Cykelmotionister: Gravel byder på eventyr og hyggeture

Hvorfor vælger flere cykelmotionister at skifte landevej eller MTB-spor ud med grus? Og er gravelcykling noget for dig? Læs med og få to garvede cykelrytteres bud på, hvorfor du skal kaste dig over gravel.

Med en hardtail MTB eller de rette dæk til din landevejsracer kan du nemt komme i gang med gravelcykling. Foto: DGI's arkiv

Er du træt af kolde fingre og regnvåde landeveje? Er du kørt lidt sur i vintertræningen, men vil du stadig gerne have naturoplevelser med i din træning? Så er det måske tid til, at du skal kaste dig over gravelcykling. Gravel kan køres hele året, og er derfor et oplagt alternativ til vintertræningen.

Læs også: Guide til gravel: Sådan kommer du i gang

Sådan lyder opfordringen i hvert fald fra Michael Tvedergaard og Kristian Venø. De er begge rutinerede ryttere på landevejen og kan samtidig skrive en del MTB-spor på deres cykel-CV.

"Jeg synes virkelig, det giver nogle andre oplevelser. Det giver en anden ro og en fed fornemmelse. Og så er der også et sjovt eventyrs- og oplevelsesaspekt i det," siger Kristian Venø, der ud over 15 år som cykelmotionist også har været med til at udvikle instruktør- og kaptajnuddannelserne inden for landevejscykling i DGI.

Mere hygge - mindre konkurrence

Michael Tvedergaard er også begejstret for grus. Han har været cykelmotionist i 12 år, og selv om han har prøvet lidt af hvert, mener han, at gravel bibringer noget nyt på cyklen.

"Det er en god blanding af grusstier, skov og landevej. Her om vinteren er der også den fordel, at man kan køre lidt i læ for blæst og regn i skovområder og på den måde få en god, lang tur," siger Michael Tvedergaard.

Læs også: Flere motionister vælger grusvejen: Derfor rykker gravel

Landevejscykling er ofte meget konkurrencepræget. Det er der mindre af i gravel - også til arrangementerne. Man møder op, hygger og cykler en tur sammen. Jeg oplever det som mere low-key og casual

Kristian Venø

Begge oplever en anden mentalitet i gravelcykling sammenlignet med landevejscykling.

"Jeg synes virkelig, at gravel er hyggeligt. Man kan sagtens køre stærkt, men jeg oplever mere fokus på at nyde turen, og der er flere 'social rides'," siger Michael Tvedergaard, og Kristian Venø er enig:

"Landevejscykling er ofte meget konkurrencepræget. Det er der mindre af i gravel - også til arrangementerne. Man møder op, hygger og cykler en tur sammen. Jeg oplever det som mere low-key og casual," siger han.

Gravel giver anden frihed

De to motionister er også glade for den frihed, som en gravelcykel giver. Den er mere alsidig og kører glimrende på såvel landevej som grusstier.

Læs også: 4 tips til fede oplevelser på gravelcyklen

"Jeg syntes, det var meget inspirerende, for pludselig åbnede der sig en ny verden. Jeg havde jo kørt og kendte stort set alle veje i det midtjyske, men gravelcyklen gav nye muligheder. Det her med at finde nye ruter er vildt sjovt. Nu kan jeg køre de veje i området, jeg er nysgerrig på. Cyklen sætter ingen begrænsninger," siger han.

Michael Tvedergaard understreger, at du sagtens kan komme i gang med gravel på de fleste cykler - bare du har de rette dæk.

"Folk kører på alt muligt. Så selvfølgelig kan du bruge mange penge på en god gravelcykel, og her er oplevelsen virkelig også fed. Men du kan sagtens starte med mindre. Dem jeg kører med har alt fra high-end gravelcykler til en gammel racer med bredere dæk eller en ombygget MTB. Man skal bare ud at prøve det," siger han.