En ferielejr med fællesskab og fuld tryk på petanquebanerne

I dagene fra den 17. juli til den 20. juli 2017 afholdt DGI Petanque ferielejr på Christianslyst i Sydslesvig. I alt 54 deltagere havde tilmeldt sig lejren, som bød på både tætte kampe, lejrbål og en tur over grænsen.

To af deltagerne var Merete og Benny Dejrup fra Sjællands Odde. Efter flere års kærlighed til det sociale kuglespil, havde parret deres debut på den traditionsrige lejr i 2016, og det var ikke svært at tage en beslutning om at komme tilbage i 2017:

”Det fristede at komme tilbage og se det hele igen og møde petanquespillere fra hele landet,” lyder det fra Merete, Lumsås Petanqueklub, som stiftede bekendtskab med lejren allerede tilbage i 1964, hvor hun besøgte stedet for første gang.

Også i år kunne Merete og Benny tage hjem fra lejren med gode oplevelser i kufferten. Gode oplevelser, godt samvær og dejlig mad var alt sammen med til at skabe en fantastisk ferielejr. Og så gjorde det naturligvis ikke noget for oplevelsen, at vejret var med deltagerne på lejren, hvis du spørger Merete Dejrup.

Petanque over grænsen
De to deltagere var naturligvis med, da samtlige deltagere pakkede kuglerne og tog over grænsen til Harrislee om tirsdagen. Kuglerne blev kastet mod lokale modstandere fra HKUF i Harrislee, og flere lokale duellanter var mødt til kampstart for at tage dysten op mod de danske spillere. I hele tre runder blev der gået til den med taktik og skarpt kuglespil.

Også Merete Dejrup havde en god oplevelse denne dag, ligesom oplevelsen at spille mod et lokalt, tysk hold gjorde stort indtryk.

”Det blev en rigtig god petanquedag i det tyske”.

En hel dag med tætte kampe
Onsdag under ferielejren var stemningen kørt i stilling til det store sekstet-slag. Her blev både petanquebaner og beachvolleybaner taget i brug, så de mange spillere kun få afviklet både single, double og triple.

Efter en lang dag med lange og tætte kampe, var der tid til et kort dyk i lejrens pool, inden aftenens middag og præmieoverrækkelse af diplomer. Vinderne af dagens sekstetturnering blev naturligvis også fejret her.

Efter en hel dag i petanques tegn blev der om aftenen budt op til socialt samvær ved lejrbålet. Her blev der bundet sløjfe på lejrens mange oplevelser med både sang, vin og kaffe i lejrbålets skær.

En stor tak – og på gensyn!
”Vi ses igen til næste år,” lød det fra mange, da bilerne rullede hver til sit – til hver en krog af Danmark – torsdag morgen. Og det er sikkert og vist, at både Benny og Merete vender tilbage næste år, og at de vil anbefale petanquespillere på deres vej til at gøre det samme.

DGI Petanques koordineringsgruppe siger tusind tak til alle deltagere på Petanque Ferielejr 2017. Også en stor tak til personalet på Christianslyst, som gjorde meget for den velafviklede lejr.