionen er den største partnerskabsaftale i dansk idræts historie.