Frederikke vinder præmievåben til DM
Glædestårerne piblede frem hos Frederikke Frederiksen, da hun til DM i Vingsted vandt en riffel.
Finalen i præmievåben for ung stilling var spændende. I løbet at de sidste fem skud skiftede positionerne flere gange, og Niels H. Overgaard vandt finalen. Da han tidligere har vundet præmievåben før, gik riflen til Frederikke Frederiksen fra Damsholte Skytteforening.
Så tårerne pressede sig på hos Frederikke Frederiksen, da resultatet af præmievåbenfinalen på 50 meter blev offentliggjort. Tårer af glæde og af overvældelse. For hun havde slet ikke forestillet sig, at hun ville være med i toppen af finalefeltet, og da slet ikke, at hun ville kunne tage hjem med et gavekort til en riffel til 20.500 kroner.
Men sådan formede virkeligheden sig pludselig for hende. For da Niels H. Overgaard, som vandt finalen tidligere, har vundet en riffel, gik den til nummer to. Og det var altså Frederikke.
”Dem som plejer at vinde, plejer at skyde sådan noget som 198, og det har jeg aldrig gjort. Men jeg havde en god dag i dag, og de andre havde åbenbart en dårlig dag. Jeg havde endda overvejet slet ikke at stille op. Så da de sagde, jeg havde vundet en riffel, kom tårerne bare væltende,” fortæller en meget glad Frederikke Frederiksen.
Havde egentlig ikke tid til finalen – det hjalp det mentale
Egentlig havde Frederikke Frederiksen slet ikke tid til finalen. Hun er selv meget aktiv som foreningsmenneske, og skulle både have skudt finalen i Norma Cup og hjulpet en af hendes børneskytter fra foreningen, som skulle skyde 200 meter, imens der var finale.
”Det havde faktisk passet mig godt at gå ud allerede i første rundt, fordi jeg så kunne nå de andre ting. Måske det var derfor, jeg ikke havde nogen forventninger. For det havde jeg slet ikke. Så jeg analyserede slet ikke mine skud, som jeg nogle gange kan have en tendens til,” fortæller hun og fortsætter:
”Jeg havde en forventning om at blive sidst. Det er jeg blevet de andre gange, jeg har været i finalen. Men denne gang tænkte jeg slet ikke over det. Jeg skød bare”.
Fars riffel skal skiftes ud
Gavekortet på 20.500 kroner skal ret sikkert bruges på en ny langdistanceriffel. Hun fortsatte nemlig direkte fra 50 meter-banen til præmievåbenfinalen på 200 meter, hvor hun også kvalificerede sig til den endelige finale, men her fik udfordringer med de stående.
Nu, hvor hun er blevet stillingskytte er det også på tide at skifte sin fars gamle riffel ud med en ny. Det er nemlig farmands, hun skyder med på langdistance.
”Jeg vil gerne have en riffel, som passer bedre til mig og den måde jeg skyder nu med de forskellige stillinger,” siger hun med et stort smil på læben.
Nu tager hun hjem til Damsholte Skytteforening på Møn og viser, at det kan betale sig at træne og kæmpe for det. Den gode dag kan komme lige pludseligt, særligt hvis man kæmper for det.