Skytteklub har nydt godt af Årets trænerteam 2016

Sidste års vindere af Årets trænerteam har været rundt i landet og fortælle om deres erfaringer med skyttetræning. De mener, der er mange, der fortjener prisen.

Søren Munk og Niels "Pelle" Christiansen har nydt året, der er gået, siden de blev kåret til Årets trænerteam 2016. Foto: Oline Erfurth Eskebjerg

De husker det, som var det i går. Men nu er det snart et år siden, at Niels ”Pelle” Christiansen og Søren Munk fra Løgstør Sportsskytteklub blev udråbt til Årets trænerteam 2016 i DGI.

Siden den aften, hvor de blev overrasket med live tv, blomster, taler og diplomer, er der sket meget. Men selv nu, et år efter, kan begge skyttetrænere stadig mærke efterveerne fra kåringen.

”Der kommer rigtig mange skulderklap i løbet af sådan et år. Bare i sidste uge, fik jeg at vide, at vi gør det rigtig godt,” siger Niels ”Pelle” Christiansen.

Prisen udløste bornholmertur

Højdepunktet for trænerne har været, at de blev inviteret til at tale for skytteklubber på Bornholm af DGI Bornholm. Det, mener de begge, har været den største oplevelse.

”Turen var rigtig god. De diskede op med brunch lørdag, og vi havde et par timer til at fortælle om, hvordan man driver skytteforening,” siger Niels ”Pelle” Christiansen.

”Vi tog den lige fra hjertet,” supplerer Søren Munk. ”Den oplevelse ville vi ikke have været foruden.”

Det fortæller ligeså meget om livet i klubben, som det gør om træneren eller trænerne

Søren Munk, del af Årets Trænerteam 2016, om prisen

Det er ikke kun bornholmernes gæstfrihed, de to skytter har taget med hjem. De har også fået en bornholmsk venskabsfamilie, der besøgte dem i Nordjylland i forbindelse med Landsstævnet.

”Der kom lige tre generationer forbi, hvor vi holdt vores eget skydestævne med vin som præmie,” fortæller Niels ”Pelle” Christiansen.

Nye rifler til de højrehåndede

Med titlen som Årets Trænerteam hører også en præmiesum på 25.000 kr. De kan bruges på nyt tøj til foreningen, en oplevelse med foreningen, eller andre ting efter aftale med DGI.

For Niels ”Pelle” Christiansen og Søren Munk har pengene rakt langt.

”Vi var lidt ærgerlige over, at vi ikke havde nok højrehåndsrifler til at fylde banerne,” siger Niels ”Pelle” Christiansen.

Derfor blev første portion af pengene brugt til at købe to rifler til klubben, der nu kan fylde skydebanerne op, når der er arrangementer.

”Det var rart, at vi ikke skulle ud og stemme dørklokker for at få lov til at købe dem,” siger Søren Munk.

De resterende penge er blevet brugt på at holde sommerfest for klubben. Søren Munk er også kasserer, så han skal have talt op, om der eventuelt kan blive til flere oplevelser.

Mange fortjener prisen

Inden længe er det tid til at give stafetten videre for de to skyttetrænere. Der er nemlig indstillingsfrist til næste kåring af Årets træner/trænerteam i DGI d. 1. september 2017.

Niels ”Pelle” Christiansen og Søren Munk vil gerne give et godt råd med på vejen til dem, der kunne finde på at indstille deres favoritkandidater til prisen.

”Bare spring ud i det. Det fortæller ligeså meget om livet i klubben, som det gør om træneren eller trænerne. Det handler bare om at fortælle den gode historie,” siger Søren Munk.

Og Niels ”Pelle” Christiansen supplerer.

”Bare kom i gang. Der er så mange, der fortjener det.”