Ny Hjælpetræneruddannelse på riffel og pistol

I efteråret 2022 lanceres en opdateret version af hjælpetræneruddannelserne på riffel og pistol. Opdateringen finder sted på baggrund af den evaluering og feedback, der er kommet til uddannelserne i løbet af de sidste år.

I Sønderborg Skyttekreds tager de imod nye skytter og hjælper dem i gang med at skyde Foto: Maria Tuxen Hedegaard

I efteråret 2022 lanceres den opdaterede version af hjælpetræneruddannelsen på riffel og pistol. Uddannelserne er udviklet af og afholdes i samarbejde mellem DGI Skydning og Skydesport Danmark.

Kurset er udviklet efter dialog og evaluering med foreninger og trænere gennem de seneste år. Den er derfor tilpasset og målrettet de behov, hjælpetrænerne har for at hjælpe og udvikle skytterne hjemme i foreningerne. 

Af nye ting og ændringer kan bl.a. nævnes:

  • ’Den gode velkomst’ tages hjemme fra som et e-læringskursus. Varighed ca. 1 time. E-læringskurset danner grobund for dialog om Den gode velkomst og velkomstprogrammet på den fysiske del af kurset.
  • Hjælpetrænerrollen og -virket tilføjes ekstra opmærksomhed. Blandt andet kommer vi ind på hjælpetrænerens værktøjskasse. Deltagerne introduceres for. hvordan man tilpasser træningen for sine skytter, man lærer lidt om skyttens motivation og forskellige læringsstile.
  • Deltagerne får viden om, hvordan man observerer og vejleder sine skytter, så de mærker fortsat glæde og motivation ved sin træning.
  • Sikkerhedsdelen er minimeret for at gøre plads til overstående, og fordi sikkerheden primært nu ligger i Skydelederprøven.
  • Våbenvedligehold er fjernet helt fra uddannelsen.

www.dgi.dk/arrangementer kan du altid finde en oversigt over de kurser og uddannelser, vi har planlagt – herunder den opdaterede hjælpetræneruddannelse på riffel og pistol.


Den gode velkomst som e-læring

I løbet af de seneste år og i særdeleshed gennem coronaperioden har flere digitale værktøjer vist deres styrke. Dette kommer deltagere på hjælpetræneruddannelserne til at mærke fremover. Før de kommende hjælpetrænere dukker op til den fysiske uddannelsesdag, skal de nemlig tage e-læringskurset ’Den gode velkomst’ hjemmefra. Onlinekurset tager cirka en time, og indholdet på e-læringskurset danner grobund for dialog om Den gode velkomst og velkomstprogrammet, når den fysiske del af uddannelsen afholdes.

Hjælpetræneren i praksis

Deltagerne på kurset kan også se frem til en introduktion til, hvordan man tilpasser træningen til sine skytter, skyttens motivation samt forskellige læringsstile. De kommende hjælpetrænere bliver også præsentereret for, hvordan man observerer og vejleder sine skytter, så de oplever glæde med idrætten og motiveres til at forblive aktive medlemme i foreningen.

Som tidligere vil deltagerne både stifte bekendtskab med skydestillinger og skydeteknik i teori og praksis, som de kan anvende, når de kommer hjem i foreningen og skal hjælpe deres skytter på skydebanen.