LONG READ: Et frirum for Martin

Verden er fuld af linjer for Martin Christiansen. Linjer, som går direkte fra A til B. Der er ikke andre veje at gå end den lige, og ikke flere løsninger på en udfordring end den åbenlyse. Han tænker logisk. Og det logiske valg vil altid være det rigtige.

Sådan fungerer manden med de kantede briller og det rolige blik. Det har han altid gjort. Også i skolen, hvor han mest bare gik for sig selv, fordi han ikke var, som de andre børn i klassen. Det kunne han godt selv mærke.

Jeg har altid haft svært ved at samarbejde, fordi jeg ikke forstår, hvorfor vi skal gøre, som en af de andre siger, når det er den forkerte løsning, og min løsning er bedre eller hurtigere

Martin Christiansen, førtidspensionist

Som 15-årig fik han diagnosen Aspergers. En udviklingsforstyrrelse på autismespektret, som er kendetegnet ved problemer med at tolke andre menneskers signaler og udfordringer med socialt samspil og infleksibilitet. Senere kom angsten. En uvelkommen gæst som, ifølge ham selv, binder sig til autismen. Alt sammen vilkår, som nogle dage kan gøre det svært for den i dag 24-årige mand at komme ud af sin lejlighed.

Men hver mandag, onsdag og torsdag sætter han sig i bilen. De 33 kilometer mellem lejligheden i Kalundborg og Knabstrup Hallen tager ham præcis en halv time at tilbagelægge. I hallens kælder sætter han nøglen i døren til skytteforeningens lokaler og går ind i det, som er blevet hans frirum.

"Jeg åbner og lukker officielt for banerne 18.30 til 20. Men på de fire år, jeg snart har været her, er det kun lykkedes mig at komme herfra inden halv ti en tre-fire gange. For så skal vi lige snakke, og så skal vi lige ind og skyde igen og så er der en, der har fået nyt våben, som vi skal se… Jeg elsker det. Det sociale i klubben er det vigtigste for skydning og for mig," siger Martin Christiansen.

Nogle gange kommer han endda en time før. Så skyder han til lyden af de tomme lokaler, inden folk møder ind. For som han siger:

"Jeg ved godt, jeg ikke kan holde min kæft, når først jeg får sat mig ned."

Et sæbeøje for et snapseglas

Ordene kommer let til ham. Han leverer dem på sin helt egen facon – med tydelige sjællandske rødder og med velvalgte slagord, der slår pointen fast.

"Fair nok," som han jævnligt siger, når han konstaterer en omstændighed eller lov omkring skydevåben eller våbentegn, som han ikke kan finde logikken i.

Den i dag voksne mand og pistolskytte kan udpege præcis den dag, han besluttede sig for at gå til skydning. Det var en hverdag, og han gik i femte klasse på Højby Skolen. Hele klassen havde prøvet kræfter med riffelskydning i den lokale skytteklub for første gang. I dag hedder forløbet DGI Skole DM i Skydning og er et tilbud til landets 5. klasser om at lære en anderledes idræt at kende.

Jeg kom hjem fra skole, og så sagde jeg til min mor: Jeg vil ski’ det et stykke, hvad andre siger, for nu går jeg til skydning to gange om ugen

Martin Christiansen, førtidspensionist

"Færdigt arbejde. Og det har jeg gjort lige siden," fortæller han.

Interessen for våben har han haft så længe, han kan huske. Han har nørdet typer og størrelser og funktioner på både skydevåben og knive. Det fascinerer ham. Så da den 10-årige dreng fandt ud af, at der lå en skydebane få hundrede meter fra, hvor han boede, blev hans gnist tændt:

"Jeg har været i en skytteklub nonstop i 15 år, og det havde været længere, hvis bare jeg havde vidst, der var en skydebane i byen," siger Martin Christiansen.

Han var dygtig til riffel, men ikke den dygtigste, som han siger. Der er mange om buddet i børnerækkerne, og det blev derfor ikke til DM-titler. Men til DM i 2009 fik han et snapseglas for at skyde ”fuldt hus”. Et glas, som kostede ham et blåt øje.

"Jeg er jo meget rigid, så når jeg har lært, at man gør sådan og ligger sådan, så gør jeg sådan," forklarer han og uddyber sit sæbeøje:

"Jeg hviler altid øjenbrynet på en gummiklap bag sigtet. Den dag, havde jeg glemt at sætte den på. Så da jeg læner mig op ad nærmeste kant, så var den lavet af metal. Den farer så lige ind og hakker mig én ind over øjenbrynet i første hug. Så kigger jeg over på skærmen, og der sidder en krydstier. Okay. Nu har jeg jo lagt mig, og jeg har altid fået at vide, at når først du har afgivet første skud, så bliver du liggende…. Det var 25 lange skud. Jeg kunne ikke se ud af øjet de næste tre dage, men jeg fik fuldt hus," konstaterer han.

