Skydning hjalp Lisbeth efter hjerneoperation – nu vil hun hjælpe andre

I 2012 blev Lisbeth Stricker opereret for epilepsi, der var tæt på at invalidere hende. I dag er hun anfaldsfri, og skydetræning har gjort hendes hjerne skarpere end før operationen. Derfor samler hun ind til Epilepsiforeningen med to skydestævner.

Efter hjerneoperationen i 2012 begyndte Lisbeth Stricker at skyde for at genoptræne de kognitive evner, evnen til at koncentrere sig og fokusere. I dag har hun vundet både nordjyske mesterskaber og medaljer til DM. Her er en fotograferet med sin mand Rene. Foto: Privatfoto

Når Lisbeth og René Stricker inviterer til riffelstævnet Strickers OP-Tour i Vodskov Skytteforening den 22.-23. februar, så er der ikke hæder og ære på spil. De godt 75 deltagere, der foreløbig har meldt deres ankomst til stævnet, skyder derimod med et godt formål for øje. De 50 kroner, som hver skydning koster, går nemlig ubeskåret til Epilepsiforeningen. Og det er der en ganske særlig grund til.

Læs også: Skydning er min livline

I 2012 blev Lisbeth Stricker opereret i hjernen på grund af epilepsi, som på det tidspunkt havde udviklet sig så alvorligt, at det var tæt på at være invaliderende. I dag er hun oven på igen, og det skyldes blandt andet en fokuseret træningsindsats på skydebanen, som har hjulpet med at genoptræne de kognitive evner og givet 48-årige Lisbeth Stricker det mentale overskud tilbage.

"Vi har sat os det mål, at i 2020 skal vi give tilbage til dem, der har hjulpet os. Da min epilepsi var værst, var det tæt på at ødelægge min hverdag. I dag er jeg anfaldsfri, og jeg har fået mit liv igen," siger Lisbeth Stricker.

Epilepsi som teenager

Lisbeth Stricker var teenager, da hun fik konstateret epilepsi. I Danmark skønner Epilepsiforeningen, at mellem 0,7 og 1 procent af befolkningen lider af sygdommen. Således kan op imod 50.000 danskere reelt lide af epilepsi. Usikkerheden skyldes, at sygdommen er svær at diagnosticere.

65 procent af epilepsipatienter er anfaldsfri ved hjælp af medicinsk behandling, men så heldig var Lisbeth Stricker ikke. Sygdommen kan ændre sig gennem livet, f.eks. ved hormonpåvirkninger så som graviditet og menstruation. Efter Lisbeth Stricker i 2000 fødte sit første barn, blev hendes epilepsi forværret. I 2012 var sygdommen så alvorlig, at hun fik tre slags medicin for at dæmpe anfaldene. Og det var svært for hende at passe arbejdet som sygeplejerske på Aalborg Universitetshospital.

"Med årene blev det stille og roligt bare værre og værre. Jeg fik tre forskellige slags medicin, hvor nogle af bivirkningerne var følelsesløshed i benene og dobbeltsyn. Derudover følte jeg enorm træthed, som om jeg gik i en osteklokke," fortæller Lisbeth Stricker.

Fjernet dele af hjernen

I december 2012 blev hun indstillet til operation. Hun fik foretaget målinger af hjerneaktiviteten, der skulle lokalisere hvilke dele af hjernen, der udløste Lisbeths epileptiske anfald. Det resulterede i, at lægerne fjernede højre del af hendes hippocampus og amygdala.

"Lægerne fjernede et område svarende til cirka en bordtennisbold, og det har ikke været uden konsekvenser. Jeg har mistet stedsansen fuldstændig, så jeg eksempelvis cykler med små noter om ruten, hvor jeg skal dreje. Derudover kan jeg ikke smage chili og stærk alkohol, hvilket nogle måske vil sige er en fordel," siger Lisbeth Stricker med et grin.

Operationen betød dog også i en ændring af hjernens kemiske sammensætning, og det resulterede i en depression. Den kom 14 dage efter operationen, præcis som lægerne havde forudsagt. Lisbeth Stricker var efterfølgende indlagt til behandling på epilepsihospitalet Filadelfia i nogle måneder. Men gevinsten på den lange bane har været tydelig: Siden operationen har hun været anfaldsfri. I dag arbejder Lisbeth Stricker på nedsat tid med én ugentlig fridag, men hun har formået at fastholde tilknytningen til arbejdsmarkedet og sit arbejde som sygeplejerske.

