FOKUS for forældre: Styrk dit barns koncentration og trivsel gennem skydeidræt

Ro, koncentration og struktur. De tre elementer i skydning gavner børn og unge med ADHD og lignende vanskeligheder.

Idræt er en populær vej til øget livskvalitet og sundhed. Men for børn med ADHD og lignende vanskeligheder, kan det nogle gange være svært at finde en disciplin, der rammer krop, sind og frem for alt smilet. 

Skydning i en forening kan være et godt match til børn og unge med særlige behov. Det viser de første år med et landsdækkende projekt fra DGI Skydning, der hedder "FOKUS - ro og koncentration gennem skydeidræt"

Hvis der ikke havde været skydevåben indblandet, ville vi kalde det mindfulness

Børnepsykolog Christian A. Stewart-Ferrer

Skydeidræt rammer mange målgrupper

Målgruppen for projektet er børn og unge, der typisk går på specialskoler eller er tilknyttet centerafdelinger og specialklasser.

Men flere børn og unge fra folkeskoler og efterskoler finder vej til skydning uden at have særlige behov. Nogle i skoletiden. Andre i fritiden. Vi vejleder gerne forældre i, hvordan dit barn kan komme godt i gang med at gå til skydning eller find din nærmeste skytteforening på egen hånd

Fordele ved skydeidræt for børn og unge med ADHD

  1. Individuel idrætsgren
  2. Tæt kontakt med underviser
  3. Faste regler
  4. Små grupper med mulighed for holdtræning og fællesskab
  5. Plads til ro
  6. Fokus på koncentration
  7. Mulighed for socialt fællesskab efter behov

"Børn og unge med ADHD får styr på sind og krop, når de går til skydning," siger klinisk børnepsykolog Christian A. Stewart-Ferrer i artiklen Skydeidræt er gavnligt for børn med ADHD

Nej, skydning i en forening er ikke farligt 

Men hvad med sikkerheden, spørger du måske? 

Det er ikke farligt at gå til præcisionskydning. En vigtig del af instruktionen handler om sikkerhed. Og der er god tid til og masser af tålmodighed til at forklare reglerne.

En af reglerne er, at skytterne ikke må bruge sit skydevåben uden opsyn af en voksen. 

Dertil kommer, at præcisionsskydning ikke handler om at affyre salver af skud, men derimod stille og roligt fokusere på at sigte mod skiven og arbejde med vejrtrækning imens. 

Læs mere om Fokus på sikkerhed

Sådan får du bedst dit barn i gang med skydeidræt

Er dit barns skole ikke tilmeldt FOKUS? Så kan du henvise til denne side og fortælle om mulighederne.

Du kan også kontakte os og få oplyst, hvilke skytteforeninger, der er mest velegnede i området. Nogle skytteforeninger har instruktører, der uddannet til at undervise skytter med særlige udfordringer.