Ølsted Skytteforening dyrker det sociale liv

Fællesskabet er det centrale omdrejningspunkt i Ølsted Skytteforening, hvor medlemmerne ikke kun kommer for at skyde

I Ølsted Skytteforening er det en indgroet del af kulturen, at medlemmerne tager sig tid til at dyrke det sociale foreningsliv. Foto: Martin Hungeberg

Til torsdagens klubaften i Ølsted Skytteforening er køen til kaffemaskinen længere end ind til skydebanen.

Læs også: Skydning er også fællesskab og holdfølelse, siger forsker

Men det er på ingen måde et sygdomstegn i foreningen, hvor fællesskabet vægtes som det absolut højeste.

”Det skal være et pusterum at komme her," understreger næstformand Jesper Larsen.

Klubben vil gerne inkludere alle

Jesper Larsen siger:

"Vi vil rigtig gerne hjælpe dem, der kommer for at træne seriøst, men vi pådutter ikke nogen noget."

"Kommer man for at snakke og drikke kaffe, er man mindst ligeså velkommen. Vi tager revl og krat ind og gør vores yderste for at involvere og inkludere.”

Næstformanden har været en del af Ølsted Skytteforening siden 1995.

Her er det en indgroet del af kulturen, at man både før, under og efter en træning tager sig god tid til at dyrke det sociale foreningsliv.

Sammenholdet får medlemmerne til at blive 

Klubhuset emmer af liv denne torsdag aften. De 20 mænd, som er mødt op, diskuterer både biler, pistoler og mangel på tøjsmag ved klubhusets borde.

Én af skytterne er Mads Sommer, som har været medlem i to sæsoner.

”Sammenholdet er det, der gør, at jeg bliver ved. Så simpelt er det."

"Min makker og jeg ville gerne finde et sted at gå til skydning, men det var afgørende, hvilken tilgang foreningen havde til det sociale,” siger han og fortsætter:

”For mig er dét at gå til skydning ligeså meget en mulighed for at skabe nogle nye kontakter og en ny omgangskreds. Skydning har vist sig som en god fælles ting at mødes om.”

Et frirum i en travl hverdag

Mads Sommer skyder faktisk ikke hver gang. For flere af skytteforeningens medlemmer kommer det simpelthen i anden række.

Det er et frirum i en travl hverdag at komme her. Ofte står den ikke på meget andet end arbejde og familie, og der er det rart at kunne koble lidt af

Mads Sommer, skytte i Ølsted

”Det er ikke nogen hemmelighed, at flere af os har brug for det her frirum. Måske for at bryde lidt ud af hverdagen eller komme væk hjemmefra. Man doserer selvfølgelig selv, hvor meget af fællesskabet, man dyrker,” tilføjer næstformand Jesper Larsen.

Nye medlemmer mødes med åbne arme

Jesper Larsen behøver ikke længere at minde folk om, hvordan de skal byde nye medlemmer velkommen i foreningen.

”Det ligger på rygraden og kommer helt naturligt. Alle husker tilbage på, hvordan de selv blev taget imod i sin tid," forklarer han.

"Forleden talte jeg med én af vores medlemmer om det. Han sagde, at han som ny nærmest ikke kunne være i fred.”

Det kan Mads Sommer nikke genkende til:

”Vi blev mødt med åbne arme, og det gjorde forskellen.”

Fokus på det sociale er ikke kun i klubhuset

Den løsslupne jargon og det massive fokus på det sociale liv begrænser sig ikke til klubhuset. Det lever i bedste velgående, når Ølsted Skytteforening bevæger sig på tur i landet.

”For mig at se er skydning på mange måder en holdsport. Vi tager næsten altid en samlet flok af sted til stævner, og der fokuserer vi også meget på det sociale. Bakker hinanden op og laver gas,” fortæller Jesper Larsen og tilføjer:

”Det er mindst ligeså vigtigt, at vi stopper det rigtige sted for at købe rundstykker og kakao, som det er, at vi får gode resultater. Men det er faktisk sjældent, at vi kommer hjem uden medaljer.”

Medlemstallet viser, at strategien virker

Inden DGI’s udsendte forlader Ølsted bliver der sat en tyk streg under skytteforeningens tilgang.

Du kommer altså bare forbi og skyder en dag

Mads Sommer, skytte i Ølsted

”Ja, du kommer også, hvis du ikke vil skyde. Vi to er på ingen måder gode til at skyde selv, så det er altså ikke noget problem,” forsikrer makkeren Thomas Vincent Hvid.

Næstformand Jesper Larsen supplerer:

”Vi har medlemmer, som måske kun skyder hver fjerde eller femte gang. Og vi får også nye medlemmer ind, som vi måske kun ser et par gange om året."

"På den måde er det uforpligtende. Men det vigtigste for os er at kunne rumme alle mennesker uanset ambitioner. Vores medlemstal viser, at den strategi virker.”