Skydning hjalp

Efter operationen skulle hun dog genoptræne sin koncentrationsevne og fokus. Og det er her skydning kommer ind i billedet. Lisbeth Stricker havde ikke dyrket skydning før operationen, men hendes mand, René, har i mange år været skydetræner i Vodskov Skytteforening. Han har været meget engageret i at træne børn og unge med koncentrationsproblemer, og han foreslog Lisbeth at skydetræne i foreningen.

"Det hjalp utrolig meget. Skydning er rigtig godt på den måde, fordi du træner i at fokusere på én ting af gangen, og det gør det lettere at lukke andre sanseindtryk ude. Det tog mig f.eks. lang tid at ’lære’ se tv igen, at læse en bog. Det kognitive med at holde koncentrationen og fokus var svært," siger Lisbeth Stricker, inden hun uddyber:

"Det med at træne finmotorikken og de kognitive evner er enormt tidskrævende, og det kan også være kedeligt. Der er det altså lidt sjovere at kunne stå og skydetræne, kigge gennem et sigtekorn. Det er både træning, men det er også sjovt, fordi du kan se, at du rykker dig."

Velgørenhedsprojektet Strickers OP-Tour

Strickers OP-Tour er egentlig to forskellige stævner:

Stævne 1 er et hjemmebanestævne, hvor du kan støtte på en normal træningsaften. Send dit skyderesultat til lisbethogrene@landmaal.dk sammen med skyttenummer, navn og disciplin, og overfør derefter 25 kr. pr. skydning på MobilePay 30304490. Så har du været med til lave Danmarks største velgørenhedsstævne, og du får et resultat til din rangliste. Du kan både skyde med cal.22, luftgevær, luftpistol og standard pistol.

Stævne 2 foregår 22.-23. februar i Vodskov Skytteforening. Her skydes der cal.22 og luftriffel. Der er masser af præmier og flotte lodtrækningpræmier for mere end 10.000 kroner, doneret af private og virksomheder. Hver skydning koster 50 kr., og der kan tilmeldes på skydetilmelding.dgi.dk eller på ovenstående mail med ca. ønsket skydetid. Der skydes med flydende udskiftning for at få så mange som muligt igennem skydebanen.

Vis mere Vis mindre

Lisbeth Stricker blev hurtigt bidt af skydetræningen, af konkurrencen med de andre skytter og fællesskabet i skytteforeningen. Og i dag kan hun både kalde sig nordjysk mester på 50m, sølvvinder til DM 50m og sølvvinder til nordjyske landsdelsmesterskaber på 200m, ligesom hun har taget Træner 1-kursus.

Vil hjælpe andre patienter

En neuropsykologisk test viser også, at hun har oplevet en fremgang. Før operationen blev Lisbeth Stricker grundig testet i hukommelse og genkendelsesevne, og her lå hendes score på 115. I december 2014, to år efter operationen og efter hun var begyndt til skydning, lå hendes score på 122. Og den gevinst vil Lisbeth Stricker gerne have, at andre epilepsipatienter også får mulighed for.

"Neuropsykologen sagde, at det var usædvanligt, at min score steg. Håbet inden en sådan operation er bare, at man bevarer sine evner. Jeg har med skydning formået at forbedre dem. Det er derfor, vi nu prøver at finde ud af, om andre epilepsipatienter også kunne have gavn af skydning til genoptræning af kognitive udfordringer. Det kunne også være kræftpatienter, der har gennemgået et hårdt kemoforløb, eller folk der har en hjerneblødning," siger Lisbeth Stricker, der også fremhæver en anden kæmpe fordel:

"Der er en kæmpe gevinst i, at folk kommer ud i foreningslivet og kan føle sig normale. På den måde kan man slippe lidt ud af sin sygdom. Det har været en enorm lettelse for mig, at jeg kan sige ’hey, jeg er Lisbeth. Jeg er sygeplejerske. Jeg er andet og mere end min sygdom’. Det tror jeg rigtig mange epilepsipatienter døjer med," siger hun.