Projekt Ung Pistol: Sådan rykker DGI Sydvest sine unge pistolskytter

Når vision tilsættes handling, så sker der forvandling. Det er lektien hos DGI Sydvest Skydning, der med Projekt Ung Pistol har skabt en helt ny fødekæde af pistolskytter og rykket de unge skytters niveau en tak op.

Freja Sillesen fra Alslev Skytteforening skød to point mere end konkurrenterne til DM 15m pistol og sluttede på imponerende 297 point i finalen. Hun afsluttede dermed sin tid i børneklassen med at vinde en luftpistol til sin forening. Foto: Gregers Kirdorf

En sølvmedalje til landsdelens BK/Junior-hold. To individuelle sølvmedaljer i børne- og juniorklassen. Og så vandt Freja Sillesen fra Alslev Skytteforening tilmed præmievåbenkonkurrencen blandt børneskytter på luftpistol. Det var bundlinjen for skytteforeningerne under DGI Sydvest Skydning, da de unge pistolskytter dystede til DM 15m i Vingsted i slutningen af marts.

De flotte placeringer kommer efter en målrettet satsning med luftpistol, som DGI Sydvest Skydning satte i gang for to år siden: Projekt Ung Pistol. Projektet har fået smilene frem hos både landsdelens skydeledelse og ude i skytteforeningerne, fortæller Preben Hermansen, aktivitetsleder i DGI Sydvest Skydning. Og det skyldes ikke kun medaljehøsten, men i lige så høj grad at landsdelen nu har opdyrket et nyt kuld af unge pistolskytter.

"For to år siden begyndte vi at kigge på fødekæden for pistolskytter, for lige nu er der ikke mange unge til at tage over ude i foreningerne i denne disciplin. Så vi har været meget interesseret i at få skabt et kuld unge, som kan puste de ældre, rutinerede skytter i nakken. Og det synes jeg i al beskedenhed er lykkedes meget godt," siger Preben Hermansen. 

3 tips til Træning i Øjenhøjde

Trænerteamet bag Projekt Ung Pistol bygger træningen af de unge pistolskytter på konceptet, de kalder ’Træning i Øjenhøjde’. Det går kort fortalt ud på at tilrette træningen til den enkelte skyttes niveau og gøre træningen så konkret som muligt med enkle, praktiske anvisninger.

Herunder indgår også, at de unge skytter taler sammen om træningen, så der opstår en dialog og erfaringsudveksling på holdet.

Vi har samlet tre konkrete tips fra Projekt Ung Pistol-træner Jens Peter Bindesbøl:

Sigtet

  • Der kan bruges tusindvis af ord på begrebet ”korrekt sigte”, uden du kan være sikker på, at din skytte egentlig forstår budskabet. Tegner du derimod nogle få streger på en skydeskive eller anvender en fysisk model af sigtemidlerne, så sidder den lige i skabet med det samme.

Koncentrationen

  • Hvis du beder skytterne om at koncentrere sig, er det meget diffust, hvad det drejer sig om. Beder du derimod skytterne gå ind i deres ’mentale glasbur’, så er du straks i gang med én af byggeklodserne, og skytterne ved, at nu er de i et usynligt aflukke kun indeholdende dem selv, våbnet og deres skive.

Pauser – konkurrencer – sjov

  • Unge mennesker kan ikke træne i timevis, uden der skal indlægges pauser, snak og massevis af små konkurrencer. Sidstnævnte drejer sig næsten altid om udførelsen, eller processen om man vil, og kun meget sjældent om point. På Projekt Ung Pistol er vi ikke meget for pointjagt i den daglige træning.

Fire luftpistoler og en håndfuld trænere

At det blev luftpistol, DGI Sydvest Skydning gav sig i kast med, skyldes to ting: Først og fremmest på grund af det sikkerhedsmæssige aspekt. Det er langt nemmere at transportere en luftpistol end en salonpistol i forhold til regler og lovgivning, forklarer Preben Hermansen.

"Og for det andet er der den fordel, at luftpistol er en vanskelig disciplin. Så snart du skyder godt på luftpistol, skyder du også godt med salonpistol. Så vi satsede på, at resultaterne hurtigt ville komme, hvis bare vi kunne finde nogle trænere og foreninger, der også kunne se ideen," siger Preben Hermansen.

Konkret blev der indkøbt fire luftpistoler til cirka 40.000 kroner, og aktivitetsudvalget i DGI Sydvest Skydning fandt også en håndfuld trænere, der gerne ville hjælpe til med Projekt Ung luftpistol. Sidste udfordring var at finde skytteforeninger, der ville være med i projektet. Det blev dog hurtigt klaret. Fem foreninger blev spurgt, og de takkede alle sammen ja. Derfor har de unge skytter deltaget i en intensiv dagstræning én gang om måneden på skift i henholdsvis Gårde Skytteforening, Sdr. Omme Skytteforening, Alslev Skytteforening, Helle Skytteforening og Varde Skytteforening.

Kan kopieres alle steder

Jens Peter Bindesbøl er skytte i Sdr. Omme Skytteforening og en af de bærende trænerkræfter i Projekt Ung luftpistol. I hans øjne har projektet også været en succes, en succes som bare blev bekræftet til DM 15m pistol. Konceptet bag træningen kalder han ”Træning i Øjenhøjde”, og det kan kopieres af alle, siger han.

"Pistolskydning består af cirka én milliard ting, du kan gøre forkert, og så en syv-otte ting du skal gøre rigtigt. Vi kredser konstant om de få grundprincipper, vi rent faktisk skal mestre – og gerne under mentalt pres. Det vil sige, at skydestilling, håndfatning, sigte, aftræk, åndedræt og så videre behandles som små ’byggeklodser’. Det sjove og udfordrende er, når byggeklodserne skal samles og koordineres til det perfekte skud," forklarer Jens Peter Bindesbøl.

"Generelt set vil vores koncept kunne bruges alle steder, og bliver det sikkert også. Vi har måske bare haft lidt mere held til at få de rigtige ting sat i gang og skabt nogle gode rammer. Der findes så mange visionære foreninger og landsdele med dygtige trænere og træneremner, der måske bare skal have lidt mere rum at udfolde sig i," uddyber Jens Peter Bindesbøl.