”Jeg har 20 bedsteforældre, når jeg spiller petanque”

Freja på 11 år og Emma på 14 år spiller petanque i Vestjylland. En sportsgren som ellers tiltrækker en lidt ældre aldersgruppe, men det rører ikke pigerne. For det er spændende, sjovt og hyggeligt at spille petanque.

”Jeg spiller for at vinde! Men også for at have det sjovt med de andre i klubben."

Sådan siger 11-årige Freja Moody Jacobsen. Freja spiller petanque sammen med sin farfar på 77 år i den meget aktive, Herrup-Bjergby Fællesforening i Vestjylland. Det har hun gjort lige siden den sommer hendes farfar manglede en makker til en petanqueturnering.

Forholdet på tværs af generationerne bliver styrket ved den fælles interesse i petanque-spillet. Freja og hendes farfar, Ove Jacobsen elsker begge det sammenhold og samvær, som petanquespillet tilfører deres forhold. Det gør familiebåndene endnu stærkere!

Jeg spiller for at vinde! Men også for at have det sjovt med de andre i klubben.

Freja Moody Jacobsen, 11-årig petanquespiller i HBF

11-årig med vindermentalitet

Når Freja ikke spiller petanque, går hun i 5. klasse på Haderup skole. Freja bor i landsbyen Herrup i det nordlige Vestjylland sammen med sin familie. Fritiden bliver også brugt på at spille badminton med vennerne.

Freja føler, at hun har 20 bedsteforældre, når hun spiller petanque.

Kunne du også tænke dig at spille petanque?

Find en forening tæt på dig og kast dig ud i det spændende og sociale spil.

Og derfor nyder hun at komme i HBF Petanque, selvom de andre spillere er meget ældre end hende selv.

Der er ingen tvivl om, at Freja spiller for at vinde. Derfor træner hun flere gange om ugen for at blive endnu bedre og for at lære nye taktikker. Tidligere på året deltog Freja i en DGI turnering sammen med sin farfar. De kæmpede sig til en flot tredjeplads og fik en bronzemedalje med hjem.

Desværre er Freja den eneste på hendes alder, som spiller petanque i HBF, og det vil foreningen gerne ændre på. 

Vi er meget stolte af at have så ung en spiller her i klubben, og vi vil så gerne have flere unge spillere!

Poul Teglgaard, formand for petanque i HBF

Petanque gennem generationer

I Tarm spiller 14-årige Emma Gravengaard Kallestrup petanque i foreningen STØFI. Hun har lært spillet fra sin far Tommy Kallestrup, som også er formand i foreningen. Petanque har været en del af familien i mange år. ”Min far og bedstefar spillede sammen, så da min bedstefar gik bort, manglede min far én at spille med," fortæller Emma.

Emma er den eneste på hendes alder, der spiller petanque i STØFI. Hun har spillet petanque i tre år. Det er svært for Emma at svare på, om hun stadig spiller om 10 år. Emma har nemlig også andre interesser i fritiden, hvor hun både passer børn og går til gymnastik. Emma går i 8. klasse på Tarm Skole, og det skal selvfølgelig også passes.

Men det er helt sikkert, at Emma nyder det hyggelige samvær med de andre i klubben. Og i STØFI er de enige om, at Emma har en lovende fremtid inden for petanque!

Freja og Emma opfordrer andre på deres egen alder til at prøve petanque, fordi det er spændende, sjovt og hyggeligt. Og hvem vil ikke gerne prøve at kaste kugler efter en gris og have 20 bedsteforældre?