Stillingsopslag til skydeleder uddannelsen

Vil du være en del af underviserteamet på skydeleder-uddannelsen og være med til at styrke sikkerheden ved at uddanne foreningsledere, skydeledere, banekommandører og andre frivillige?

Arkivfoto: Ledig stilling som underviser på skyderleder-uddannelsen Foto: Gregers Kirdorf

Som led i regeringens bandepakke trådte der en ny våbenbekendtgørelse i kraft den 1. januar 2018. Den får betydning for alle skytteforeninger, da der fra 1. januar 2019 vil være krav om, at der er en skydeleder til stede i forbindelse med al skydning på skydebaner i DK.  

Dansk Skytte Union og Dansk Firmaidrætsforbund vil derfor fra efteråret 2018 udbyde en helt ny obligatorisk skydeleder-uddannelse til landets skytteforeninger. 

Dine kvalifikationer

  • Du skal bestå testen til at blive certificeret skydeleder – Læs mere herunder
  • Du er selv en engageret og rutineret skytte med forståelse for en god kultur i skydeidrætten på tværs af discipliner.
  • Du har gode formidlingsevner og føler dig tryg i rollen som underviser.
  • Du er struktureret og kan arbejde både selvstændigt og sammen med andre undervisere.
  • Du er udadvendt og motiveret for at udbrede uddannelsens budskab. 

Vores forventninger til dig som underviser på skydeleder-uddannelsen

  • Du skal fremstå præsentabel og som et godt forbillede og værdig repræsentant for en sikker skydeidræt.
  • Du skal indgå i løbende dialog om afholdte og kommende uddannelser herunder indgå i planlægning i samarbejde med DGI's landsdelsforeninger/kontorer.
  • Du skal løbende komme med feedback til organisationerne i forbindelse med potentielle rettelser/forbedringer til materialet.
  • Du skal holde dig opdateret i undervisningsmaterialet og løbende deltage i efteruddannelse.

Vilkår: 

  • Du bliver timelønnet efter organisationernes satser for din undervisningstid.
  • Du får omkostninger dækket i forbindelse med afholdelse af uddannelserne.
  • Du får omkostninger dækket i forbindelse med egen uddannelse og efteruddannelse.
  • Du kommer til at skulle undervise 2-4 forløb á 3 timers varighed årligt, efter behov. Uddannelserne forventes afholdt i aftentimer eller i weekenden, da målgruppen er frivillige.
  • Din løbende uddannelse og efteruddannelse forventes at foregå i aftentimer eller weekender. Kompetenceudvikling er ikke lønberettiget. 
  • Aftalen om underviser-virke løber over indeværende år og forlænges på årlig basis af organisationerne, DGI Skydning, Dansk Skytte Union og Dansk Firmaidrætsforbund.

Sådan bliver du certificeret underviser på skydeleder-uddannelsen:

Alle nye undervisere på skydeleder-uddannelsen inviteres til en obligatorisk underviserdag. Der kommer til at være en underviserdag på Sjælland d. 25. august og i Jylland d. 8. september, hvor du skal kunne deltage den ene af dagene.

På dagen skal du gennemføre og bestå skydeleder-uddannelsen inklusiv den afsluttende onlinetest, på samme vilkår som de senere deltagere fra skytteforeningerne skal gennemføre skydeleder-uddannelsen.

På underviserdagen vil du desuden blive klædt på til at undervise og få en udførlig gennemgang af undervisningsmaterialet samt erfaringsudveksling med de øvrige undervisere.

For at blive underviser er det et ufravigeligt krav, at du selv består skydeleder-uddannelsen på underviserdagen. Underviserteamet kommer til at fremgå af DGI Skydnings hjemmeside.

Du søger om at blive underviser ved at udfylde et online ansøgningsskema, som du finder her https://goo.gl/forms/n75gaUwhnfNflRA62

Ansøgningen skal afleveres senest den 17. juni 2018.

Vi ser frem til at modtage din ansøgning.