Ny kvinde i DGI’s hovedbestyrelse

Pia Allerslev er nyt medlem af DGI’s hovedbestyrelse efter kampvalget. Og Charlotte Bach Thomassen blev genvalgt som DGI’s formand.

Pia Allerslev, Charlotte Bach Thomassen, Hanne Lene Haugaard og Dan Skjerning modtog valg til DGI's årsmøde 2020. Foto: Palle Skov

Goddag til Pia Allerslev og farvel til Hans Henrik Heming. Efter kampvalg til DGI’s hovedbestyrelse på DGI’s årsmøde 14. november 2020 består DGI’s hovedbestyrelse nu af fire kvinder og fem mænd.

Stemmerne fordelte sig således:

Hanne Lene Haugaard 152 stemmer

Dan Skjerning 148 stemmer

Pia Allerslev 127 stemmer

Hans Henrik Heming 68 stemmer

Pia Allerslev glæder sig til hovedbestyrelsesarbejdet

Pia Allerslev er nyt medlem af DGI’s hovedbestyrelse. Hun er mest kendt for sin politiske karriere, hvor hun har siddet i Københavns Borgerrepræsentation i 16 år, valgt ind for Venstre. Hun har i den periode både været Kultur- og fritidsborgmester samt Børne- og ungdomsborgmester.

Hun glæder sig til arbejdet som hovedbestyrelsesmedlem i DGI.

”DGI har været en bærende del af mit foreningsfællesskab. Jeg er vokset op i Vestjylland, og her er det DGI, der er tæt på foreningerne. Så nu bygger jeg oven på det, der startede, da jeg var frivillig træner og leder som 13-14 årig. Senere har jeg i mange år som kulturborgmester i København haft en mere politisk tilgang til DGI, og jeg ved, at der sker virkelig mange fantastiske ting i DGI i disse år,” siger Pia Allerslev.

Efter Pia Allerslev forlod Københavns Borgerrepræsentation har hun involveret sig i bestyrelsesarbejde, og er aktuelt formand for Hafnia-Hallen i København, Uppercut Danseteater, Girltalk og CP Danmark. Derudover er hun chef for partnerskaber og fundraising i Børneulykkesfonden samt partner i kommunikationsbureauet Sincera.

Pia Allerslev bor i København med sin mand, direktør Henrik Uth, og deres to børn Freja og Valdemar. Hun er født og opvokset i Ørnhøj mellem Herning og Holstebro i Vestjylland, hvor hun var særdeles foreningsaktiv. Hun er oprindeligt uddannet folkeskolelærer fra Frederiksberg Seminarium.

Genvalg til Hanne Lene Haugaard

Hanne Lene Haugaard blev genvalgt til DGI’s hovedbestyrelse, som hun har siddet i siden 2014. Hun er også formand for DGI Gymnastik – den idræt med flest medlemmer i DGI. Og så arbejder hun som foreningskonsulent i Haderslev Kommune.

Gennem 17 år har Hanne Lene Haugaard været formand i Vilstrup Ungdoms- og Idrætsforening, så hun har på tætteste hold oplevet, hvordan Corona-krisen har tvunget foreninger til at tænke nyt:

”Idrætsforeninger har tænkt alternativt, kreativt og fundet masser af fantastiske løsninger det sidste halve år. Jeg synes, at DGI og foreningerne sammen har gjort det rigtig godt, og vi vil blive ved med at holde aktiviteter og fællesskabet i gang,” siger Hanne Lene Haugaard.

Hanne Lene Haugaard er 52 år og bor sammen med sin mand og to drenge i Vilstrup. Hun gør også selv brug af de mange idrætstilbud, der er i nærområdet. Hun nyder både at cykle, sejle havkajak, yoga, pilates, ski og gå ture. Og så elsker hun at være tilskuer til idrætsbegivenheder. 

Dan Skjerning klar til to år mere

Der var også genvalg til Dan Skjerning, der har siddet i hovedbestyrelsen siden 2018. Han er 51 år, bor i Gårslev mellem Fredericia og Vejle, og han er også formand for DGI Sydøstjylland.

Dan Skjerning glæder sig til at fortsatte arbejdet med at engagere flest mulige i idræt og motion i idrætsforeningerne, ligesom han ser frem til at arbejdere videre med Bevæg dig for livet, DGI og DIF’s fælles vision om at gøre Danmark til verdens mest idrætsaktive nation.  

Dan Skjerning ønsker også at styrke DGI’s rolle i samfundet.

”Ccorona-perioden har, trods alle de negativer der har været, vist, at DGI har en helt afgørende rolle i samfundet. DGI er en utrolig vigtig spiller i civilsamfundet, og den rolle vil jeg gerne være en del af og styrke fremover,” siger han.

Dan Skjerning er om nogen foreningsmenneske ind til benet. I over ti år var han bestyrelsesmedlem i Gårslev GF, og idræt blev en døråbner til lokalpolitik. Siden 2001 har Dan Skjerning siddet i kommunalbestyrelsen for Socialdemokratiet i Vejle, blandt andet som formand for Kultur- og Fritidsudvalget.

Derudover er han næstformand i den lokale brugs og teatermand på 25. år ved Gårslev Amatør Scene. Den første foreningsidræt var fodbold, og siden fyldte både håndbold og volleyball. I dag får han motion med cykling og fitness i Gårslev GF.

Genvalg til DGI’s formand

DGI’s formand Charlotte Bach Thomassen blev genvalgt uden modkandidater.

”Jeg er utrolig glad for, at jeg fortsat er formand for DGI. DGI er foreningernes forening, og vi har en vigtig opgave med at understøtte de stærke aktive fælleskaber. Samtidig skal vi intensivere vores arbejde med at give idrætten tilbage til børnene. Derfor er jeg også rigtig glad for, at vi på årsmødet vedtog, at bevægelsesglæde er en del af DGI’s formål,” siger Charlotte Bach Thomassen.  

Charlotte Bach Thomassen blev formand for DGI i 2018 efter et år som næstformand. Hun er den første kvindelige formand for en stor dansk idrætsorganisation. 

Charlotte Bach Thomassen bor på Islands Brygge i København med sin mand og deres tre børn. Hun er uddannet som cand.scient.pol. ved Københavns Universitet, og har dyrket gymnastik det meste af livet, ligesom hun også vinterbader og løber - og netop gymnastikken har været gennemgående i formandens liv.

Charlotte Bach Thomassen har tidligere i fem år været generalsekretær i Det Danske Spejderkorps, hun har også været projektchef og souschef i DGI Storkøbenhavn fra 2009 til 2013.