Combi-luft – for dig der vil have hurtighed, spænding og fuldt fokus på luftpistol

Skyd fem skud hurtigt på skive og fortsæt direkte med fem skud på faldmål. Combi-luft gør det muligt at træne hurtighed, afveksling og præcision på luft.

Kombiner skivemål, faldmål og magasinskift i combi-luft, hvor fart og præcision er i højsædet.

Et ønske om at kunne træne fart, skiftende mål og præcision også på de helt lette kalibre har fået pistoludvalget til at udvikle det nye program combi-luft.

Udvidelse til terræn

En variationsmulighed til combi-luft er at lave indendørs og udendørs terrænskydning på luft.

Grundet 5-skudsvåbnet kan du skyde på samme måde, som et ”krudt” våben kan, og det er en god måde at introducere nye skytter til terrænskydning.

Indendørs kan du bruge alt fra 8 til 50 meter anlæg.
En udendørs 25-, 50-, eller 200-meter bane er fremragende til terræn på luft. Her kan du sætte stationer op langs banen.

Husk at få indskrevet i miljøgodkendelsen, at der også må skydes luftvåben på dette. Så ligger alle muligheder åbne for aktiviteter.

Programmet går ud på, at du på tid skyder serier af 10 skud. Først fem skud mod en klassisk skydeskive, hvor du får point efter, hvor tæt på midten du rammer. Derefter skyder du fem skud efter faldmål, som er sat op lige ved siden af skiven. Her får du 10 point for hvert væltet mål.

Sådan skyder du combi-luft

På 5-skuds våben, det vil sige våben med laderamme, har du 20 sekunder til at skyde 10 skud inklusiv magasinskift. Med 1-skuds våben har du 60 sekunder til rådighed til at afvikle skudserien.

Det foregår ved, at du skyder 5 skud mod skive og fem skud mod faldmål. Du får point efter, hvor på skiven, du rammer, og 10 point for hvert væltet faldmål.

Den samlede sum kan således maksimalt være 100 point. Der skydes 3 runder til max 300 point.

For at undgå at skytter skal køre ud til et stævne for kun at skyde sammenlagt 3 minutter, kan metoden udvides med enten Combi900 og Combi1500. Grundprogrammet er det samme som ovenstående standard-skydning, men med 9 omgange på 1-skudsvåben og 15 omgange med 5-skudsvåben.

Har du spørgsmål til combi-luft eller ønsker du hjælp til at komme i gang, så tøv ikke med at kontakte os. 

God fornøjelse!