Guldmedaljerne til Skole DM i skydning rejste til Samsø for 5. gang i træk
Elever fra Tranebjerg Skole rejste hjem til Samsø lørdag efter skole DM i Skydning med guldmedaljer og 8000 kroner til klassekassen. Det var 5. gang i træk, at elever fra Samsø kom øverst på præmieskamlen.
”Og vinderne af skole DM i skydning 2022 er 5. klasse fra Tranebjerg Skole. Dermed går guldmedaljerne for femte gang i træk til Samsø,”.
Beskeden gjaldede lørdag eftermiddag ud over skyttesalen i Vingsted, da eleverne fra de fem hold, der havde kvalificeret sig til den endelige finale i Skole DM i Skydning var klappet ud til tilskuerne efter af have koncentreret sig fuldt og helt inde på skydebanen.
De fire elever fra Tranebjerg Skole på Samsø stod sammen med trænerne Peder Nedergaard og Henrik Bertelsen fra Samsø Skytteforening og ventede på de allersidste resultater, der skulle afgøre, om holdet vandt. De havde kvalificeret sig til finalen med det bedste resultat af alle hold – ét point foran eleverne fra Ølgod Skole. Og da hele finalen var skudt – i alt 60 skud fordelt på de fire elever – stod det klart, at eleverne fra Samsø stadig var ét point foran Sydvestjyderne fra Ølgod.
Der gik lidt før det gik op for de fire elever og de omfavnede hinanden og trænerne.
Eleverne var spændte men fokuserede på hvert enkelt skud
”Det er helt vildt. Det var spændende at stå i finalen – og godt. Jeg gjorde hvad min far sagde hjemmefra – jeg fokuserede kun på det skud, jeg skulle skyde og lod være med at tænke på noget andet,” fortæller Isabella Mogensen, som var med på det vindende hold. Hun bliver suppleret af Robin Hjort Hald, som ikke har prøvet at skyde før skolen begyndte at have skydning i idrætstimerne efter efterårsferien i år.
”Man forstod ikke så meget af, hvad der foregik inde til finalen. Jeg skød bare – og så opdagede vi først, da vi kom herud, at vi har vundet,” siger hun.
De fire elever stod og drømte om, hvad de 8000 kroner, de vandt til klassekassen skulle bruges til. Drømmene lød både i retning af skiferie til Norge, klasserejse og Frankrig. Men lidt mere realistisk vil det nok være en tur over vandet til Århus og i trampolinpark, ligesom sidste års vindere netop har været.
Har skydning i idræt og fri træning på træningsaftnerne
Peder Nedergaard er træner i Samsø Skytteforening og har de seneste fem år haft et hold elever fra Samsø øverst på præmieskamlen til Skole DM i skydning. De foregående fire gange har det været elever fra Samsø Frie Skole. Men han er efterhånden rutineret i at træne eleverne og give dem ro, styrke og tillid til at de kan gå hele vejen.
Samarbejdet med skolen ligger i, at alle elever i 5. klasse har skydning i alle idrætstimer fra efterårsferien og frem til finalen – altså i fem uger. Derudover får de tilbudt at komme og skyde i foreningens træningstider tirsdag og torsdag aften. Peder Nedergaard og Henrik Bertelsen tager sig af eleverne og holder øje med deres udvikling. Og i uge 44 sætter inddeler de så klassen i fire-mandshold efter hvem der har skudt godt – og samtidig har tid, lyst og mulighed for at lægge kræfter i træningen op mod først landsdelsfinalen og siden finalen.
Giver børnene tryghed, ro og fast træner
”De fire elever her var ikke superskytter fra starten. Der var andre elever som skød bedre resultater. Men de havde måske ikke lysten til at træne meget frem mod konkurrencerne, eller vælge andre weekendarrangementer fra for at kunne deltage. Fra holdet blev sat, har Henrik og jeg trænet med de fire her, så Henrik har haft to af dem og jeg har haft to hver gang, de har været på skydebanen. På den måde lærer vi hver enkelt at kende. Alle børn er forskellige og skal tales til og trænes på forskellige måder. Jeg har vel trænet med dem 25 timer siden efterårsferien,” fortæller Peder Nedergaard.
Han gør en stor ære ud af at fortælle dem, at det er en holdindsats, og at det er okay at der også kommer mindre gode skud. Så gælder det om at lægge det bagved og tænke på næste skud.
”Det skal være rart og sjovt at være til skydning, og det er det også. Og ja, vi må jo gøre noget af det rigtige. Jeg er dus med de børn og elsker virkelig at være sammen med dem. Jeg bliver så glad af at være sammen med de unger, de er simpelthen så skønne,” siger han.
Efter sejren i Vingsted gik turen til McDonalds i Horsens, inden holdet rejste med færgen hjem til Samsø og deres familier.
Og næste år… Ja, så er Peder Nedergaard og Henrik Bertelsen klar til at træne skydning med 5. klasserne igen i ugerne efter efterårsferien. Og de arbejder igen hen imod at komme først til landsdelsfinalen og senere landsfinalen. Om de vinder igen… de gør et forsøg, men det kommer også an på børnene og dagsformen.