Hjælpetræner – riffel eller pistol

Har du lyst til at hjælpe andre med at nå deres mål på skydebanen, tage godt imod nye medlemmer og blive klogere på skydeteknik og våbenlære? Så tag en hjælpetræneruddannelse i skydning.

Hjælpetræneruddannelsen er et godt sted at starte, hvis du gerne vil uddanne dig til træner senere, eller hvis du bare gerne vil kunne hjælpe til i din forening – både på og udenfor skydebanen.

Du kan vælge mellem en hjælpetræneruddannelse for enten riffel eller pistol. Fælles for begge uddannelser er, at du får grundlæggende viden om skydeteknik, sikkerhed og våbenlære og bliver klædt på til at kunne give andre en god oplevelse med skydning. Du lærer om den gode velkomst, og hvordan du kan bidrage til, at både nye og eksisterende medlemmer føler sig velkomne i din forening.

På hjælpetræneruddannelsen lærer du blandt andet om:

  • Våben og sikkerhed

  • ”Den gode velkomst”

  • Trænerroller

  • Skydestillinger

  • Skydeteknik

Målgruppe

Hjælpetræneruddannelsen henvender sig til forældre til børn i foreningen og til nuværende og forhenværende skytter, der gerne vil give nye medlemmer en god introduktion til skydning.

Varighed

Uddannelsen er delt op i to moduler af fire timers varighed, der kan afholdes over én eller to dage.

Forudsætninger

Hjælpetræneruddannelsen kræver ingen særlige forudsætninger, men du skal være fyldt 16 år for at deltage.