Åbent hus-arrangement resulterede i ny bueafdeling

Frederikshavn Skyttekreds slog i juli dørene op for interesserede, der ville prøve riffel-, pistol- og bueskydning. Nu har foreningen fået 11 nye medlemmer og en ny bueafdeling.

Åbent hus-gæster prøver bueskydning hos Frederikshavn Skyttekreds. De mange interesserede har betydet, at foreningen nu har oprettet en ny bueafdeling. Foto: Privatfoto

Hvert år plejer Frederikshavn Skyttekreds at invitere til åbent hus i midten af august. Men i en tid, hvor alt er vendt op og ned på grund af den verdensomspændende corona-pandemi, duer ’plejer’ ikke. Derfor valgte foreningen i år at flytte arrangementet til sommerferien for at tilbyde en sommeraktivitet til de lokale, der holdte ferie hjemme.

"På grund af corona-situationen var vi faktisk lidt pessimistiske med hensyn til fremmøde. Tidligere har vi afviklet åbent hus lige efter sommerferien, når folk var kommet hjem fra ferie. Men når nu folk alligevel holdt ferie herhjemme i år på grund af corona, hvorfor så ikke give dem en aktivitet, de kunne prøve i ferien. Og det gik bare over al forventning," fortæller Anton Christensen fra Frederikshavn Skyttekreds.

Lørdag den 25. juli inviterede foreningen indenfor, og der var over 120 skydninger på 50m riffel og 25m pistol på de tre timer, arrangementet varede. Alle 15 riffelbaner og ti pistolbaner var fyldt fra start til slut, og foreningen var nødt til at holde åbent lidt længere, så de sidste gæster kunne prøve at skyde.

Frederikshavn Skyttekreds åbent hus 5.jpeg

Der var fuld tryk på riffelbanen under åbent hus hos Frederikshavn Skyttekreds. 120 skydninger var der på pistol og riffelbanerne. Privatfoto.

Buer fik stor interesse

Andre år har Frederikshavn Skyttekreds lånt IR-våben hos DGI Nordjylland som en ekstra aktivitet til de skytter, der venter på at skyde med enten riffel eller pistol. Men i år havde foreningen fået bueskydning på programmet. Og det skulle vise sig at være et perfekt sats.

"I år ville vi prøve noget andet, og derfor lånte vi buer af DGI Nordjylland. Og det var der rigtig mange, der gerne ville prøve. Faktisk havde vi efter Åbent Hus 18 interesserede i bueskydning, og af dem har fire nu meldt sig til at blive instruktører for den nye bueafdeling, vi har oprettet. Så det var virkelig positivt," siger Anton Christensen.

Frederikshavn Skyttekreds åbent hus 6.jpeg

En gæst prøver kræfter med bueskydning. Interessen var så stor, at Frederikshavn Skyttekreds efterfølgende har oprettet en bueafdeling. Privatfoto.

Foreløbig har Frederikshavn Skyttekreds arrangeret bueskydning hver onsdag i nu tre uger, og der er dukket 15-20 stykker op til træning hver gang. Samlet set har foreningen efter Åbent Hus-arrangementet fået 11 nye medlemmer, der fordeler sig både mellem riffel og pistol og så den nye bueafdeling.

Tips til at afholde åbent hus

Frederikshavn Skyttekreds giver her nogle råd til hvordan din forening kan afholde åbent hus-arrangement:

  • Brug Facebook og opret en begivenhed - Det er nemt at dele med vennerne og det spredes lynhurtigt
  • Gør brug af de lokale medier, de vil gerne skrive en historie om jeres arrangement.
  • Man kan aldrig få hjælpere nok til et åbent hus - få gerne alle dem med der er plads til, så gæsterne hele tiden har nogen de kan stille spørgsmål og snakke med, når de er færdige med at skyde eller venter på det bliver deres tur
  • Snak med din landsdelsforening om lån af eksempelvis IR-våben, bueskydningsgrej eller noget helt tredje - måske I kan starte en ny afdeling og få endnu flere medlemmer

Fik støtte fra sommerpulje

For at få Åbent Hus-arrangementet stablet på benene søgte Frederikshavn Skyttekreds om støtte fra den såkaldte Sommerpulje under DIF og DGI, der skal hjælpe lokale idrætsforeninger med at skabe aktiviteter og oplevelser for danskerne i løbet af sommeren og efteråret 2020.

Og her fik foreningen på få dage i juli godkendt en ansøgning på 10.000 kroner, der dækkede udgifter til Facebook-reklame, ammunition og skiver. Og det er noget Anton Christensen varmt vil anbefale andre foreninger at udnytte inden ansøgningsfristen 30. august. Arrangementerne må nemlig afvikles helt frem til 20. oktober, så der er tid at løbe på endnu.

"Jeg kan kun anbefale andre foreninger at søge om støtte fra Sommerpuljen. Jeg sendte ansøgningen en tirsdag og fik svar allerede den efterfølgende fredag. Der var få dages behandlingstid, og selve ansøgningsprocessen er ikke svær. Jeg lavede en kort beskrivelse af vores idé og formål, og det var det," forklarer Anton Christensen.