Slangebøsse havde nær kostet Martins våbentilladelse

Du skal passe på, hvad du eller dine børn køber over nettet. Små knive eller slangebøsser kan i sidste ende koste dig våbentilladelsen. Det kan 44-årige Martin Nielsen skrive under på.

En slangebøsse som denne på Wish.com til 26 kr. var tæt på at koste Martin Nielsen hans våbentilladelse. Foto: Screenshot fra Wish.com.

Flere og flere danskere er de seneste par år uforvarende kommet i klinch med våbenloven, fordi de har købt små knive eller slangebøsser til deres børn over nettet. Derfor var politiet sidste år ude med en direkte advarsel mod importen af ulovlige våben. En af dem, der har været i den situation, er 44-årige Martin Nielsen fra Næstved.

Martin Nielsen og hans søn kan godt lide at være sammen i naturen. Sønnen er autist, og naturen er sammen med familiens interesse for skydning en genvej til at træne sønnens fokus og koncentration og få ro i hovedet. For at få flere oplevelser sammen havde Martin Nielsen, der er skytte i Holmegård Skytteforening ved Næstved, i december 2018 givet sin søn tilladelse til at købe outdoor-udstyr over nettet. Men det, der skulle have udviklet sig til kvalitetstid mellem far og søn, var nær ved at koste hans våbentilladelse.

"Min søn købte alle mulige outdoor-ting på Wish.com, deriblandt en slangebøsse til 26 kr. Jeg havde fortalt ham, at han ikke måtte købe våben, knive og så videre, og det forstod han godt. Men han vidste ikke, at en slangebøsse falder ind under våbenloven, og hvordan skulle han også vide det," siger Martin Nielsen.

Taget i tolden

Kort tid efter blev Martin Nielsen ringet op politiet. Slangebøssen var blev taget i tolden, og han blev bedt om at give en forklaring på overtrædelsen af våbenloven.

"Jeg forklarede dem, at det er min søn, der har bestilt den uden min viden. Jeg spørger ind til mit våben og min våbentilladelse, for jeg er skytte, og det er en stor del af vores familie. Politiet siger, at det får ingen indvirkning, så jeg erkender forholdet. Det er jo min fejl, at jeg har givet min søn mulighed for at købe noget i mit navn," fortæller Martin Nielsen i dag, mere end et år senere.

"Så jeg betalte bøden, og så troede jeg egentlig, at den sag var ude af verden," uddyber han.

Fik frataget våbentilladelse

Godt to måneder senere, i februar 2019, fik Martin Nielsen imidlertid en besked i e-boks fra Politiets Administrative Center (PAC) i Holstebro. PAC havde administrativt frataget hans våbentilladelse, fordi han havde overtrådt våbenlovgivningen. Martin Nielsen blev vred og tog hurtigt kontakt til politiet for at forklare dem situationen. Men de var ’hverken til at hugge eller stikke i’, som han siger:

"Jeg lavede en meget udførlig klage, for det er første gang, jeg overhovedet har overtrådt loven, andet end en fartbøde. Min knægt har autisme, og vi bruger skydningen som træningsredskab i forhold til diagnosen. Jeg forklarede, at skydning er en familiesport for os, så våbentilladelsen har enorm betydning. Men det havde ingen effekt."

Martin Nielsen var klar til at føre sagen hele vejen til Højesteret, hvis det var nødvendigt, og derfor tog han kontakt til advokat Carsten Hove, der tidligere har ført sager om våbentilladelser. Han lavede en skrivelse til PAC, og så gik det pludselig stærkt.

Vendte 180 grader

"Lige så snart Carsten sendte skrivelsen til PAC, svarede de os, at de havde fået nye oplysninger og ville droppe sagen mod mig. Det var en enorm lettelse, men også træls, at det krævede så stor en indsats at beholde min våbentilladelse. Jeg synes det er latterligt, at noget så uskyldigt kan komme så langt ud," siger Martin Nielsen.

I dag har Martin Nielsen fortsat sin våbentilladelse og sit våben, og han kan stadig skyde sammen med sin søn. Han opfordrer andre til at være yderst forsigtig med, hvad de eller deres børn handler over nettet. Og så har han et råd til andre skytter, der uforvarende måtte havne i samme situation som ham:

"Tag fat i en advokat. Lad være med bare at slå hælene i og parere ordre fra politiet. Hjælpen fra Carsten var ikke særlig dyr i forhold til, at jeg potentielt set skulle skaffe mig af med mit våben og så videre. Der kan en advokat spare dig mange tusinde kroner i sidste ende," siger han.

Juristernes råd: Tænk dig om

Advokat Carsten Hove har oplevet, at politiet har strammet sin håndhævelse af våben- og skydetilladelser voldsomt inden for de seneste par år, så selv den mindste overtrædelse af våbenloven bliver takseret på hårdest mulige vis. Derfor skal du tænke dig godt om, inden du køber noget over nettet.

Hvis du har købt en kniv eller slangebøsse over nettet, og du ved med dig selv, at du har kvajet dig, så er det Carsten Hoves råd at betale bøden, men samtidig gøre indsigelse til Rigspolitiet i forhold til våbentilladelsen.

"De har dog en meget, meget lang sagsbehandlingstid, og der er ikke opsættende virkning i klagen, og det betyder, at du ikke må have dit våben i mellemtiden. Jeg har ført en del af de her sager, og i nogle få tilfælde er det lykkedes mig at få omstødt en frakendelse af våbentilladelse. Det bedste råd er at tænke sig godt om og lade være med at købe noget, man er det mindste i tvivl om," siger Carsten Hove.

Samme melding kommer fra DGIs juridiske chef, Steen F. Andersen.

"Folk skal tænke sig om, før de køber dumme ting på nettet. Der er ofte tale om en overtrædelse af våbenloven, og det vil udløse en bøde. Det centrale er derfor, at skytten skal i dialog med PAC om, hvorvidt det skal medføre konsekvenser for vandelsgodkendelse og dermed våbentilladelsen," forklarer han.

Det er nemlig ikke en automatisk følge, men skal bygge på en konkret vurdering. PAC skal høre personen, før der gribes ind, og her er en protest vigtig, samt at du redegør for de undskyldende omstændigheder. Steen F. Andersen fortæller, at DGI sammen med Dansk Jægerforbund har appelleret til en mere nuanceret vurdering fra PAC.

"Det forekommer uforholdsmæssigt, at folk mister vandelsgodkendelse, hvis det er uvidenhed og ’harmløse’ knive eller slangebøsser, det handler om. PAC siger dog også, at det ikke er sådan, at man i tilfælde af tilbagekaldelse er dømt ude i fem år, man kan måske søge igen efter et eller to år. Men det ændrer ikke ved, at det er vigtigt at tage kampen imod, at man overhovedet mister sin vandelsgodkendelse, for så bliver man nødt til at sælge sine våben, og kan ikke skyde i foreningen," siger Steen F. Andersen.

Vis mere Vis mindre