Brug lokale idrætsforeninger til at få mere bevægelse i skolen

Med Åben Skole får I ny inspiration til idrætstimerne, mere aktive elever og hjælp til temaundervisning i tæt samarbejde med lokale idrætsforeninger og -ildsjæle.

De lokale idrætsforeninger har stor viden om netop deres idræt og erfaring med at skabe bevægelsesglæde, motivation og kampgejst hos børn og unge. Gennem et samarbejde med en lokal idrætsforening kan I få ny inspiration til jeres undervisning og drage nytte af foreningens store ekspertise indenfor netop deres felt.

Sådan får I mere bevægelse i skolen

Dan jer et overblik over, hvilke idrætsforeninger der ligger tæt på jeres skole, og overvej hvilke fordele et samarbejde byder på – for både eleverne, skolen og den enkelte forening. Eksempler på målgrupper og formål kan se sådan ud:

  • I vil sætte fokus på trivsel og motorisk udvikling i indskolingen og introducere eleverne for lokale idrætstilbud.
  • I vil sætte fokus på mellemtrinnet og udvide deres perspektiv indenfor en ny idræt, for eksempel kampsport og streetmiljø.
  • I vil arbejde med eleverne i udskolingen, skabe fornyet bevægelsesglæde og motivere dem til at fortsætte med at være fysisk aktive.
  • I vil sætte fokus på en gruppe af børn i klassen eller på årgangen med ADHD og særlige behov for at styrke koncentrationsevne, relationer og trivsel gennem foreningsaktiviteter i skoletiden ud fra et inklusionsperspektiv.

Foreningsforløb tilpasset jeres undervisning

I tæt samarbejde med foreningen sammensætter I et forløb, der er tilpasset jeres undervisning, målgruppe og læringsmål. Foreningsforløb er relevante for alle klassetrin, og det er helt op til dig og foreningens repræsentant, hvordan forløbet skal se ud.

5 idéer til foreningsforløb med udgangspunkt i eksamensrelevante indholdsområder eller trivsels- og inklusionsperspektivet:

  1. Kropsbasis – forløb med gymnastikforeningen
  2. Boldbasis – forløb med idrætsklubben
  3. Løb, spring og kast – forløb med atletikklubben
  4. Natur og udeliv – forløb med løbe-, tri- eller orienteringsløbsklubben
  5. Individuelle idrætsgrene – forløb med fx kampidræts-, skytte- eller esportsforeningen

Kontakt og inspiration

Bliv kontaktet af en konsulent og få hjælp til at etablere et inspirerende samarbejde med jeres lokale idrætsforening. I kan også finde inspiration i vores gratis materiale, fx "Badminton i skolen", og se alle idrættens tilbud her.

10 gode råd til jeres skole

1. Vær åben om, hvad I ønsker at opnå med et eventuelt samarbejde.

2. Afstem forventninger med foreningen, og bliv enige om tidsforbrug, rollefordeling og ansvarsområder.

3. Gør det tydeligt for foreningen, at I i skolen har kompetencemål, der skal opfyldes. 

4. Gennemgå de, af foreningen, opstillede læringsmål for jeres forløb, så I er enige om udbyttet. 

5. Tag hensyn til – og drag nytte af – hinandens forskelligheder.

6. Bliv enige om, hvor forløbet skal foregå – på skolen eller i foreningen.

7. Inddrag skolens ledelse og foreningens bestyrelse for at sikre støtte til projektet og kvalitet i samarbejdet.

8. Husk at informere forældrene om samarbejdet og om børnenes mulighed for at fortsætte aktiviteten i foreningen efter skoletid.

9. Deltag i undervisningen sammen med eleverne.

10. Evaluér samarbejdet og overvej, om I kan gøre det bedre i fremtiden.