Landsbyklynger skyder op

Over 30 steder i landet arbejdes der med såkaldte landsbyklynger for at gøre de små lokalsamfund mere attraktive. Det viser en ny rapport. Realdania og DGI vil styrke arbejdet med at medvirke til, at små bysamfund fortsat kan tilbyde et levende forenings, kultur - og erhvervsliv.

Landsbyer kan med fordel gå sammen om aktiviteterne og slå et slag for en positiv udvikling Foto: Richard Skovby

Mange mindre byer og kommuner i Danmarks yderområder arbejder engageret på tværs af bygrænser for at sikre en realistisk udvikling af landsbysamfundene.

At samarbejde i landsbyklynger er oppe i tiden

Lea Holst Laursen, Aalborg Universitet

En ny rapport, som forskere fra Aalborg Universitet og Syddansk Universitet står bag, viser, at der eksisterer over 30 projekter, der kan karakteriseres som landsbyklynger. En landsbyklynge er populært sagt en gruppe landsbyer i et lokalområde, der samarbejder om forskellige funktioner, mødesteder og aktiviteter.

Rapporten er en forundersøgelse og et led i projektet ”Landsbyklynger”, som Realdania og DGI har taget initiativ til. Projektet skal pege på nye løsningsmodeller i landsbyerne i en tid, hvor de små bysamfund oplever store forandringer.

Læs hele rapporten her

Samarbejde gør landsbyerne mere robuste

”At samarbejde i landsbyklynger er oppe i tiden og et langt mere udbredt end antaget. I landsbyerne og i kommunerne er der en stor interesse for at samarbejde mellem landsbyer, og en ret stor tro på, at det kan gøre en positiv forskel,” siger Lea Holst Laursen, lektor på Aalborg Universitet. Hun står bag rapporten sammen med Pia Heike Johansen fra Syddansk Universitet.

Landsbyerne ser landsbyklynger som en måde at skabe udvikling og aktivitet på. Forskerne peger på, at skal samarbejde mellem forskellige landsbyer om f.eks. fælles mødesteder og fælles aktiviteter blive en succes, så er det vigtigt at have fokus på den lokale identitet og de sociale fællesskaber.

Læs mere om projekt Landsbyklynger, der har som mål at gøre landsbyerne mere attraktive.

Dialog er vigtigt

”Når vi skal lave samarbejdsprojekter, er dialogen med borgerne meget vigtig. At lave nye aktiviteter eller nye mødesteder kan føre meget godt med sig, men man skal være opmærksom på, at det kan give et tab andre steder. Så der skal arbejdes på en fælles forståelse af, hvorfor vi gør, som vi gør,” siger Lea Holst Laursen.

Hun fremhæver, at et godt samarbejde mellem kommune og øvrige parter i en landsbyklynge er afgørende for, at en udviklingsstrategi bliver en succes. Kommunerne bør bakke op om samarbejdsprojekterne med den nødvendige hjælp i form af faciliteter og midler, hvis man skal lykkes med en landsbyklynge. Samtidig skal man være parat til at nedprioritere nogle steder for at sikre, at andre steder overlever.

Styrker grundlaget for en positiv udvikling

Programchef i Realdania, Stine Lea Jacobi, siger:

”Rapporten viser, at samarbejde i klyngestrukturer giver gode muligheder for at arbejde strategisk med de lokale potentialer og udfordringer i et større fællesskab af landsbyer– og at den form for samarbejde kan styrke grundlaget for positiv udvikling og øget livskvalitet i mindre lokalsamfund.”