Det betyder ændringerne i Bandepakken

Bliv opdateret med den seneste Information om fremtidige ændringer i våbenlovgivningen.

En typisk situation, der viser, hvordan du kan udlevere og håndtere våben i en skytteforening i praksis. Foto: Lars Holm

Justitsministeriet arbejder med flere initiativer som led i den politiske aftale, der ligger bag den såkaldte Bandepakke. Idrætsorganisationerne varetager skytteforeningernes og skytternes interesser i dette forløb og er med i en tæt dialog med ministeriet, og vi påvirker, hvor vi kan, inden for den ramme som den politiske aftale danner.

Et element i Bandepakken er:

”Sikkerheden i skytteforeninger skærpes, blandt andet således, at alle medlemmer af skytteforeninger, som har adgang til skydevåben, skal være vandelsgodkendt af politiet.”

Dette vil blandt andet blive udmøntet i følgende:

• Medlemmer, der ikke har våbenpåtegning til egne våben, og som ønsker at benytte våben i skytteforeningen, skal vandelsgodkendes

Kravet gælder ikke selve medlemskabet, men det forhold at medlemmet ønsker at benytte lånte våben. Så det vil blive et krav, at personer som ikke allerede er vandelsgodkendte fordi de har godkendelsespligtige våben, skal vandelsgodkendes.

Hvis en person vil være medlem uden at skyde, f.eks. for at varetage et kassererhverv eller for at være støttemedlem, skal han ikke vandelsgodkendes.
En person, der ønsker at prøve at skyde nogle gange, skal heller ikke vandelsgodkendes. Så åbent-hus-arrangementer, firmaarrangementer og lign. kræver altså ikke at de pågældende er vandelsgodkendte. Der vil nok blive en begrænsning i, hvor lang tid man kan prøve at skyde uden at søge medlemskab.
Der arbejdes med, hvordan ordningen skal administreres, og hvornår den skal træde i kraft. Den vil gælde både nuværende medlemmer og nye medlemmer.

• Der vil blive krav om, at skydeledere og skydeinstruktører skal have gennemført en basisuddannelse

Det forventes, at der bliver krav om, at personer, der leder skydninger og instruerer skytter, skal have gennemført en instruktøruddannelse, som forestås af idrætsorganisationerne. Organisationerne skal give input til indhold i en sådan uddannelse (kursus), og hvordan ordningen administreres, og hvornår ordningen skal gælde fra.

• Der forventes krav til nedskrevne rutiner for omgangen med våben i skytteforeninger

Organisationerne er også bedt om input til, hvilke forhold der skal beskrives og hvilke krav til våbenomgang, der skal være. For skydningernes afvikling gælder allerede de sikkerhedsregler, som organisationerne har fastsat, samt de krav til baneindretning, som politiet stiller.
DGI vil sammen med Dansk Skytte Union og Firmaidrætten udarbejde et oplæg til ministeriet, så dette forhåbentlig kan være afsæt for de krav, der vil blive stillet i lovgivningen. Det er ikke fastlagt, hvornår sådanne krav skal gælde fra.

• Øget mulighed for politiets kontrol med forholdene i skytteforeninger

Politiet vil få større mulighed for uanmeldt kontrol af, at de regler og rutiner, skytteforeninger skal følge, også overholdes. Det er ikke tænkt som en periodisk kontrol, men en mulighed for kontrol.

Et andet element i Bandepakken er:

”Det overvejes i samarbejde med de relevante organisationer på området, hvordan sikkerheden omkring privates opbevaring af våben kan øges, så lovlige våben ikke havner i kriminelle miljøer.”

Der forventes ikke stramninger i kravene til opbevaring af våben i private hjem, men en øget fokus på, at de gældende regler overholdes. Organisationerne er også inddraget i disse overvejelser, men der er endnu ikke taget hul på drøftelserne.

Våbendirektivet

Europaparlamentet har vedtaget forslaget til nyt våbendirektiv, og Rådet og Kommissionen behandler forslaget på møder den 25. april 2017. Her forventes forslaget vedtaget, hvorefter det vil foreligge i en dansk udgave i løbet af maj. Der vil være en lang frist til gennemførelse af mulige initiativer (15 måneder). Der forventes ikke store ændringer i den danske våbenlovgivning som følge af det nye direktiv. Der vil dog komme visse skærpelser i, hvor mange patroner de store magasiner må indeholde. Det forventes, at der for riffel max. må være 10 patroner i magasinet og for pistoler max. 20. Det gælder alene halvautomatiske våben. Der kommer ikke krav om, at der udover en vandelsgodkendelse også skal være en lægeerklæring. Dette indgik i det oprindelige forslag til direktiv, men her er der lyttet til indsigelserne fra bl.a. de danske idrætsorganisationer, som regeringen har bakket os op i.

Såfremt du ønsker nærmere information kan du kontakte:
Lars Høgh, lars.hoegh@dgi.dk eller M: 28100487