Skole DM giver nye medlemmer: Mou Skytteforening har knækket koden

Mou og Omegns Skytteforening i Nordjylland har knækket koden til at få nye medlemmer gennem Skole DM i Skydning. Skydning bliver et fælles projekt for klassen. Se, hvordan.

Fællesskab og seriøs undervisning fra rutinerede og rolige instruktører: Det er Christian Schous (th) opskrift på succes i Skole DM i skydning. Foto: Gregers Kirdorf

Kongerslev Skole 5.a leverer en del nye medlemmer til Mou og Omegns Skytteforening i disse dage. Klassen havde ikke mindre end tre hold med i den nordjyske finale til Skole DM i Skydning og de placerede sig som nummer 1,3 og 4. Så otte skytter fortsatte træningen en uge mere, og deltog i landsfinalen i Vingsted.

Flere af dem har allerede meldt sig ind i foreningen. Og medlemslisterne afslører også mange, som er startet, da de gik i 5. og deltog i Skole DM i skydning. Det fortæller formand Christian Schou.

”Vi giver dem et godt tilbud på at blive medlemmer frem til april for 225 kroner, inklusiv 11 skydninger. Og tilbuddet gælder hele familien. Så har de muligheden for at blive fortrolige med skydning, inden vi kræver kontingent næste gang.”

Skole DM som et fælles klasseprojekt

Foreningen har ofte været i landsdelsfinalen og flere gange i landsfinalen. Men det er nyt, at de i år lykkedes med at have tre hold blandt landsdelens fire bedste. Et godt fællesskab i klassen er opskriften, mener Christian Schou.

Fakta om Skole DM i skydning

  • 2200 hold fra 5. klasser landet over har deltaget i turneringen Skole DM i Skydning. 32 af dem havde kvalificeret sig til finalen i Vingsted
  • I finalen blev den endelige vinder fundet, og vandt 8000 kroner til klassekassen
  • Skole DM i Skydning er et samarbejde mellem DGI Skydning og Dansk Skoleidræt

Det er lykkedes at skabe et fælles projekt, som alle eleverne er sammen om. Det har fået dem til at træne meget motiveret. Så bliver de hurtigt dygtige, og flere får lyst til at fortsætte

Christian Schou, formand, Mou Skytteforening

Han har en mission om at vinde børnenes tillid og derigennem få dem til at forstå, hvor sjovt skydning er. Og så mener han, at det er en fordel at han og en anden pensionist, som tager sig af børnene, er godt oppe i alderen. Så er de nemlig gode til at give børnene ro.

Erfaring med inklusionsarbejdet giver også ro i ”normalklasser”

Mou og Omegns Skytteforening har i flere år arbejdet med inklusion. I samarbejde med en specialskole har de tilbudt skydning i skoletiden. De erfaringer, instruktørerne har gjort sig i det arbejde, giver nu pote i forhold til ”almindelige” skolebørn.

Skolelederen fra Kongerslev Skole har eksempelvis rost Christian Schou og foreningen for at kunne skabe en ro i 5. klassen, som skolen ikke selv har formået.

”Det som virker for børn med særlige behov, virker jo også for andre børn. Vores ro og struktur smitter af. Både på roen og børnenes resultater. Og i sidste ende på foreningens medlemstal,” siger Christian Schou.