Fra Skole DM til OL-plads

Anna Skade Nielsen fra Søndersø vandt for 10 år siden Skole DM i skydning sammen med tre klassekammerater. Det blev startskuddet til en skydekarriere som foreløbig kulminerede, da hun sikrede Danmark en kvoteplads til OL i Tokyo.

I 2018 vandt Anna Skade Nielsen DM på 15 meter for stillingsskytter. Her kommer hun ud og bliver hyldet efter en flot finale. Foto: Gregers Kirdorf

Anna Skade Nielsen fra Søndersø på Fyn kom for ti år siden med til Skole DM i skydning på et afbud. Men i finalen, som hendes hold vandt dengang, viste hun stort talent. I dag er hun én af landets dygtigste skytter. Hun vandt DM på 15 meter i DGI i 2018 og har desuden sikret den ene af Danmarks to OL-kvotepladser til OL i Tokyo 2020 på 10 meter riffel. Lige nu kæmper den 21-årige skytte for at bevise, at det også skal være hende, der repræsenterer Danmark næste sommer i Japan.

Læs også: 25 års tradition: Elever til jubilæum for skole DM i skydning

"Mit mål var egentlig først OL i Paris i 2024, men da jeg så vandt kvotepladsen i foråret, tænkte jeg, at jeg vil kæmpe for at blive udtaget allerede nu," siger 21-årige Anna Skade Nielsen.

Men tilbage til Skole DM i Skydning. I år har konkurrencen 25. års jubilæum og på lørdag stiller 30 spændte hold i Vingsted for at dyste om, hvem der skal kåres som vinder af DGI og Dansk Skoleidræts Skole DM i skydning 2019. På storskærmen inden de går på banen, får de alle en videohilsen fra Anna Skade Nielsen. Hun kan ikke selv være til stede, da hun skal til EM-udtagelse.

Kom med på et afbud

Skole DM i skydning er et tilbud til landets 5. klasser. Anna Skade Nielsen gik i 5.a på Søndersø Skole, to fra Særslev Skytteforening fortalte om skydning. Et par klassekammerater gik allerede til skydning og anbefalede Anna at komme med. Hun meldte sig, men blev kun reserve på holdet.

"En af de andre piger valgte at gå til håndbold i stedet, så derfor fik de brug for mig. Min veninde Henriette fra klassen forklarede mig lidt om aftrækket, og så pludselig gik det meget bedre. Jeg blev den bedste af os, som ikke havde gået til skydning før," husker Anna Skade Nielsen.

Til finalen i Vingsted ved Vejle var de fire nordfynboere bedst, og vandt 7.500 kroner til klassen. De blev blandt andet brugt på en klasse-bowle-tur.

Læs også: Suveræne øboere: Derfor topper Samsø vinderlisten til Skole DM

Jeg har tit tænkt på, at det har betydet vildt meget for mit liv, at kortene lige faldt ud sådan og at jeg endte med at komme med på det hold

Anna Skade Nielsen

Udset som et særligt talent

Men der skete også mere for Anna i de uger. Den ene træner, Axel Larsen, havde spottet, at Anna havde et særligt talent. Han fortalte hendes forældre, at hvis hun ville, kunne hun nå virkelig langt med skydning. Han tilbød, at hun kunne få lov at skyde med hans riffel, og at han nok skulle træne hende. Så da foreningen gav hende og de andre et års gratis medlemskab som præmie, tog hun imod det, selv om hun dengang også gik til både gymnastik og fodbold.

De fire klassekammerater vandt de kommende år mange DM-titler både sammen og hver for sig. Og hver gang blev de fejret i klassen.

"Vi vandt meget sammen og blev et hold. Vi gjorde hinanden gode og ville både gerne slå hinanden og sikre, at de andre var gode også. Det var fedt at kunne være sammen om det i skolen også, og de andre i klassen gik også op i, når vi var til stævner," fortæller Anna Skade Nielsen.

Anna Skade Nielsen - Skole DM.JPG

Anna Skade Nielsen (nr. to fra højre) står her efter finalen i 2009 og venter på det endelige resultat, hvor de får besked om, at de vandt finalen. De fire - Kristian Iversen, Mathilde Nielsen, Anna Skade Nielsen og Henriette Hylsebeck Nielsen - fortsatte alle til skydning og vandt i årene derefter flere DM-titler, både sammen som hold og individuelt. (arkivfoto)

Læs også: Skole DM i skydning: ”Man vil ikke svigte holdet”

Hjalp på koncentrationen – også i skolen

Den intensive træning af fokus og koncentration, som skydning giver, kunne Anna også mærke i skolen.

"De første tre år syntes jeg, at jeg blev bedre til at koncentrere mig i skolen. Jeg kunne særligt mærke, at jeg blev bedre til at håndtere presset og bevare fokus omkring de nationale tests. Skydning lærte mig at tænke klart, selv om jeg var nervøs," fortæller hun.

I dag er skydning så stor en del af hendes liv, at hun har gået på Team Danmark-linje på gymnasiet for at kunne nå sin træning, og hun træner hver dag i perioder op til store konkurrencer for at optimere selv de allermindste detaljer i sin skydning. Men tit falder tankerne tilbage på den periode i 2009, hvor detaljerne gjorde, at hun kom på Søndersø Skoles hold 1 til Skole DM i Skydning.

"Jeg har tit tænkt på, at det har betydet vildt meget for mit liv, at kortene lige faldt ud sådan og at jeg endte med at komme med på det hold," siger Anna Skade Nielsen.