Når familielivet flytter ned i klubben

For brødrene Andersen er skydning ikke kun en sport. Den fælles interesse er roden til sammenhold og fede oplevelser - som i weekenden, hvor de deltog i DM i 15m Pistol.

Thomas, Kasper og Martin Andersen er brødre og deltog alle tre i DM i 15m Pistol i Vingsted. Foto: Gregers Kirdorf

”Det var mig, der startede til pistol,” siger Kasper Andersen på 16 år.

”Ja, men du startede, fordi du havde set mig skyde riffel,” afbryder Martin Andersen på 21 år.

Kasper trækker let på skuldrene, som en lillebror gør, når en storebror tager ordet.

”Og jeg startede kort efter Kasper var begyndt, fordi jeg altid hopper med på det, som Kasper går til,” siger Thomas på 17.

De er, som brødre er flest: I konstant konkurrence med hinanden, men altid villige til at dele erfaringer og tips imellem sig.

Skydebanen er et mødested

Den 1.-3. april deltog brødrene Andersen i DM i 15m Pistol i Vingsted. En weekend som resulterede i et mindre bord fyldt med både sølv og guld – vundet i standard pistol, luftpistol, på landsdelshold, foreningshold og på egen hånd.

Jeg har en travl hverdag, men om aftenen mødes vi på skydebanen. Dér er vi sammen

Martin Andersen, 21 år

Foran bordet med præmierne sidder Lykke Rodin. Hun har i godt fem år fulgt sine sønner rundt i landet til stævner og DM. Noget, hun gør med glæde.

”Det har givet et utroligt stærkt fællesskab, at de går til skydning. Både mellem drengene, men også mellem dem og mig. Vi får nogle unikke oplevelser sammen,” forklarer hun.

Faktisk er skydebanen hos Nykøbing Sjællands Skytteforening i øjeblikket brødrenes primære mødested.

”Skydning er nogle dage det eneste sted, vi ses. For jeg skal passe mit arbejde, se mine venner og så er jeg klatreinstruktør. Men om aftenen mødes vi på skydebanen. Dér er vi sammen,” siger den ældste bror, Martin Andersen.

Træningen bærer frugt

I perioder foregår familielivet nærmest mere på skydebanen end derhjemme. Det sker gerne op til de store konkurrencer.

Og vinderne er...

I weekenden 1.-3. april 2016 mødtes såvel ungdoms- som voksne skytter fra hele landet til DM i 15 m pistolskydning på de indendørs baner i Vingsted.

Se resultaterne fra DM 15m Pistol, 1.-3. April her.

Se listen over præmievåbenvindere her.

”På det seneste har jeg trænet i hvert fald fire gange om ugen for at forberede mig til DM,” siger Kasper Andersen.

Heldigvis bar hans ihærdighed frugt, og netop hans navn stod på flertallet af førstepræmierne på mor Lykkes eget præmiebord.

I skarp konkurrence

Efter et par års pause fra skydebanen havde storebror Martin sin debut med pistolen for tre måneder siden.

”Jeg synes, det er fedt, at vi nu har noget, som vi alle tre kan snakke om. Jeg har skudt riffel for nogle år siden, men efter at have set på Thomas og Kasper, så havde jeg lyst til at prøve pistol,” forklarer Martin Andersen.

Og det viste sig, at kombinationen af erfaringerne med riffel og dét, at have to dygtige brødre ved sin side har været den helt rigtige kombination.

”Jeg har haft en virkelig godt opstart. Faktisk ligger jeg kun én plads under Thomas i standard pistol,” fortæller han.

”Det er ret godt gået,” nikker en næsten-slået og alligevel synligt stolt lillebror, Thomas Andersen.

Aftensmaden bliver rykket

Aftenen før DM i 15m Pistol lå de tre på langs i familiens sofa. Her blev der foran computerskærmen drømt stort om, hvilket våben de ville investere i, hvis penge ikke var et spørgsmål.

”Selvfølgelig taler vi om skydning derhjemme også. Det er jo blevet en livsstil for os som familie, fordi vi bruger de fleste hverdagsaftener på skydebanen og mange weekender går med konkurrencer,” siger drengenes mor, Lykke Rodin.

Aftensmaden bliver planlagt efter, hvornår drengene skal træne. Enten spiser familien Andersen meget tidligt, eller også spiser de sent – for træningen skal passes.

En smitsom sport

Den gode tone fra skydesporten har også påvirket brødrenes forhold.

Selvfølgelig taler vi om skydning derhjemme også. Skydning er jo blevet en livsstil for os

Lykke Rodin, mor til Martin, Thomas og Kasper Andersen

”Skydning er en sport, hvor vi behandler hinanden med respekt. Man taler ordentligt til hinanden og giver gerne gode råd videre. Så selvom vi konkurrerer, taler vi ordentlig,” forklarer Thomas Andersen.

Kombinationen af den gode stemning og de dygtige trænere i klubben har ikke alene fået Lykke Rodin til at følge samtlige af sønnernes træningstimer fra sidelinjen - det har også fået hende til selv at prøve kræfter med pistolen.

”Jeg bliver jo nødt til at forstå, hvad drengene snakker om. Og så bruger jeg alligevel næsten alle mine aftener i træningslokalerne, når de træner, så jeg kunne lige så godt prøve,” siger Lykke Rodin.