Over 10.000 børn styrker motorikken med ”Hej skal vi lege?”

10.412 børn fra 253 daginstitutioner er med i bevægelsesugen ”Hej skal vi lege?” i uge 41.

Med "Hej skal vi lege?" ønsker DGI, Børneulykkesfonden og bObles at sætte fokus på motorik, leg og bevægelse i landets daginstitutioner.

Kravl op ad bogstavstigen, balancer på vokaler og leg jorden er giftig på konsonanter. Det er blot nogle af de lege, som over 10.000 børn skal prøve kræfter med, når de er med i bevægelsesugen ”Hej skal vi lege?” i uge 41.

Bevægelse, farver og bogstaver

Børneulykkesfonden, DGI og bObles har siden 2011 arrangeret bevægelsesugen "Hej skal vi lege?", der giver pædagoger og dagplejere i de danske daginstitutioner inspiration og redskaber til at inkorporere mere bevægelse i dagligdagen. Over 300.000 børn i alderen 0-6 år har deltaget i kampagnen siden begyndelsen, og på landsplan er hele 10.412 med i år.

”Det er fantastisk, at så mange børn har haft sjove oplevelser med at bevæge sig, og at personalet samtidig har fået inspiration til mere bevægelse i hverdagen. Vores ambition er at sætte fokus på bevægelsesglæde og på børnenes motoriske udvikling, så børnene får lyst til at bevæge sig hele livet,” siger Charlotte Bach Thomassen, formand for DGI.

Hvert år udvikles et nyt tema, og årets legetema er bygget op omkring specialdesignede bogstaver i skum fra designvirksomheden bObles.

Temaet tager udgangspunkt i kreativ leg, hvor børnene samtidig stimulerer og udvikler deres balance og motorik. Kampagnen understøtter børn i deres kropslige udfoldelse og bevægelsesglæde med farver og bogstaver – de skal således både hoppe deres navn, gå på bogstav-line, danse bogstav-danse og meget mere.

Børnene leger sig til bedre motorik

Ifølge Sundhedsstyrelsen bør børn fra 1-4 år bevæge sig så meget som muligt, mens børn i 5-6 års-alderen skal bevæge sig mindst 60 minutter om dagen.

Partnerne bag ”Hej skal vi lege?” mener, at det skal være sjovt at bevæge sig. Bevægelsesugen har derfor til formål inspirere både børn og pædagoger til en hverdag med mere bevægelse og fysisk aktivitet gennem leg og læring.

”Vi ved, at børn har godt af at bevæge sig og udvikle deres motorik, men det kan nogle gange være en udfordring for pædagogerne at komme med nye og spændende måder at gøre det på i en travl hverdag. Det er alfa og omega, at det er sjovt at røre sig, og derfor vil vi gerne give pædagoger og dagplejere idéer og redskaber til en mere aktiv hverdag med børnene”, siger Henriette Madsen, generalsekretær i Børneulykkesfonden.

Bevægelsesglæde i centrum

Ifølge undersøgelser har en stor andel af danske børn mærkbare motoriske vanskeligheder, når de starter i indskolingen.

Tal fra Statens Institut for Folkesundheds database Børns Sundhed viser for eksempel, at antallet af førskolebørn med motoriske udfordringer er steget fra 25,9 procent i 2010 til 31,4 procent i 2014, og hele 9,8 procent har deciderede motoriske vanskeligheder.

Mange børn bliver altså ikke motorisk udfordrede, og det vil DGI, Børneulykkesfonden og bObles gerne være med til at ændre på ved at inspirere daginstitutioner og dagplejere til at sætte bevægelsesglæden i centrum, slippe legen fri og give børn lyst, mod og vilje til at bevæge sig.

Fakta om "Hej skal vi lege?"

  • Hej skal vi lege?” arrangeres af Børneulykkesfonden, DGI og bObles.
  • I år er 10.412 børn fordelt på 253 daginstitutioner tilmeldt.
  • Siden 2011 har mere end 300.00 børn deltaget i ”Hej skal vi lege?”
  • Årets legetema 2019 er bygget op omkring specialdesignede bogstaver i skum fra bObles og tager udgangspunkt i kreativ leg, hvor barnet stimulerer sin balance og motoriske udvikling.
  • For kun 240 kr. kan børnehaver, vuggestuer og dagplejere bestille en pakke med motorikredskaber, legehæfter, plakater, diplomer til børnene samt informationshæfter til forældrene og institutionen.
  • Alt materiale kan downloades gratis på www.hejskalvilege.dk