I dag skyder han pistol. Det er han dygtig til. I december skød han sig til sin sjette og syvende DM-guldmedalje. Netop de to placeringer gjorde, at han rundede 50 medaljer. De hænger alle sammen fremme i hans lejlighed på en væg dedikeret til formålet. For de skal alle sammen op, selvom hans tilgang til metallet er, at man ikke vinder sølv, men taber guld.

En vigtig nøgle

Vi er tilbage i kælderen hos Knabstrup Skytteforening. De brune vægge i de vinduesfattige lokaler har lagt øre til mange historier gennem årene. Tonen er altid munter og med masser af sort humor. Som når en riffelskytte viser en skydeskive frem, hvor skudhullerne former en perfekt cirkel, og Martin med et løftet øjenbryn spørger, hvorfor han ikke har sigtet efter midten. 

Han holder af det fællesskab, som foreningen rummer. Han siger det flere gange. Han holder virkelig af det fællesskab.

For fire år siden havde foreningen 70 medlemmer. I dag har de passeret 200 betalende medlemmer. 

Faktisk var det lidt en tilfældighed og et resultat af, at nogle ungdomsskytter skulle flytte klub, at han endte i lige præcis Knabstrup Skytteforening. Først som ungdoms-pistolskytte. Men en dag blev han spurgt, om ikke han skulle have en SKV3-godkendelse, så han kunne blive træner. Det skulle han da. Og senere en træneruddannelse. Kontakten til de unge skytter falder ham naturligt, også selvom navnene sjældent sidder fast.

"Jeg har nok en lidt anderledes tilgang til det, for jeg går bare hen og begynder at snakke, og så fanger jeg jo nok deres opmærksomhed på et tidspunkt."

Og nu er han vagthavende med åbne- og lukkevagt tre gange om ugen.

"Det kom bare lige ind fra oven – værsgo, nu er du vagthavende. Okay, fair nok," griner han. For opgaven passer ham godt. Han er der jo alligevel altid, og nu kan han komme og gå, som det passer ham.

Efter at have været i et utal af arbejdsprøvninger fik han i september 2019 tilkendt førtidspension. Han sover bedst henad den tidlige morgen, hvor verden er stille, og hans øjne vil sjældent åbne sig før middag. Det kan de bare ikke.

Han har ikke rigtig passet ind. Hverken i skolen, hvor de andre børn drillede ham, eller på arbejdsmarkedet, hvor rammerne føltes for stramme. Men i Knabstrup Skytteforening er han faldet til. Han hører faktisk lige så meget til i kælderen, som de hessianbeklædte vægge og det lurvede tæppe, som har mistet sin luv. 

Nede i kælderen

Ved sidste års DM var Martin Christiansen klar. Nu skulle de præmiehajer altså lære den nye dreng i klassen at kende. Men fjorten dage inden lægger han sig med influenza og bliver der, indtil han to dage inden konkurrencen i Vingsted må ringe til træner og kammerat Allan Riemer og aflyse turen. Men Allan forsikrede ham om, at alt nok skulle gå, og at han tog med.

"Og så endte det jo med guld," konstaterer Martin Christiansen. Og det betyder noget for ham at vinde. Han skyder for at vinde. Men han kommer i klubben for at være sammen med de andre skøre kugler, som han siger.

Lige op til DM var han begyndt på angstdæmpende medicin. Måske det også havde en indvirkning på sygdommen og dens tag i ham. Kroppen skulle lige vænne sig til pillerne. Men nu, fire måneder efter han startede på medicinen, er han ikke i tvivl om, at det hjælper ham. 

Før kunne jeg godt have svært ved at gå ned at handle. Det kunne tage halvanden time, fra jeg besluttede det, til jeg rent faktisk kom ud ad døren. Jeg havde så meget tankemylder og dårlig mave over de mindste ting

Martin Christiansen, førtidspensionist

Det var en bekendt fra skytteforeningen, som gjorde ham opmærksom på, at der måske fandtes noget medicin, der kunne dæmpe hans angst. I det hele taget er hans omgangskreds vokset markant, efter han startede i skytteforeningen. Han har fået nye kammerater – som Allan, der er næstformand i foreningen, og som ringer og snakker, nogle gange i timer, når han kører på landevejene, som en del af sit job. Eller når de er en flok, der tager på udflugt sammen.

"Det er bare sådan: Okay, hvor mange møder op, hvem tager morgenbrød med? Fedt, så giver vi den gas. Og bagefter tager vi hjem til én fra klubben og spiser noget mad. Det er jo super genialt altså," siger Martin Christiansen.