Nordisk samarbejde styrkes til mesterskaber i Vingsted
NM2017 handler om medaljer og ære, men også om at styrke samarbejdet mellem de nordiske lande og erfaringsudveksle om skydeidrættens udvikling.
Når Vingsted og Borris er vært for dette års nordiske mesterskaber i skydning er der ikke kun medaljer, ære og hæder på dagsordenen. Det årlige møde mellem Danmark, Norge og Sverige handler også om at lære af hinanden og erfaringsudveksle. Det fortæller Jens Bo Laursen, stævneansvarlig for de nordiske mesterskaber og formand for riffeludvalget i DGI Skydning.
”Hvis det går, som det plejer, render nordmændene med de fleste medaljer. Men det handler i ligeså høj grad om at styrke det nordiske fællesskab for skydning og give vores en skytter en oplevelse, hvor de møder de bedste skytter fra de andre nordiske lande,” siger Jens Bo Laursen.
De nordiske mesterskaber afvikles årligt og værtskabet går på skift mellem de tre lande. Grundet idrættens store udbredelse og forankring hos vores norske naboer, dominerer Norge traditionelt medaljerækkerne, om end Danmark og Sverige lejlighedsvis har held til at drille de ellers så suveræne nordmænd.
Ikke blot stor ståhej for Norges skyld
At afvikle mesterskabet er en stor organisatorisk opgave, der kræver 40-50 hjælpere og frivillige, men det store arrangement er langtfra blot en hyldest af Norges suverænitet. Det er også en styrkelse af et godt kammeratskab landene imellem.
I modsætning til andre store stævner, hvor kombattanterne måske knap ænser hinanden og kun har fokus på egen præstation, kigger landene hinanden i øjnene, taler med og forsøger at lære af hinanden
Jens Bo Laursen, stævneansvarlig for Nordisk Mesterskab 2017
Resultatet er, at samarbejdet rækker udover selve mesterskabet. For eksempel har nordmændene inviteret Danmark til at deltage i træningslejre. Derudover har nogle af de bedste norske skytter været i Danmark og undervise, fortæller Jens Bo Laursen.
Organisatorisk og politisk viden at hente
Værdien af møderne er ikke kun sportslig. Også på det organisatoriske plan er der viden at hente. Nationerne erfaringsudveksler om håndtering af lovkrav, nationale som internationale, våbenopbevaring, ledelse og miljø.
”I Norge får skytterne størstedelen af deres midler fra militæret, og har som følge deraf et meget større samarbejde med hjemmeværn og militær. Det giver de norske skytter en hel del flere muligheder for at blive hørt politisk. Det inspirerer os til at se på, hvad vi kan gøre for at få et anderledes og større samarbejde i Danmark,” siger Jens Bo Laursen og referer til dialogen om et samarbejde mellem DGI Skydning og Jægerforbundet.
Godt nok er nordmændene storebror i denne sammenhæng, men også for dem er der noget at hente. For eksempel hvad angår håndtering af bly og støj i byområder.
”Selvom Norge ikke er med i EU, smitter reglerne tit af på dem, så de lytter meget til, hvad der sker i Danmark og Sverige.” fortæller Jens Bo Laursen.
Resultatet på banen har stor betydning
Vingsted og Borris lægger hus til mesterskaberne anno 2017. Det løber af stablen fredag 1. september på langdistance-banerne i Vingsted, mens lørdagens program bestående af terrænskydning og felthurtigskydning bliver afviklet i det militære skydeterræn i Borris.
Udenfor banen er der fokus på meget andet end det sportslige, men det er ikke ensbetydende med, at de nordiske mesterskaber er en formsag på banen.
”Der er ingen tvivl om, at der er stor prestige i det for skytterne. De er konkurrence-minded og går efter at skyde bedst muligt,” siger Jens Bo Laursen.