Fuld fart ind i foreningen

Randers GF har fundet en god opskrift på at få foreningsuvante børn med i fællesskabet. Tæt samarbejde med fem folkeskoler er altafgørende.

Mai og Jay har mødt hinanden til Fuld Fart. Og på sommerens sportscamp spurgte Mai, om de skulle være kærester. Det blev et ja. Mai er også begyndt til springgymnastik. Foto: Lars Holm

Succesoplevelser, motion og øget selvværd. Det er, hvad børnene på Fuld Fart-holdet i RgF får med i rygsækken.

Foreningen fik ideen for tre år siden med det mål at give udsatte børn gode fælles oplevelser og lyst til at dyrke motion.

Fem folkeskoler i Randers visiterer børnene til holdet, og børnene bliver fulgt fra skolen til træning af en pædagog, der også er med til aktiviteterne. For det er børn, der ikke ville kunne starte i en idrætsforening uden støtte.

Samarbejdet med skolerne er afgørende, fortæller Lars Søndergaard, der er projektleder i RgF og instruktør på Fuld Fart-holdet:

”Hvis vi vil have flere aktive børn, så skal vi involvere skolerne. De kender børnene og deres habitus, og inden børnene starter, laver skolen en beskrivelse, så vi ved lidt om børnene på forhånd. Skolen skal hjælpe os, men den skal også selv se en værdi i at sende børnene afsted,” siger han.

5 gode råd til andre foreninger:

  1. Søger I fondspenge, så husk et tidligt samarbejde med forvaltningen og kommunen
  2. Samarbejde med skolerne er afgørende. Skolen kender børnene og kan visitere dem, der vil have størst gavn af at deltage. En pædagog fra skolen skal følge børnene hen til foreningen og deltage i træningen.
  3. Sørg for instruktører med pædagogisk indsigt
  4. De indledende forældremøder er vigtige for at skabe tryghed. Vær tydelig omkring, at deltagelse styrker barnet.
  5. Tæt forældresamarbejde er afgørende. Hav kræfter til at følge op i forhold til forældrene, når børnene skal skubbes videre i andre foreningstilbud. Vær klar til at ringe, sms’e, være på messenger og i en facebook-gruppe.

Viceskoleleder: Børnene opbygger et selvværd og en tro på sig selv

Lene Hammerby er viceskoleleder på Hobrovejens Skole, der hver onsdag sender børn og en pædagog til Fuld Fart. Hun er ikke i tvivl om, at det gør en forskel for børnene at gå på holdet.

”Foreningen er god til at motivere børnene og give dem succesoplevelser. De opbygger et selvværd og en tro på sig selv. Børnene kan have det svært fagligt og socialt, men når deres selvværd vokser, så tør de noget mere og på den måde kan vi mærke, at de har udviklet sig positivt. Det gør for eksempel, at de tør stå frem foran klassen,” siger Lene Hammerby.

Det handler om fællesskabsfølelsen

Skolen bruger ressourcer i form af at stille en medarbejder til rådighed, som kan følge børnene hen i foreningen, og som også er med i den vigtige dialog med forældrene. Men ressourcerne er godt givet ud, fastslår Lene Hammerby:

”Det koster nogle mandetimer, men det har vi fundet i budgettet, og det burde kunne lade sig gøre for de fleste skoler. Vi sagde ja til projektet, fordi vi gerne vil det bedste for vores børn. Vores antagelse var, at børnene ellers aldrig ville komme i gang med foreningsidræt. Men foreningsidræt kan noget særligt. Det handler om fællesskabsfølelen. At de er sammen med andre børn, laver noget sammen og kan fortælle de andre, at de går til noget.”

Og Fuld Fart giver værdi både for børnene, skolen og foreningen. Det bekræftes af en evaluering fra konsulenthuset LG Insight.

Fuld Fart har således skabt en øget social trivsel hos de udsatte børn, og størstedelen af børnene har fået nye venner. Flere lærere og pædagoger fremhæver, at Fuld Fart har givet børnene en styrket selvtillid, som de kan bringe med ind i skolen, hvor mange af børnene er gået fra udkanten af et skolefællesskab til øget anerkendelse og inklusion.

Det kræver noget af foreningen

Lars Søndergaard fra RgF lægger ikke skjul på, at et tilbud som Fuld Fart kræver noget af foreningen. Der er blandt andet søgt fondsmidler, indgået samarbejdsaftaler med skole og kommune, skabt struktur omkring holdet og sørget for instruktører med pædagogisk indsigt.

»RgF er en velfærdsforening med ansatte i dagtimerne. Derfor kan vi løfte sådan et projekt, som er afgørende, hvis vi skal nå et mål om flere aktive. Men der skal nogle ressourcer til.«

Fuld Fart har været et pilotprojekt med det mål at finde en metode til, hvordan skole og forening kan samarbejde om børn, som skal have et løft eller ikke trives. Børn som ellers ikke kommer i foreningen.

Randers Kommune har bidraget til at udvikle projektet, blandt andet ved at have repræsentant i projektets styregruppe og ved at tildele de deltagende skoler ekstra ressourcer. Desuden har projektet fået fondsstøtte.

Kontakten med forældrene er vigtig

Kontakten med forældrene er utrolig vigtig for Fuld Fart-holdet. Især når skolerne visiterer børnene til holdet. Der holdes forældremøder på børnenes skoler, hvor der lægges vægt på, at Fuld Fart er med til at ændre børnenes selvbillede.

»Der er mere gang i de her børn end i andre børn. De har krudt i røven. Derfor er det vigtigt, at vi er mange voksne omkring dem. Der er altid en ekstra voksen, der kan tage sig af børn, der har brug for lidt ekstra hjælp. Det gælder også de børn, du kan kalde panelsnigerne – de stille børn,« fortæller Lars Søndergaard.

Børnene flytter sig, når de er en del af et fællesskab

Foreningen gør en stor indsats for at sluse børnene videre på andre hold, og også her er kontakten til forældrene altafgørende. En tæt dialog skal gøre det tydeligt for forældrene, at børnene flytter sig og vokser, når de er aktive i foreningen og en del af et fællesskab. Samtidig kan familierne få hjælp til kontingentstøtte, så økonomien ikke er en hindring.

Der er også jævnligt familiearrangementer, hvor Fuld Fart-børnene kan invitere forældre, bedsteforældre eller søskende. Fuld Fart-holdet har også en lukket Facebook-gruppe, hvor Lars Søndergaard løbende lægger videoer op. Så har forældre og børn noget at tage udgangspunkt i, når de snakker om dagens Fuld Fart-træning.

Om Fuld Fart holdet:

  • 5 folkeskoler visiterer hver omkring 10 børn til Fuld Fart. I alt har 155 børn deltaget.
  • Inden starten er der forældremøder ude på skolerne
  • 5 instruktører fra Randers GF, heraf tre lønnede og to frivillige, er med til Fuld Fart.
  • 5 pædagoger, en fra hver skole, følger børnene fra skolen til Fuld Fart og er med som støtte til træningen.
  • Træning strækker sig normalt fra september til april. På grund af corona afsluttes hold 2020-21 først i december 2021.
  • Der er jævnligt besøg fra andre idrætsforeninger, så børnene får smag for nye idrætter.
  • Forældre inviteres til familiearrangementer mv
  • DGI har hjulpet med kontingentstøtte via puljen ”Foreningsliv for alle”
  • Fuld Fart er støttet med midler af den A.P. Møllerske Støttefond, Poul Due Jensens Fond og Randers Kommune.