Ny uddannelse på vej i DGI Skydning: Ungtræner – riffel

Fremover kan unge mellem 13 og 18 få deres første riffel-træner-uddannelse i DGI. Her bliver de uddannet til at være hjælpere i foreningens øvrige trænerteam.

Snart kan unge med interesse for trænergerningen indenfor riffelskydning tage en uddannelse i DGI Skydning, som ruster dem til at træne skytterne i deres forening.

’Ungtræner – riffel’ er for den unge målgruppe. Deltagermålgruppen er de 13 – 18 årige skytter, der ønsker at give en hjælpende hånd i trænerteamet i foreningen. For at deltage skal man have lidt kendskab til skydning. Dog er uddannelsen grundlæggende, så man skal ikke vide meget, før man kan deltage på uddannelsen og få et godt udbytte med hjem. Deltagerne lærer om BK-skydestillingen, JUN-skydestillingen, skydeteknik (herunder sigte, aftræk, vejrtrækning, eftersigte og nulpunkt), om at træne andre, motivation og feedback.
Derfor er den nye uddannelse et rigtig godt sted at starte for unge skytter, der gerne vil være trænere.

Testforløb i november/december 2022

Før uddannelsen bliver udbudt i løbet af 2023, har materialet været igennem et testforløb med en flok unge deltagere på Fyn. Formålet med testforløbet var at finde ud af, om tankerne bag uddannelsen og undervisningsmaterialet holdt i den virkelige verden. Efter testforløbet og feedback fra både deltagere og underviseres, revideres materialet i december 2022/januar 2023, så uddannelsen er finpudset og passer til fremtidige deltageres behov i løbet af 2023.

Malik, der var deltager på testforløbet af uddannelsen, fortæller:
"Det er første gang, jeg er med på en træneruddannelse. Nu føler jeg, at jeg er blevet bedre til at træne andre med det nye, jeg har lært. Lige nu hjælper jeg med at træne børneskytter i min forening, men nu tror jeg også, at jeg snart kan hjælpe med at træne juniorskytter. Noget af det, jeg husker bedst fra uddannelsen er nemlig, hvordan man finder ud af, hvor et håndstop skal sidde ved nye juniorskytter, og så det der med remmen. Jeg synes, at det har været sjovt at være med! Og så har jeg også haft det sjovt med de andre imens."

Lotte og Jesper var undervisere på testforløbet af uddannelsen. De er positive og har fået en masse energi ud af at undervise de unge mennesker, som gerne vil omsætte deres egen viden og erfaring til at blive trænere for andre. Lotte og Jesper fortæller blandt andet:
”Det som deltagerne på uddannelsen får med hjem, er en masse grundlæggende viden indenfor riffelskydning. De får meget konkret tips, tricks og redskaber, der gør, at de kan hjælpe på banen i deres lokale forening. De får også en masse inspiration til, hvordan de kan indgå i trænerteamet i foreningen. Vi snakker eksempelvis om, hvordan man er en god træner, og hvad der motiverer de forskellige skytter. Dét er både med til at hjælpe nye børne- og juniorskytter godt i gang rent skytteteknisk, men det kan også være med til at prikke til træningskulturen i foreningen – hvert fald hvis de nuværende trænere hjemme i foreningen er åbne for de nye ideer, som de unge deltagere kommer hjem med.”

Foreningen kommer til at spille en rolle

Når man som ung har lært en masse nyt og er klar til at komme hjem i foreningen for at iværksætte den nye læring, er det vigtigt, at foreningen også er klar på at give de unge mulighed for at prøve de nye ting af. Ellers går det i glemmebogen. Derfor bliver foreninger, der har tilmeldt unge deltagere til uddannelsen, kontaktet af den lokale skyttekonsulent, og får muligheden for et foreningsbesøg. Foreningsbesøget vil klæde foreningerne på til at kunne fastholde de unge som trænere/frivillige og få en drøftelse om, hvordan de unge efter endt uddannelse kommer til at skabe værdi – og føle sig værdifulde – for foreningen.