Ole genfandt passionen for skydning: En idræt jeg kan dyrke med mine børn
Et besøgt i den lokale skytteforening blev startskuddet til en fornyet kærlighed til skydesporten for Ole Vigsø Nielsen. I dag deler han interessen med sin datter.
Der var gået 35 år, siden Ole Vigsø Nielsen sidst havde holdt et skydevåben mellem sine hænder og forsøgt at kontrollere sit åndedræt og aftrækket. Det var i starten af 80’erne, da han som lille dreng slog sine folder i barndomsklubben Løgstør Sportsskytteklub.
Men da han for et par år siden så et Facebook-opslag for Skydesportens Dag i den lokale skytteforening i Vodskov lidt nord for Aalborg, kildrede det alligevel lidt i fingrene. Med gode minder i hukommelsen troppede han derfor op i Vodskov Skytteforening sammen med sin søn Malthe.
"Jeg ville gerne have min søn med til en aktivitet, som vi kunne dyrke sammen. Det kan man jo ikke i håndbold eller fodbold, og hverken min søn eller jeg er til holdsport, så jeg tænkte, at skydning var noget, vi kunne have sammen. Jeg har været golftræner i mange år, og jeg er meget fascineret af at øve og forbedre sig individuelt i en sport, som er teknisk og mentalt udfordrende, og på den led minder golf og skydning faktisk meget om hinanden," siger Ole Vigsø Nielsen.
Skyder med sin datter
Sønnen Malthe blev aldrig rigtig bidt af skydning som sin far. Malthe hang kun ved et par gange, inden han droppede skydning. Men siden da er Ole Vigsø Nielsens datter Smilla på ti år begyndt til skydning, og på den måde er passionen for skydning gået i arv i familien.
"Det er rigtig dejligt at have en interesse, vi deler sammen, og som vi kan tale sammen om ved middagsbordet. Smilla har gået til skydning siden sommer, og hun har allerede deltaget i stævner og vundet nogle medaljer. Så hun er blevet virkelig bidt af det," fortæller Ole Vigsø Nielsen.
Han har også taget både skydelederuddannelsen og hjælpetrænerkursus, så han kan hjælpe til med træningen i Vodskov Skytteforenings ungdomsafdeling. Dels for at kunne give noget tilbage til klubben, men også for at kunne være endnu tættere med sin datter.
Fik en fantastisk modtagelse
Spørger man Ole Vigsø Nielsen, så har man som forælder eller bedsteforælder alt at vinde ved at deltage i Skydesportens Dag med sit barn eller barnebarn. Det er en sjov aktivitet i efterårsferien, og man er sikret en god introduktion til skydesporten, lyder opfordringen.
"Nu kan jeg selvfølgelig kun tale på egne vegne, men vi blev modtaget helt fantastisk i Vodskov Skytteforening. Der blev taget hånd om os lige fra vi kom ind af døren. Min søn og jeg var mandsopdækket 1:1 af to fra klubben, der fulgte os ned til skydebanen og sad med os under hele skydningen. Så der var styr på sikkerheden og instruktionerne. Bagefter fik vi en sodavand sammen og talte om skydning, og hvad det krævede," fortæller Ole Vigsø Nielsen.
"Det betød, at der var nogle ansigter, vi kendte i klubben, og de kom hen til mig og sagde ’hej Ole’ næste gang, jeg kom. Det synes jeg er meget rart, det gør det nemmere at komme ind et nyt sted. For selvom jeg er bidt af skydesporten, så er det den sociale del i klubben, der gør, at jeg har involveret mig så meget i den frivillige del af skydningen. Det kan jeg kun anbefale andre," siger Ole Vigsø Nielsen.