Frisøren fra Flauenskjold startede en kædereaktion

Efter kun halvanden måned på tennisbanen dyster 12 begyndere – alle 60+ – i et særligt seniormesterskab i Dronninglund.

60+ mesterskabet

  • spilles i 2 puljer à 6 hold
  • en kamp er lig et sæt

Karen Axen: "Det er vigtigere at få spillet et sæt, end at lægge op til hele kampe, som vi så ikke når at spille."

”Skal vi se at få den kamp overstået?” kommer det friskt fra Nina Dewulff-Semlov. Kirsten Frederiksen accepterer uden videre udfordringen og griber sin ketsjer.

Vi er til dameaften i Dronninglund Tennisklub. Begge spillere er fra nabobyen Flauenskjold og begyndt at spille tennis dette forår på klubbens nye 60+ hold.

Med en et par måneders tenniserfaring i baggagen skal de nu i gang med deres første kamp om 60+ mesterskabet, som afrunder den første halve sæson. På banen ved siden af spiller Annette Larsen, også fra Flauenskjold, mod Marie Steen, der er lokal. De spiller også mesterskabskamp.

”Det var Annette, der startede kædereaktionen,” fortæller Nina Dewulff-Semlov om grunden til, at en håndfuld Flauenskjold-borgere, der alle har passeret 60 år, nu spiller tennis. Hver mandag kører de ti kilometer sydpå til Dronninglund for at spille med på 60+holdet kl. 18-19, og de fortsætter gerne med Dameaften fra kl. 19.

”Annette og jeg plejer at lave noget sammen om sommeren, så da hun spurgte, om jeg ville med til tennis, var jeg selvfølgelig med,” fortæller Nina Dewulff-Semlov, som også har sin mand med på 60+holdet.

Annette Larsen, som også er frisør i Flauenskjold, blev opmærksom på muligheden ved en jubilæumsfest i idrætsforeningen, hvor en veninde sagde "Hva' så, ska du med til tennis?"

Livslang idrætserfaring

Annette Larsen er faktisk først ved juletid stoppet med turneringshåndbold. Det var, da hun skulle spille med harpiks, at hendes lyst til håndbold dæmpedes.

Nina Dewulff-Semlov har dyrket mange forskellige idrætter hele livet, siden hun som ung for første gang snusede til tennis på Gymnastikhøjskolen i Ollerup.

”Jeg løber, cykler, rider, dyrker gymnastik og er bidt af en gal … et eller andet …. har også været instruktør i stavgang og undervist i zumba,” fortæller Nina Dewulff-Semlov. Om tennis, siger hun:

”I år har det været fedt vejr. Det er et totalt plus, og så er det fedt at løbe efter bolden. Tennis har en snert af badminton og så alligevel slet ikke.”

60+ holdet

  • er blevet til i et samarbejde mellem Dronninglund Tennisklub og Bevæg dig forlivet - Senior.
  • er et gratis tilbud for både tidligere medlemmer og begyndere.
  • har fået 4 x 2 timers instruktion under ledelse af Jørgen Nørgaard og Karen Axen.
  • startede med at træne  med flerfarvede, bløde bolde.
  • kunne i starten låne ketsjere, som kunne beholdes ved indmeldelse.

Velegnet som seniorsport

Nina Dewulff-Semlov har også gjort sig nogle tanker om idræt i seniorlivet:

”Tennis er en idræt, hvor du kan blive ved med at være aktiv, også når du bliver ældre.”

Det er Kirsten Frederiksen enig i: 

”Det er en god sport for ældre. Man skal ikke være bange for at gå i gang.”

Om vinteren spiller hun badminton sammen med de to andre, og er nu også også blevet bidt af tennis:

”Jeg vil gerne have pulsen op – og helst med en bold. Jeg troede det var hårdt for slagarmen, men det er det ikke. Og så er det hyggeligt at sætte sig sammen bagefter.”

60+mesterskabet og de mærkelige tennisregler

12 begyndere er med i to puljer i mesterskabet, som afrunder 60+ernes forsæson. Holdet er et nyt initiativ i Dronninglund Tennisklub. Det foregår i regi af Bevæg dig for livet, der har som mål at få flere danskere til at dyrke idræt – inklusive flere mennesker over 60 år.  

”Det har givet os en god, homogen gruppe på 15 nye medlemmer,” siger Karen Axen, formand for Dronninglund Tennisklub og tovholder for det nye hold. De har fået 4 x 2 timers instruktion.

"Derefter skulle de vurdere, om de ville fortsætte - en god gulerod til at komme i gang,” fortæller Karen Axen.

Karen Axen mener, at når blot mesterskabskampene serveres rigtigt, er det ikke vanskeligt at motivere begyndere til at spille kamp.

”Der er mange mærkelige regler i tennis. Det holder hjernen godt i gang,” siger Karen Axen, der er klar til at vejlede og forklare på banerne, når der er i tvivl om tælling, serveside m.v.

”Man lærer reglerne, når man spiller kamp,” siger Kirsten Frederiksen.

Mund til mund-metoden tæller mest

Ingenting kommer af sig selv. Det gør 60+ holdet heller ikke. Hvis ikke Karen Axen havde grebet bolden, da Brønderslev Kommune inviterede til et samarbejde om Bevæg dig for livet, og hvis ikke Annette Larsen til en jubilæumsfest i sin idrætsforening havde fået opfordring til at prøve tennis i Dronninglund, havde 60+ holdet set anderledes ud.

”Vi har selvfølgelig brugt kampagnematerialet fra Bevæg dig for livet, men 98 procent af de nye er kommet via mund til mund-metoden. Vi har taget fat i vores egen kreds – og også i nye medlemmer,” siger Karen Axen og tilføjer: ”Og så har vi været fleksible. Vi har tilpasset tilbuddet, så alle har fået instruktion.”