Mandag er petanquedag

I Mejdal ved Holstebro er mandag lig med petanque for en gruppe aktive borgere fra både nær og fjern. I gennem de seneste tre år har godt et halvt hundrede spillere mødtes og skudt den kommende uge i gang med konkurrence, aktivitet og godt humør.

Fremmødet er stort, når Mejdal-Halgård Petanque hver mandag kl. 9 slår dørene op til det ugentlige petanquetræf. Morgenkaffen indtages med lige dele kaffe og store grin, og sammenholdet er ikke til at tage fejl af blandt den morgenfriske gruppe spillere.

Spørger du den stolte formand og initiativtager Hans Tinggaard, kan han ikke sætte en pris på den glæde og det sammenhold, han og medlemmerne oplever igennem petanquespillet: 

Det er nogle herlige mennesker at være sammen med, og selvfølgelig er jeg stolt over at være med til at give så mange mennesker en aktiv og glad start på ugen

Hans Tinggaard, formand

Sådan lyder det fra senioren, som trofast stiller op hver mandag med kaffe og brød.

Nye bydes velkomne med åbne arme
Udefra set kunne man foranlediges til at tro, at den sluttede kreds af petanquespillere er et lukket selskab. Sådan forholder virkeligheden sig dog langt fra. Jonna, som efterhånden har spillet i klubben i længere tid, har sammen med sin mand selv været nogle af de nye: 

Man møder bare ingen lukkede døre. Der er ingen indspist humor og faste pladser. Til gengæld er der masser af sjov i gaden, så man kan lige så godt være med på jargonen fra starten – ellers kommer man det i hvert fald hurtigt

Jonna, mandagspetanquespiller

Spørger du Jonna, gør man i klubben mange ting for at tage godt imod nye spillere og bryde med rutinerne: ”Vores fælles morgenkaffe er et vigtigt ritual inden dagens petanquespil. På den måde kommer vi godt fra start og får lige spurgt ind til hinanden. Det betyder rigtig meget.”

Inden spillet for alvor går i gang bliver der hver uge trukket tilfældige makkere. På den måde spilles der altid med en ny makker – noget som både styrker formen og venskaberne på tværs.

Spillet i fokus
Og lige netop petanqueformen fejler intet hos de mange spillere. Klubben, som i dag spiller med de hårde kugler, blev i sin tid startet af Hans. Sammen med en gruppe pensionerede håndboldspillere havde han et ønske om at mødes og være aktive: ”Og så skulle det selvfølgelig være noget med kugler,” lyder det fra formanden.

Også for Jonna og hendes mand Erling, er det vigtigt, at dagen ikke udelukkende bliver brugt på venskabeligt samvær og store grin. Et andet vigtigt element i mandagspetanque for de to er nemlig selve spillet. Her kommer konkurrencegenet frem i dem begge, og de går benhårdt efter at ramme grisen og vinde dagens dyst.

Det giver livskvalitet at have noget at gå op i. Sammenholdet og samværet er grundstenen og toppet med en god kamp, kan man ikke ønske sig meget mere

Jonna, mandagspetanquespiller

Lyder det fra Jonna, som allerede ser frem til næste kamp.

Gode råd, når I vil starte petanque

Det behøver ikke være så omstændigt at starte petanque op og få flere med. Spørger du Jonna, kan man med fordel følge de tre gode råd herunder, og på den måde sætte nogle gode rammer for en aktiv formiddag i tæt fællesskab med ligesindede:

  1. Gør det til et ritual at samles om morgenkaffen. Eller bare at samles om noget – hvad, er ikke det vigtigste. Ved at komme stille og roligt i gang, er der plads til, at nye kan finde sig til rette og man kan byde dem velkommen og få præsenteret resten af gruppen.
  2. Gør humor til en del af arrangementet. Vær ikke bange for at komme med vittigheder og sjove kommentarer. Humor er den bedste måde at komme tættere ind på livet af hinanden og det letter stemningen med det samme.
  3. Snak om det. Hjælp hinanden med at sprede budskabet om det nye tiltag. Fortæl om det, der hvor I kommer eller opsøg steder, hvor I ved, at mange opholder sig.

DGI hjælper gerne med at starte petanque op hos jer. I er altid velkomne til at kontakte os for en uforpligtende snak, eller hvis I har spørgsmål. I finder kontaktinformationer i højre side af skærmen.