DGI Skydning aflyser DM pistol på 25m og riffel på 50-200-300m

Skydeledelsen har besluttet at aflyse de planlagte DM-stævner for pistol 25m og riffel 50-200-300m. DGI Skydning forventer ikke, at myndighederne vil hæve forsamlingsforbuddet til 300 personer, som er den nedre grænse for at gennemføre et DM.

DGI Skydning forventer ikke, at myndighederne vil hæve forsamlingsforbuddet til 300 personer inden september, og det er den nedre grænse for at gennemføre et DM. Foto: Søren Malmrose

Følgende tekst er udsendt som mail til alle DGIs skytteforeninger:

Kære skytteforening

Skydeledelsen har med beklagelse besluttet at aflyse de kommende DM’er på bane. Det drejer sig om DM pistol på 25m og riffel på 50-200-300m. Mesterskaberne skulle have været afholdt henholdsvis 11.-13. og 25.-27. september 2020 i Vingsted.

Årsagen til, at vi desværre igen går glip af et DM, er endnu engang corona’en. Myndighederne forventes således ikke at hæve forsamlingsforbuddet, så det vil blive muligt at samles 300 personer eller flere. Da 300 er den nedre grænse, der er besluttet for, at vi gennemfører et DM, må vi desværre aflyse. Det sker som nævnt med stor beklagelse, da vi ved, at foreningerne har set frem til stævnerne, og at mange har glædet sig til igen at kunne samles om vores sport.

DGI Skydnings formand, Lars Høgh, udtaler:

"Det er en tung beslutning af aflyse et DM, men vi må tænke på de frivillige og på deltagerne i denne situation. Da forsamlingsforbuddet ikke blev ændret, ser jeg desværre ikke anden udvej. Ligesom sidste gang kan der argumenteres for og imod beslutningen, men der er bred enighed om, at vi skal op på mindst 300 personer, for at det er muligt for os at gennemføre et godt DM."

Vi forventer stadig, at DM i Biathlon og DM i geværterræn afholdes, da disse arrangementer vil kunne afvikles uden at overtræde det nuværende forsamlingsforbud.