Sommerpakke med flere penge til foreninger og aktiviteter

69 mio. kr. er på vej til aktiviteter i sommeren og efteråret. Baggrunden er en politisk aftale om en sommerpakke til at afbøde konsekvenserne af corona.

Der bliver endnu bedre muligheder for at arrangere fodboldskoler og andre sommeraktiviteter i idrætsforeningerne med den nye sommerpakke. Foto: Bo Nymann (arkiv)

Efter en lang periode med nedlukning og corona-restriktioner der er behov for kultur- og idrætsaktiviteter for danskerne i løbet af sommeren. Samtidig har foreninger og aftenskoler pga. COVID-19 oplevet frafald af medlemmer, herunder børn og unge.

Det er baggrunden for en bred politisk aftale, der blev indgået 4. juni, om en såkaldt sommerpakke til kultur- og foreningslivet.

Sommerpakken betyder blandt andet, at der kommer en pulje til kultur- og idrætsoplevelser i regi af foreninger og aftenskoler. Og det glæder DGI’s formand Charlotte Bach Thomassen.

”Sommerpakken betyder flere aktiviteter for børn og unge i idrætsforeningerne, og puljerne vil bidrage til den nødvendige genstart af de stærke, aktive fællesskaber. Så det er en vigtig håndsrækning og investering i øget trivsel, både på den korte og den lange bane,” siger Charlotte Bach Thomassen.

Præcist hvornår og hvordan puljerne kan søges er endnu ikke afklaret.

Puljen kommer i sidste øjeblik

De 59 mio. kr. kan bruges til at skabe kultur- og idrætsaktiviteter for bl.a. børn og unge i løbet af sommeren og frem til efterårsferien. Det kan være sommerlejre, aktiviteter eller undervisning.

Puljen kan søges af lokale idrætsforeninger og øvrige lokale foreninger på kulturområdet. 

”Vi er glade for støtte til flere sommerferieaktiviteter, og vi noterer med tilfredshed, at puljen også rækker ind i efteråret, så idrætsforeninger for eksempel vil kunne søge tilskud til tiltag i forbindelse med sæsonstart. Så puljen er meget velkommen, men den kommer i sidste øjeblik i forhold til sommeraktiviteter. Det tager tid for frivillige at planlægge,” siger Charlotte Bach Thomassen.

Flere var hjemme - og ferieaktive - i sommeren 2020 

Også i 2020 kom der i juni en sommerpakke med penge til sommeraktiviteter, og det gjorde en forskel den sommer, som rigtig mange tilbragte i Danmark. I alt var omkring 25.000 børn og unge meldt til de aktiviteter, DGI og idrætsforeninger stod for over hele landet.

Læs også: 25.000 børn og unge brugte sommerferien på bevægelse og fællesskab - med stor politisk opbakning

Dertil kom de mange børn og unge, der deltog i aktiviteter, der ikke krævede tilmelding. Og næsten 8000 børn og unge deltog i en gratis sommeraktivitet, hvor DGI var medarrangør, og hvor kommuner eller andre partnere stod for finansieringen.  

10 mio. kr. til aktivitetspulje

I 2021 kommer der også en pulje på 10 mio. kr. til lokale idræts- og spejderforeninger, som er økonomisk ramt af restriktioner eller manglende indtjeninger. For eksempel foreninger, der ville have tjent penge ved at stille med frivillige ved festivaller eller markeder.

Med puljen kan disse foreninger afholde planlagte aktiviteter fra i sommer og året ud.  

Baggrunden for puljen er blandt andet, at mange børn og unge har lidt store afsavn under nedlukningen af skoler, uddannelsessteder og foreningslivet.

Puljen skal udmøntes af DIF, DGI, DUF og Dansk Firmaidrætsforbund. 

Oplevelser og aktiviteter for børn og unge

I alt bliver der som følge af sommerpakken sendt 330 mio. kr. ud til kulturlivet med det mål at understøtte kultur-, idræts- og foreningslivet og skabe oplevelser og sommeraktiviteter for børn og unge. I den forbindelse siger kulturminister Joy Mogensen i en pressemeddelelse:

”Nu sætter vi gang i kultur- og idrætslivet med en sommerpakke, der bl.a. giver mulighed for støtte til vores foreninger, der har oplevet et fald i antallet af medlemmer under pandemien.”