Knud Erik Sørensen mistede DM-titlen, da en patron klikkede
I 2016 indførte man en prøveperiode på to år, hvor man fjernede muligheden for omskydning, hvis en patron ”klikkede”. Det kostede Knud Erik Sørensen DM-guldet.
Knud Erik Sørensen fra Lind Skytteforening lå rigtig godt i sin skydning på 9mm GPA-pistol. Skuddene sad som de skulle, og den rutinerede skytte sigtede direkte mod at gentage DM-titlen fra sidste år. Men pludselig klikkede et skud, og gik ikke af. Et kiks, som sker og som gør det umuligt at nå alle skud inden for tidsrammen. Tidligere havde sådan et kiks betydet, at han havde fået lov at skyde serien om.
Men den regel blev fjernet for to år siden. Og det kostede altså Knud Erik Sørensen DM-guldet.
”I halvandet år har jeg ikke haft en eneste klikker, og så kommer den selvfølgelig til DM”, siger en ærgerlig Knud Erik Sørensen.
At skyde serien om tager tid og rykker hele planen
Han er med på, at hele tidsplanen for et stævne kan rykkes, hvis en skytte skal skyde en serie om – eller værre, hvis mange skytter skal gøre det.
Og klik-patroner forekommer oftere, hvis man ikke får holdt sit våben rent.
”Der er kommet langt færre klikkere efter reglen er blevet indført, men det ændrer ikke på, at jeg er ærgerlig over ikke at have muligheden længere, siger Knud Erik Sørensen.
Skifter mærke på fænghætten
Konsekvensen af dagens kiks bliver, at Knud Erik Sørensen fremover vil bruge et andet mærke eller type af fænghætter.
”Jeg lader selv al min ammunition, og har været glad for dem her, men kvaliteten er faldet over de seneste år – og nu blev det altså dråben. Så nu skal jeg ud og finde et nyt mærke fænghætter,” siger han.
Knud Erik Sørensen sluttede med 363/76 – og uden klik-patronen kunne han have haft 383/96 – og vundet klassen.