Skytteforældre bytter børn, når der skal vejledes

Når de unge skytter fra Grenaa Skyttekreds går på banen, er det sjældent mor eller far, der hjælper dem.

I Grenaa Skyttekreds hjælper man hinanden, og det faktisk bedst, når det ikke er ens egne børn, man skal hjælpe på skydebanen. Foto: Gregers Kirdorf

”Los Pistolleros” står der med store typer hen over ryggen på skytterne fra Grenaa Skyttekreds. Rygmærket med to store pistoler er godkendt fra højeste sted, så foreningsfolkene kan bruge det til det der er – et sjovt indslag, som giver dem fællesskab.

Læs også: Jan Østergaard og Margrethe-kæden er et godt match

De har plantet sig ved et af de store borde lige uden for pistolbanerne under DM. Her er dækket op med boller, muffins, tæpper og flere kander kaffe. Netop fællesskab står nemlig i første række, når pistolskytterne fra Grenaa Skyttekreds tager ud til stævner, og det gør de tit. Ofte kommer de 15-20 på én gang til et stævne, tre-fire familier og det løse. Lotte Boserup skyder ikke altid selv. Til DM er hun med som mor og fællesskabs-koordinator.

”Vi vil gerne skille os ud. Det giver os holdånd, og vi kan godt lide at larme. Når vi kommer ud til stævner, plejer de også at rydde et bord og sige ”Der kommer dem fra Grenå,” fortæller hun.

Bytter børn til stævnerne

Lotte Boserup er afsted med mand og børn. Hendes mand Henrik er formand for pistolafdelingen i foreningen og står på banen og hjælper en af foreningens børneskytter, Nicklas Gleerup.

”Vi giver en peptalk undervejs, og hjælper børnene, hvis de har en dårlig skydning. Men vi bytter børn under skydningen. Vores erfaring er helt klart, at det er bedst, hvis det er en anden voksen end mor og far, som hjælper,” siger Lotte Boserup.

Imens hun fortæller det, kommer hendes egen datter ulykkelig ud fra skydebanen, og er udfordret. En bekendt fra en pistolklub i Århus springer hurtigt til, og går ind og hjælper på banen.

Læs også: Frederikke vinder præmievåben til DM

”Det er sådan vi er. Vi hjælper hinanden. Og som du ser, så kan det også sagtens være én fra en anden forening, for vi møder alligevel tit hinanden til stævner. Så længe det er en voksen, barnet er tryg ved, så hjælper det bedst. Så skal jeg nok samle op bagefter og høre, hvad der gik galt for hende,” siger Lotte Boserup.

Flere børn og juniorer i foreningen

I de seneste år har pistolafdelingen i Grenaa Skyttekreds fået både børn og juniorer, der skyder pistol. Det startede med, at de skytter, som var aktive, eksempelvis formanden Henrik Boserup, tog sine egne børn. Siden er nogle af deres venner og deres børn kommet med i foreningen. Og nu kommer der hvert år nye til.

”Vi gør meget ud af at invitere nye ind i fællesskabet og tage dem med. Både hjemme i foreningen og når vi tager ud til stævner. Så selv om vi er en meget sammentømret gruppe, vil vi gerne have flere med ind og tager imod dem med åbne arme,” siger Lotte Boserup.